Kampen fortsætter!

Jeg tror det må have været Gertrud Stein som sagde det; at skrive dagbog er en måde at være tilstede i nutiden på. Jeg har aldrig prøvet at skrive dagbog før, men rutinen med at vågne op, spise morgenmad og så forsøge at nedfælde tanker fra oplevelser dagen forinden, har for mig været en fin måde at forstå konteksten jeg befandt mig i. Jeg har i løbet af de seneste 4 uger oplevet utrolig mange ting, og det er langt fra alt som har fundet vej til bloggen. På samme måde har det også været umuligt for mig, at dele alle de spændende samtaler jeg har haft med folk, men ved at skrive noget af det ned og dele det med jer, har jeg forsøgt at være tilstede, og langsomt nærmet mig en forståelse af hvad det er der foregår i det græske samfund for tiden.

I dag vågnede jeg op med en underlig fornemmelse i kroppen, indenfor de næste 5 timer ville jeg sidde i en flyvemaskine på vej tilbage til København; tilbage til dagpenge, anden aktør og kompetencegivende kurser, det hele føltes meget uvirkeligt. De sidste 4 uger har været meget intense og når jeg sidder og tænker tilbage, er jeg lidt i tvivl om hvad det egentlig er jeg har oplevet. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke ville forsøge at konkludere eller opsummere noget fra denne blog, nu starter Marts, så kommer April og Maj, vi er midt i en lang proces som ingen kender enden på. Når det så er sagt, så kan jeg alligevel ikke lade være med at tænke tilbage på den tid jeg har tilbragt her. 

Jeg har mødt så mange fantastiske mennesker, som alle har taget virkeligt godt imod mig, uden dem ville denne tur ikke have været det samme. Deres gæstfrihed og åbenhed, vil jeg aldrig glemme. Og deres stædige kamp mod systemet, kombineret med en afslappet livsstil og en kammeratlig kærlighed, vil altid være en stor inspiration for mig. På trods af de voldsomme arbejdstimer som mine kammerater er udsat for, så har de inviteret mig indenfor i deres dagligdag, og brugt lang tid på at fortælle, forklare, vise mig rundt og svare på alle mine åndssvage spørgsmål. De har vist mig byen og måden de bruger den på, de har vist mig systemets urimeligheder og måden de handler på. Jeg har altid følt mig tryg i selskab med mine kammerater, også i situationer som har været meget voldsomme, de har til hver en tid taget sig af mig når der var brug for det, og dette glemmer jeg heller aldrig.

Men udover alle festerne, middagene, de spændende diskussioner og de afslappede stunder på barer og gader, har der også været mange alvorlige episoder som har påvirket mig, og indimellem har jeg følt mig trist, uden helt at vide hvad der gjorde det. Volden, desperationen og uretfærdigheden har uden tvivl sat spor i mit nervesystem, og der vil nok gå et stykke tid før jeg virkelig forstår det jeg har oplevet.

Jeg sad et stykke tid på balkonen og kiggede op mod Akropolis, drak min tyrkiske kop kaffe, mens jeg tænkte på hvad jeg skulle lave når jeg kom hjem. Derefter pakkede jeg lynhurtigt mine tasker, og tog ned til Monastiraki for at mødes med Emma en sidste gang inden jeg skulle ud til lufthavnen. Vi gik en tur op af Athinas; forbi krydderi-butikker, fiskehandlere, slagtere, blomsterbutikker og kaffebarer, den ene specielle duft efter den anden, jeg købte et par gaver til de nærmeste derhjemme og vi satte os ned på en plads. Jeg fortalte Emma at jeg havde det lidt underligt over at skulle rejse tilbage nu, at det var som om jeg havde været vidne til noget meget voldsomt, og nu var begyndt at føle mig ramt på samme måde som grækerne, at jeg gennem den seneste måned havde opbygget en reel vrede mod systemet, men nu bare skred fra det hele. Emma gav mig et stort kram og svarede at jeg altid var velkommen til at komme tilbage, men mindede mig samtidig om at der også var meget at kæmpe for, hjemme i Danmark.

Nu var klokken blevet mange og jeg skulle løbe hele vejen tilbage til lejligheden, hente taskerne og så ned forbi det Danske Institut med nøglerne. Jeg kom nærmest løbende ind af dørene på instituttet, og fik vist nok sagt mange tak for opholdet, at det havde været en uforglemmelig oplevelse og at jeg håbede på at kunne komme i betragtning næste gang man kan søge. Derefter løb jeg ud af døren igen og ned til metroen, skiftede tog på Syntagma Station, hvor jeg svagt kunne høre demonstranterne fra dagens protest på pladsen ovenover, inden jeg steg ombord på toget mod lufthavnen. Da jeg endelig var tjekket ind og sad i flyveren på vej mod Amsterdam, mellem to store hollændere, pakkede jeg min computer ud og læste for første gang samtlige af mine blogindlæg. Det var noget af en tur at tage på, i 12-15.000 meters højde, alle billederne farede igennem mit hoved; flammerne fra bygningerne, pladserne og gaderne fyldt med politi, tusindvis af maskerede demonstranter og sten og marmorstykker overalt.

Imens gentog jeg overfor mig selv, at denne kamp ikke ville være forbi bare fordi jeg tog hjem, tværtimod var dette kun begyndelsen, repressionen og uretfærdigheden ville formentlig kun tage til i styrke, og det samme vil vreden. Denne kapitalistiske krise og den efterfølgende sociale krise, er en enestående chance for statsmagterne til at generobre deres totalitære magt, og slå ned på alt det der ikke behager dem. Men det er derfor også en chance for at finde sammen og kæmpe imod, og her kan den fælles vrede og utålmodighed blive vores styrke. Det som jeg har fået et kig ind i her, er et system i forfald, et system der ikke længere er i stand til at sikre den sociale konsensus, et system som har rettet et direkte angreb mod sin egen befolkning, og som før eller siden vil tvinge os til at vælge side. Efter 4 år med utallige generalstrejker, besættelser og demonstrationer med millioner af mennesker på gaderne over hele Grækenland, fortsætter regimet ufortrødent deres angreb, som hele tiden skærer sig dybere og dybere ind i befolknings sind. Den vrede som jeg var vidne til søndag d. 12. Februar, var et signal til verden: nok er nok! Hvor længe kan vi sidde stille og se samfundet blive ødelagt af et par psykopater, de rige og bankerne? 

Efter en mellemlanding i Amsterdam, sad jeg nu i et andet fly på vej mod nord. Jeg faldt i søvn og vågnede først op da flyets landingshjul ramte asfalten i Kastrup. Temmelig rundtosset kom jeg igennem taxfree-zonen, fik fanget min kuffert og passerede paskontrollen. Jeg hoppede på et metro tog og kørte ind mod Nørreport. På samtlige stationer, så jeg store grupper af unge fulde teenagere, noget som jeg ikke rigtig havde set i Athen. Da jeg stod af og gik over mod elevatoren, spurgte en mand mig om jeg havde været i Afrika. Han var selv fra Ghana og talte kun engelsk. I elevatoren spurgte jeg ham, om han vidste hvorfor der var så mange festglade unge mennesker, og han svarede at det havde været godt vejr i dag og folk lige havde fået penge. Da vi kom op i gade-niveau og gik ud af elevatoren, blev jeg pludseligt meget forvirret. Nørreport St. var ved at blive lavet om, og byggerodet havde taget til i den måned jeg havde været væk, jeg kunne overhovedet ikke se hvor jeg skulle tage bussen fra. Det så den flinke mand fra Ghana og han grinte og spurgte hvor længe jeg havde været væk. Derefter fulgte mig han mig over til 5A, som han også skulle med. Da vi steg om bord på bussen, satte jeg mig ved siden af ham og vi snakkede videre om at rejse, om transport og hans arbejde som rengøringsmand i Magasin. Det var rart at være lidt lost for en stund, og få hjælp af en mand fra Ghana på engelsk. Bussen stoppede ved Stengade/Elmegade, han gav mig hånden og ønskede mig fortsat god rejse.

Da bussen kørte langs den gule mur mod runddelen, bippede min telefon og jeg fik en sms om en demonstration i morgen, i forbindelse med rydningen af Ungeren for nu 5 år siden. I sms’en stod der at demonstrationen var imod gentrificering, boligspekulation og voksende ulighed. 

Gåtur i Metaxourgeio

Jeg havde aftalt at mødes med Raoul og en anden kammerat med navnet Mikhail, på det der nu bare hedder pladsen aka. Exarchia Square. På vej derover, så byen mere eller mindre ud som den plejer; biler, busser, motorcykler og gående passerede hinanden, i en tilsyneladende problemfri koreografi. Det var vinterkoldt, men solen stod klar, luften var ren og alt glimtede lidt som man kender det fra norden. Efter Syntagma pladsen fortsatte jeg af Stadiou gaden, hvor Gucci, Chanel og co. ligger. Længere oppe ved Kolokotroni pladsen, foran den gamle parlamentsbygning, stod en større forsamling med bannere og flag. Da jeg nærmere mig pladsen, kunne jeg se flere og flere politibetjente og da jeg nåede helt frem, kunne jeg se at det var en demonstration for og med politibetjente og kystvagter. Jeg kunne også se flere brandfolk imellem flokken. De spillede noget musik over et anlæg og stod ellers bare inde på pladsen, det så ikke ud til at de havde tænkt sig at gå ud på vejen, eller nogen andre steder hen. Jeg stoppede op og tog et billede af demonstrationen, inden jeg fortsatte op til Panepestimiou, hvor bl.a. den græske nationalbank, Athens Universitet og nationalbiblioteket ligger. Foran universitetsbygningen, som mest huser den centrale administration, stod en mindre gruppe af unge med flag og forsøgte at opsætte et banner mellem to høje marmor søjler. Jeg kunne genkende deres logo; de var fra det kommunistiske partis ungdomsafdeling. Jeg tog også et billede af dem, inden jeg fortsatte mod Exarchia.

På pladsen sad Raoul og Mikhail og ventede da jeg kom. Vi havde aftalt at vi ville drive gennem gaderne sammen i dag. Til at starte med ville vi drive mod Metaxourgeio, et område jeg kun havde været i en enkel gang, og som det skulle vise sig Raoul og Mikhail aldrig havde været i. Vi drev tilbage i den retning jeg kom fra, ned mod Panepistimiou hvor de unge kommunister nu havde fået sat deres banner fast til de to søjler. Raoul fortalte hvordan to grupper engang havde kæmpet om pladsen til et banner mellem de to søjler. Det første banner blev hængt op af en venstreorienteret gruppe, et par dage senere kom de unge kommunister og justerede de venstreorienteres banner en smule ned, så deres eget kommunistiske banner kunne komme endnu højere, og et par dag efter det havde de venstreorienterede pillet kommunisternes banner helt ned og i stedet sat et nyt banner op, så der nu hang to. Sådanne små kampe foregår der hele tiden, jeg har hørt om utallige lignende historier fra alle mine kammerater, mellem forskellige venstreorienterede grupper, kommunister, stalinister, antiautoritære, autonome, anarkister og nihilister osv. og det vel at mærke udelukkende mellem folk og grupper på den såkaldte venstrefløj. Ifølge Raoul var denne universitetsbygning besat mindst et par gange om måneden, af forskellige grupper med relation til universitetet, og rummet mellem marmor søjlerne blev altid brugt til at kommunikere budskaber ud.

Vi gik videre op mod Omonia og videre ned af Pireos, og fra det ene øjeblik til det næste, ændrede stemningen sig; vi var nu kommet ind i det skumle kvarter, hvor der tydeligvis foregår mange lyssky aktiviteter. Det er også det eneste kvarter mine kammerater har rådet mig til ikke at gå rundt i, de forsøger selv at undgå kvarteret. Men nu var vi her altså, og der var ikke så meget andet for end at fortsætte igennem. På hvert gadehjørne stod der grupper af mænd, som så ud til at holde øje med folk, formentlig handlede de også med noget. Indimellem så vi også store grupper af politibetjente, der gik rundt og skumlede, og det var svært at vide hvem man skulle frygte mest. Da vi passerede en gruppe af hårde drenge, bad Mikhail mig om ikke at tale for højt engelsk. Og da vi passerede en gruppe af politibetjente, udbrød Mikhail pludselig et eller andet højt på engelsk. Sådan drev vi rundt i gaderne bag Omonia, mens vi gik forbi det ene bordel efter det andet, og kiggede ned af sidegader fyldt med zombie-lignende narkomaner der enten lige havde fixet eller var på vej til at gøre det. Det var tydeligvis ikke et sted almindelige turister eller athenere for den sags skyld, kom for at hænge ud. Og sjovt nok var selv athenerne Raoul og Mikhail nu turister, på lige fod med mig, ingen af dem havde været her før. Jeg kunne ikke lade være med at syntes det var lidt sjovt, at se de to drenge udenfor Exarchia, det var tydeligt at de sjældent bevægede sig rundt til fods i kvarterer udenfor deres bydel. De stoppede flere gange op og sagde wow, ligesom jeg selv gjorde, når vi så en speciel bygning eller en flot baggård.

Langsomt begyndte kvarteret at ændre sig; der kom flere og flere kinesiske butikker, så arabiske, så nogle afrikanske. Der var folk fra hele verden, at dømme ud fra deres ansigter vil jeg tro der var folk fra Afghanistan, Irak, Pakistan, Kina, Somalia, Nigeria, Marokko, Algeriet og mange andre lande, det var et sandt bombardement af forskellige kulturer. Til gengæld var der ingen europæiske ansigter, på nær vores og politiets. Dette var naturligvis en smule underligt, men først nu forstod jeg den kæmpemæssige segration mellem dem med græsk pas og så dem med udenlandsk pas, eller dem som intet pas har overhovedet. Lige siden jeg ankom, har jeg hørt og læst om de mange hundrede tusinde såkaldte ’illegale’ indvandrere som har slået sig ned i Athen. Nogle mener at tallet snart nærmer sig 1 million indvandrere, og nogen steder omtaler de situationen som en humanitær katastrofe. Når indvandrere fra hele verden har held og viljestyrke til at klare hele turen til Europa, ankommer de fleste med båd fra Tyrkiet, til en af de græske øer. Her skal man igen være heldig for ikke at blive snuppet af de brutale kystvagter eller politiet, hvis man drømmer om at komme videre til et andet land. Er man først registreret som ’illegal’ indvandrer i et EU-land, er man tvunget til at blive og søge om opholdstilladelse der. Derfor er antallet af indvandrere også højere i lande som Grækenland, Italien og Spanien.

Ifølge UNHCR (FN’s flygtninge domstol) er det græske asylsystem for længst kollapset, og op mod  1 million ’illegale’ indvandrere lever i dag i Grækenland, uden nogen form for sikkerhed, rettigheder eller støtte. De mange tusinde indvandrere, var den første gruppe af mennesker der blev ramt af regimets såkaldte ’sparerunde’, og lige for tiden lukker det græske regime igen ned for de få tilbageværende hjælpeorganisationer, der tidligere har hjulpet indvandrere i dagligdagen. Tilbage er nu kun den ortodokse kirke, som stadig har et par hjælpeprogrammer, men også her bliver indvandrerne nedprioriterede, i den hårde konkurrence fra den voksende gruppe af grækere der også har brug for hjælp af forskellig slags.

Man ser dem over hele byen, de ’illegale’ indvandrere, ofte to og to sammen, med adskillige lag af tøj, et halstørklæde trukket op over ørerne, skubbende på en indkøbsvogn og på jagt efter mad eller hvad som helst af værdi. Ifølge mine kammerater, så sover de folk man ser i centrum, ofte i lejligheder sammen med 20-30 andre personer, som enten sover på skift eller meget tæt op af hinanden. Andre går sammen i grupper og sover rundt omkring i tomme bygninger eller haller, eller alene på gaden under tæpper og pap. Alle jeg taler med anerkender problemet, men det er som om problemet nu blot er ét ud af mange andre problemer, og de ’illegale’ indvandrere er overladt til dem selv, ligesom så mange andre grupper i samfundet. Det betyder for mange tusinde mennesker, et liv på gaden, i konstant frygt for angreb fra fascister og politiet, og uden adgang til lægehjælp og mad. Og dette er vel at bemærke, migranter som af den ene eller anden grund har været tvunget til at forlade deres land og familie, i søgen efter et bedre liv. De gader vi nu gik af, er uden tvivl et af de områder af byen, hvor der bor flest indvandrere, klods op af det kriminelle narkotika-markedet og de mange bordeller. Her fandtes der næsten ingen butikker, barer eller restauranter, alt var lukket og gaderne virkede tomme. Det var hverken et rart eller et ubehageligt sted, det var mest af alt et underligt sted.

Vi drev videre gennem gaderne, med øjnene på fuld gab, og pludseligt ændrede kvarteret sig igen. Gaderne virkede renere, husene var nyrenoverede, og pludseligt var de mange tomme butikker forvandlet til caféer, teatre og gallerier. Her så jeg for første gang folk som ligeså godt kunne bo i Mitte i Berlin, mens de mange udenlandske ansigter gradvist forsvandt. Midt i det hele fandt vi en mindre park med et par træer og et stendige, og et skilt der forklarede at dette var en tidligere parkeringsplads, som nu var blevet omdannet til park af en lokal beboergruppe, med navnet Athinas. Denne beboergruppe viste sig ved en senere søgning på internettet, at være styret af kvarterets største boligspekulant, og havde udelukkende til formål at ”rydde op i kvarteret”. Vi fortsatte hurtigt videre gennem denne del.

Nu havde vi gået i over to timer og indenfor en distance på bare 5 kilometer, havde vi set 3 vidt forskellige kvarterer, med vidt forskellige mennesker; vi havde set den kriminelle underverden, de ’illegale’ immigranter og de unge hipstere leve side om side, det hele virkede meget absurd. Vi endte på toppen af en klippe, i parken ved foden af Akropolis, med en udsigt ud over det meste af Athen. I baggrunden kunne man se bjerge med sne, mens solen var på vej ned bag os og byen nedenunder summede uafbrudt. 

Fridag

I dag var det en mandag der føles som en søndag, pga. påsken er der national fridag, denne er endnu ikke aflyst, og folk slappede af og gik ture med familien. Folk i alle aldre klæder sig ud og mange tager i parker for at flyve med drager, mens de voksne spiser grillet fisk og drikker raki, alt andet kød bliver i dag betragtet som blasfemi af den ortodokse kirke.

Jeg havde overnattet hjemme hos Emma i Exarchia, hun har et gæsterum som jeg har sovet i før, og som jeg ifølge Emma altid er velkommen til at bruge. Hun var ikke vågnet endnu, så jeg gik i gang med at pille bøger ned fra hendes reol i stuen. Emma har en fantastisk bogsamling, med alt fra politisk teori, til poesi, gamle fotobøger og skønlitteratur. Jeg brugte i hvert fald 2 timer på at bladre gennem de fedeste bøger, heriblandt en kæmpe bog af Elias Petropolous, om den såkaldte rebetiko kultur. Jeg havde aldrig hørt om hverken Petropolous eller rebetiko før jeg kom hertil, men alle mine kammerater har nævnt kulturen for mig, som stort set det eneste fra den græske kultur de var stolte af.

Petropolous var en selv-udråbt 'urban antropolog', som skrev om alle de oversete elementer i det græske samfund fra 1940 og frem til 2003 hvor han døde. Han skrev om bønnesupper, om metalgelændere, baggårde, slang og bordellernes indretning, og så var han den største ekspert i de urbane subkulturer, herunder altså rebetiko. Da første tryk af bogen, Rebetika Trahhoudhia, udkom i 1968, vakte det et ramaskrig og det politiske diktator forbød bogen og sendte Petropolous i fængsel. Her mødte han endnu flere fra samfundets periferi, og det styrkede kun hans analyser og observationer. Bogen jeg bladrede igennem indeholdt tekster på flere hundrede rebetiko sange, og nogen af dem har mine kammerater med garanti allerede spillet for mig. Teksterne handler om at stjæle, om at ryge hash, løbe fra politiet og nyde livet.

Den oprindelige rebetiko kom fra Istanbul, hvor græske migranter levede side om side med tyrkerne. I 1923 fandt man så på at ’bytte’ de græske ortodokse som levede i Tyrkiet, med de tyrkiske muslimer som levede i Grækenland, over 2 millioner skiftede i dette år land. Mange af de nye tilflyttere fra Istanbul, slog sig ned i Athen og Pireaus og medbragte altså også rebetiko kulturen. Som mange af mine kammerater her fortæller, så er det deres skyld at grækerne i dag kan finde ud af at nyde livet; være sociale, bruge lang tid på at spise sammen og desuden nære en sund skepsis over for autoriteter.

Jeg kan ikke finde ud af hvor meget det skyldes den voldsomme repression fra Troikaen, men blandt mine kammerater er der helt klart en stor modstand mod EU, som ifølge dem aldrig har ført noget godt med sig. De taler altid om Europa, som om det var en anden del af verden. For dem har de langt mere tilfælles med balkan-landene og Tyrkiet end de har med Tyskland, Frankrig, England og Norden. Rebetiko-kulturen indeholder alt det som EU i dag ikke kan overskue, og kulturen ligger indlejret i den daglige modstand som mine kammerater udfører. Det er som om mine kammeraters fascination af denne kultur, på en romantisk måde indeholder et håb eller en politisk vision, for et samfund baseret på fælles støtte, uden EU og andre imperialistiske statsformer. Det er en ret fantastisk historie, som ligesom så mange andre subkulturer i dag er blevet mainstream. Men mine kammerater forstår stadig at holde kulturen i hævd.

Da Emma endelig vågnede, spiste vi mad, sludrede og tog over til en af hendes venner. Her var der improviseret en fælles middag, i anledningen af fridagen. Der blev kokkereret i flere timer, mens vi drak øl, rødvin og hang ud. Da maden var færdig var der nok mad til en mindre græsk by. Der var 4 forskellige fisk, lavet på forskellige måder, salater, forskellige slags rogn, brød, oliven, hummus og meget andet. Det var meget overvældende. Vi spiste, drak og hang ud på puder i stuen over mange timer, mens vi snakkede om det ene og andet. Indimellem gik nogen ind ved siden af og tog sig en lur, mens flere andre kom på besøg. Folk forstår virkelig at nyde hinandens selskab, det var tydeligt at de alle var gode og tætte venner, der blev konstant fortalt sjove historier og grint højt, men der var også indslag som var mere alvorlige.

Efter de første runder af vidunderlig mad, begyndte folk at snakke om deres fælles ven, som sidder fængslet for at være medlem af en væbnet politisk gruppe. Vennen har været gået under jorden i over et år, men har nu meldt sig selv, og sidder nu altså fængslet mens sagen mod ham og gruppen fortsat kører. Medlemmerne i den væbnede gruppe er beskyldt for alt fra bankrøverier, til kidnapningen af en dommer og et raket-angreb mod den amerikanske ambassade. Emma og hendes venner besøger ham hver uge i fængslet, og er med hver gang retssagen mod deres ven kører. De har også inviteret mig til at komme med i retten, de syntes nogen burde skrive om det juridiske system og kampen indenfor murene, men jeg har tøvet lidt af forskellige årsager og ikke været sikker på hvad jeg skulle gøre der. Nu diskuterede de hvilke retter de skulle lave og tage med til deres ven, som de hver uge skiftevis søger for får noget god mad at spise. For dem er han uskyldig og de støtter ham 100% i hans daglige liv, som lige nu ser meget sort ud.

Derefter bevægede samtalen sig ind på en meget underligt episode, der skete for et par dage siden. Ifølge politiet, havde en togchauffør fundet en pakke med en hjemmelavet bombe, på endestationen i et metro tog på vej til lufthavnen (!). Det var ikke nogen stor bombe, men stor nok til at være farlig for passagererne, hvis toget var kørt i trafik. Den var sprængklar da den blev fundet og der var eftersigende monteret en timer på den. Ifølge politiet havde en hidtil ukendt gruppe taget ansvaret for bomben, de skulle kalde sig Urban Guerilla Group. Men dette mener flere af mine kammerater som jeg har snakket med, er en stor løgn. For det første, ville ingen gruppe fra det antagonistiske miljø, ifølge dem, dræbe uskyldige mennesker. De fleste fra miljøet kender hinanden, og siden de mange fængslinger i forbindelse med sager mod påståede medlemmer af forskellige væbnede grupper, har der ikke været nogen grupper som tog så voldelige metoder i brug. Den eneste mulighed kunne være, at det var fascister der stod bag, men dette var ifølge mine kammerater også temmelig usandsynligt. Samtlige af de folk jeg har snakket med om det, er af den opfattelse at historien er fabrikeret af staten og politiet, for at kunne styrke repressionen mod de almindelige antiautoritære. Ingen ved endnu hvad der er sket eller hvem der har gjort det.

Alle dem som jeg har mødt her, har op til flere venner som sidder fængslet for at deltage i den ene eller anden gruppe. Situationens alvor, får åbenbart nogen folk til at tage hidtil ubrugte metoder i brug, så kan man være enig eller uenig med dem, men det er et faktum at de eksisterer og at mange sidder fængslet for at være medlemmer, heriblandt uden tvivl også mange uskyldige mennesker. Jeg vil ikke skrive mere om emnet her, men blot udtrykke min solidaritet med alle politiske fanger, også selvom jeg ikke er enig i deres måde at handle politisk på.    

 

Besked fra det besatte hospital i Kilkis

I dag hang jeg mest ud med den unge Raoul, som den ene studerende er den af mine kammerater der har mest tid i løbet af dagen. Vi mødtes i Exarchia og gik en lang tur. Raoul fortalte om det ene og andet mens vi gik, på trods af hans unge alder ved han utroligt meget om historie, politik og byens udvikling. Han fortalte om den kriminelle underverden, om narkotika-handlen, om korrupte politikere og forretningsmænd og om politiets indblanding i det hele. Raoul studerer også på kunstakademiet, så indimellem handler vores samtaler også om kunst, men det er nu ret sjældent.

Jeg vil gøre noget uortodokst, og ikke skrive mere fra i dag, men i stedet overlade ordet til en ansat fra det besatte hospital i Kilkis, som jeg også har skrevet om i et tidligere indlæg. Her er en besked fra et medlem af hospitalspersonalet:  

Hello all,

Thank you so much for your interest and support.

The occupation of our hospital in Kilkis by its workers started on Monday, February 20th, at 8:30 local time. This occupation is not only about us, the physicians and the workers at the Kilkis Hospital. Neither is it only about the Greek National Health System (ESY), which is collapsing, indeed. We are in this fight because what are in real danger now are the human rights. And this threat is not against just a nation, or against a few countries, or a few social groups, but against the low and middle classes in Europe, America, Asia, Africa, in the whole world. Today’s Greece, is tomorrow’s picture of Portugal, Spain, Italy and the rest of the countries worldwide.

The workers at the Kilkis Hospital and at most of the hospitals and health centers in Greece are not paid on time and some of them see their salaries being cut down to practically zero. A fellow-worker of mine was transferred to our cardiologic clinic in shock, when he realized that instead of receiving the usual check of 800 euros (yes; that is his monthly salary) from the state, he received a note saying that not only he will be paid nothing for this month, but he is also to return 170 euros. Other workers were paid only 9 (nine) euros for this month. Those of us who still receive some kind of a salary will support them in any way we can.

This is a war against the people, against the whole community. Those who say that the public debt of Greece is the debt of the Greek people are lying. It is not the people’s debt. It was created by the governments in collaboration with the bankers in order to enslave people. The loans to Greece are not used for salaries, pensions and public care. It is exactly the opposite: salaries, pensions and care are used to pay the bankers. They are lying. Contrary to what they declare, they do not want a debt-free society. They create the debts themselves (with the help of corrupt governments and politicians) for their own benefit. They gave Greece a banker as prime minister to ensure that the “job” will be done properly. Our Prime Minister Lucas Papademos was not elected at all. He was appointed by the ECB and the bankers with the help of European and Greek corrupt politicians. This is their interpretation of the term “democracy”.

The debts are created by bankers who create money out of thin air and collect interest, just because our governments gave them the right to do so. And they keep saying that for those debts it is you and me and our children and grandchildren that will have to pay with our personal and national assets, with our lives. We do not owe them anything. On the contrary, they owe the people a great part of the fortunes they made thanks to the political corruption.

If we do not open our eyes to this truth, we will soon all become slaves, working for 200 or less a month. That is those of us who will be able to find a job. No medical care, no pensions, homeless and starving, as now is the case with my fellow citizens in Greece. Thousands of them live outdoors and starve.

We have no intention to paint the reality with dark colors, but this is the truth. This situation is not due to a financial or monetary accident or mistake. It is the start of the ugly phase of a long process following a carefully designed plan, a process that has started decades ago.

We have to fight together against this neoliberal plan. And this is what we, in Kilkis and in so many cities around the world, do now.

For the time being, we are not considering the opening of a donations account. We might, however need to do this in a few months or even weeks, if the situation worsens. What we currently need most of all is moral support and publicity. Local struggles all around the world have to spread and gain massive support if we are to win the war against the corrupt system. If you can think of any additional ways to spread our news and ideas, it would be great.

You can contact us at enosi.kilkis@yahoo.gr

Again, we can’t thank you enough for your kind thoughts and words.

Yours,
Leta Zotaki, director of the radiology department, Kilkis Hospital, 
member of the workers’ general assembly
, president of the Union of the Hospital Doctors in Kilkis (ENIK)

Lørdags-hæng-ud

En af mine gode kammerater hedder Karl, han er uddannet akustisk ingeniør og er en del af et anerkendt teorikollektiv med mange år på bagen. Deres kollektiv er kendt ude i verden, for at bidrage med gode og usædvanlig skarpe analyser, baseret på empiri og aktiv deltagelse i sociale kampe. Denne kombination af teori og praksis er noget som jeg har mødt meget af her, måden hvorpå folk tager sagen i egne hænder og udvikler en politisk og aktivistisk kritik af samfundet, er i mine øjne helt unikt. Karl er ligesom så mange andre her, yderst belæst, og er typen der ved noget om alt; ekspert i eksperimental improvisations musik, i Situationisterne, i Marx, i bypolitik, i arbejdsforhold, i autonomia og så videre og så videre. Desuden er Karl søn af en forelægger, og en manisk samler af alt der er trykt, forhåbentligt når jeg hjem forbi ham for at bladre og kigge på bøger, inden jeg tager af sted. Meget af den viden jeg har fået mens jeg har været her, stammer fra Karl og hans analyser af forholdene, det gælder altså om at lytte godt efter når Karl åbner munden og beriger ethvert selskab med sin viden og venlige personlighed.

I dag havde Karl inviteret mig på lørdags-hæng-ud. Vi mødtes i centrum og gik derefter på en café, hvor hans kæreste og to barndomsvenner også sad. Det er også nogle meget søde mennesker; den ene er læge, den anden ansat i en bank i Geneve, og selvom de er godt uddannet og har gode jobs, er de alligevel også benhårde modstandere af regimet og nikker enigt hver gang Karl fortæller om den ene eller anden gadekamp. Karl fortalte i dag om meget forskelligt, det er som om hans måde at snakke på ofte fletter 3-4 forskellige samtaler sammen, jeg skal forsøge at gengive noget af samtalerne her.

Jo, Karl og jeg snakkede en del om værnepligten. Dette er uden tvivl noget der gennemsyrer hele samfundet, eftersom alle mænd skal tilbringe mindst et år i militæret. Mange vælger at få det overstået efter gymnasiet, men det er også muligt at gøre efter en Master eller Phd. Karl og flere andre af mine kammerater ”valgte” at tilbringe et år som soldat, efter de havde taget en uddannelse. Som de siger det, så er det lettere ikke at blive hjernevasket når man først har en uddannelse. Det er også muligt ikke at komme i militæret, men så skal man blive erklæret sindssyg, gå igennem et helvedes bureaukrati, hvor også ens forældre skal skrive under på at man ikke er normal. De fleste vælger derfor at sluge det råt og få det overstået, men det er ikke for sjovt. Ofte bliver man sendt til områder med en form for lav konflikt, det kan være på Cypern eller i grænseområdet til Albanien og Makedonien. Her er man tvunget til at være sammen med op mod 200 andre mænd, og bliver konstant udsat for hårdt psykologisk pres. Ofte sover man som soldat ikke mere end 3 timer af gangen og maden der bliver serveret er stort set uspiselig. Det er strafbart at være politisk engageret, man skal melde sig ud af partier, fagforeninger og eventuelle interessegrupper i det år man er aktiv i militæret. Det er også strafbart overhovedet at diskutere politik, læse om politik eller læse aviser, for den sags skyld. Jeg forestiller mig at det i sig selv, var svært for mine mange engagerede kammerater her at overholde. De siger alle sammen, at de fleste af de værnepligtige er højreorienterede og små-racistiske, og at de slipper af sted med at ytre sig politisk i forsvaret for landet. Som anarkist eller venstreorienteret skal man altså lytte til rigtig meget lort igennem et helt år. Og hvis de andre finder ud af at man ikke er enig i deres analyser, eller hvis de finder ud af at man læser noget som helst litteratur, så starter en hadsk mobning som Karl endnu ikke har glemt.

Den årelange konflikt med Tyrkiet, bliver igen og igen brugt som legitimering af den påkrævede værnepligt, samt de astronomiske summer der går til militæret. Men hæren fungerer altså også som en opdragelsesanstalt, hvor staten via militæret disciplinerer en stor del af befolkningen, og til en vis grad er med til at passificere den.

Jeg var ikke helt klar over hvad dagens program bestod af, jeg fulgte bare med. Vi forlod caféen og hoppede ind i en bil der stod parkeret ikke langt derfra. Der blev skruet godt op for noget soulmusik fra 60’erne og vi kørte mod Piraeus, som er en forstad der ligger ud til vandet. Undervejs så vi havnen, hvor alle færgerne til de græske øer afgår fra. Vi så også lystbådshavnen, der består af et aflukket havnebassin, udelukkende for stenrige mennesker med den ene kæmpe yacht efter den anden, det var et temmelig absurd syn. Vi parkerede bilen og gik en lang tur langs vandet. Det var vidunderligt at se ud over havet, som fortsatte så langt man kunne se, kun afbrudt af et par små-øer her og der i horisonten. Piraeus var engang en by for sig selv, men er i dag vokset sammen med Athen og kan være svær at adskille geografisk og visuel. Alligevel er der en stærk arbejder-klasse her, hvor især fiskere og havnearbejdere i mange år har kæmpet for deres rettigheder. Desværre ser man i dag meget arbejdsløshed på gaden, mange butikker er lukkede og store tomme fabrikker og varehuse rundt omkring, ligger tomme og ubrugte hen. Men på en sommerdag som i dag, så det hele nu meget yndigt ud; solen stod højt på en blå himmel og vandet var turqouise, der var mange kærestepar og familier ude at gå, folk slappede af i solen og spiste is på molerne.

Efter et stykke tid, fandt vi en meget fin lille restaurant, som lå ud til vandet og Karl inviterede selskabet derover. Karls kæreste bestilte maden, og lidt efter kom den ene fantastiske ret efter den anden. Vi fik rejer stegt i hvidløgs-olie, stegte blæksprutte-stykker, små grillede sardiner, græsk tomat soldat, bønnepostej, kartofler og salat. Vi drak raki, rødvin og en enkel øl og vi blev siddende i flere timer mens solen langsomt gik ned, det var vidunderligt!

Efter den overdådige middag slæbte vi os hen af gaden mod bilen, og Karl pegede over på den nyeste del af havnen, som sidste år var blevet solgt til et kinesisk firma. Det kinesiske firma, som har bygget flere kæmpestore kraner, der med deres nymalede røde farve står som et monument over udviklingen på Piraeus industrihavn, har overtaget det meste af den logistiske håndtering af varer, og overholder ingen af de rettigheder som den kommunistiske fagforening for industrielle havnearbejdere har tilkæmpet sig. Det er tydeligt når man går rundt i Piraeus, at noget drastisk har ændret sig. Her i byen fandtes der engang store og velfungerende shippingfirmaer og Piraeus var indtil for nylig den vigtigste havn i det østlige middelhavsområde. I dag er der som sagt mange tomme huse og fabrikker, og meget af den infrastruktur der blev bygget op til de Olympiske Lege i 2004, er allerede godt på vej i forfald og minder de forbipasserende om den store økonomiske fadæse, landet blev udsat for tilbage i 04.

Overalt i de små gader væk fra havnen, kunne man lugte og se at folk fyrede med brænde. Dette var noget nyt ifølge Karl, han mente det var fordi folk ikke længere havde råd til petroleummen som normalt bliver brugt til central opvarmning. Som boligejer eller lejer, har man ret til at nægte at modtage varme for bygningens centrale varmekilde. Det vil betyder i realiteten at hvis et hushold ikke har råd til at betale for varmen, så bliver varmen lukket i alle lejlighederne. Jeg har derfor været i flere lejligheder hvor folk enten havde varmeapparater, varmeblæsere eller altså fyrede op med brænde. Denne udvikling, sagde Karl og hans ven som er læge, kan få store sundhedsmæssige konsekvenser for byens borgere, der med befolkningstætheden og de giftige partikler i soden, kunne risikere at blive syge. Jeg syntes ikke lugten i gaderne var ikke grim, jeg er selv vokset op med brændeovn og finder det en smule romantisk, men hvis mange flere huse bliver nød til at fyre op på denne måde, så kan jeg godt se at der er en vis sundhedsrisiko inkluderet. Karl mindede om Engells beskrivelser af det industrielle Manchester tilbage i 1844, og drog paralleller til nutidens arbejdere.  

Vi fandt bilen, klemte os sammen og kørte ind til Athen centrum igen. Ikke helt overraskende endte vi på en bar i Exarchia og snakken fortsatte. Hver gang jeg slynger spørgsmål ud, så har Karl svaret på det, og kan yderligere supplere med de nyeste tal, for således at styrke analysen. Karl har også boet i København i et par år, før han skulle i militæret, og det vidste sig at vi kender flere af de samme folk. Kort sagt, så er der meget at snakke om, så meget at jeg ikke kan få det med her, det må læseren få lejlighed til en anden gang.

På vej hjem gennem Exarchia, lagde Karl igen mærke til at der er færre og færre folk ude om aftenen. Ifølge danske forhold syntes jeg der er mange mennesker ude, men Karl er ikke den eneste der har bemærket det. Ifølge alle mine kammerater her, så er der mange barer der er lukkede, og folk går ikke lige så meget ud som de plejer. Enten fordi folk er på ferie, eller fordi de er flyttet eller også har de bare ikke længere råd. I aften var der igen mange halv-tomme barer i Exarchia og gaderne var på trods af den lune aften, ikke fyldt med mennesker, det bekymrer flere af mine kammerater. Karl foreslog at jeg skulle skrive noget om de tomme barer, for ham var det endnu et tydeligt tegn på krisen.   

Migrationen

Hverdagen i Athen, er ikke altid så dramatisk som jeg måske gør den til. Selvom jeg syntes jeg har oplevet utrolig meget i den korte tid jeg har været her i, så er det langt fra hver dag der er demonstrationer, møder og aktioner. Folk arbejder, køber ind og hænger ud, ligesom så mange andre steder. Arh, de arbejder nok mere her end man gør i København, og køber nok lidt mindre ind, mens de hænger en del mere ud. Jeg får også hængt en del ud mens jeg er her, mine kammerater er altid at finde på gaderne i Exarchia, vi behøver ikke engang at bruge vores mobiltelefoner.

I dag var sådan en dag, hvor jeg mest af alt bare vader rundt og hænger ud. Exarchia er uden tvivl det rareste sted i byen, ikke kun fordi politiet ikke er tilstede, men også fordi der er mere offentligt byrum; pladser, gågader og udsigtspunkter. Typisk møder jeg et par af mine kammerater på enten Exarchia Square eller på en af stambarerne. Vi drikker en kop kaffe eller en øl, og snakker om hvad vi lavede i går, om vejret, om dagen i dag og om hvad der er sket siden sidst; om der har været nogen aktioner eller konfrontationer. Jeg har typisk et væld af spørgsmål om det ene eller andet og mine kammerater fortæller hver om deres syn på tingenes gang. De er ikke altid enige, men alle dem jeg har mødt her, er utrolig reflekterede over det som der foregår, og der er helt klart et behov for at snakke om det. Nogen griner mens de snakker om alt som det der foregår, andre bliver helt tavse. Alle folk reagerer forskelligt, men de er uden tvivl meget påvirkede af situationen og føler sig alle sammen usikre på fremtiden.

Blandt mine græske kammerater er der meget snak om jobs, alle kæmper i deres hverdag for at få tingene til at hænge sammen. Selvom de fleste folk jeg har mødt, har lange og gode uddannelser, så er de tvunget til at have flere forskellige jobs og man skal være meget heldig hvis man får et job der svarer til ens uddannelse. Jeg har mødt arkitekter der ordner negle, økonomer der udbringer pizzaer, antropologer der serverer drinks og engienører der pakker bøger. Og de er heldige, fordi de lige kan klare sig selv, til gengæld arbejder de så hele tiden. Derfor bliver jeg også altid overrasket over hvor meget de hænger ud sammen, når de har fri. I mange lande går man bare hjem og tænder for fjernsynet, mens man her går på gaden og hænger ud med sine kammerater.

Jeg tog på Milos bar i Exarchia, hvor en af mine kammerater arbejder, her bliver man altid taget godt imod, og chancerne for at møde nogle af de andre er også stor. Og ganske rigtigt, her sad der i dag et mindre hold og hilste mig velkommen da jeg trådte ind. Alle de folk jeg har mødt her er meget søde, og som gæst udefra får man altid det bedste af det bedste. Der er også meget solidaritet blandt mine kammerater og de er fantastisk gode til at tage sig af hinanden. I aften var der en farvel-fest for Silvia som tager til London på mandag, og alle omkring bordet ville tage til festen. Emma som også var der, virkede lidt mut, og hun sagde at det var hårdt at så mange af hendes kammerater flyttede til. I den tid jeg har været her, har 5 forskellige kammerater fra forskellige vennegrupper forladt Athen for at flytte til udlandet. Nogen flytter pga. uddannelse, men de fleste flytter fordi de ikke længere kan holde situationen i det græske samfund ud, fordi der ingen jobs er og fordi folk bliver slidt op af den usikre fremtid. Emma støttede selvfølgelig Silvia i hendes beslutning, men alligevel var der en anelse skuffelse.

Mange af de folk som flytter fra Grækenland, tager til London, Berlin og Paris. Rundt om bordet sad der også en ung kvinde som netop havde fået et tilbud om at tage til San Francisco, hvor hun kunne få et udmærket job med en god løn. Hun fortalte at hun ikke viste hvad hun skulle gøre og det blev til en længere diskussion om de forskellige muligheder. Nogen mente at det var nærmest forræderisk at tage herfra nu, mens andre sagde at de ville gøre det samme hvis de fik chancen. Alternativet til jobbet i San Francisco var et undervisnings job med børnepasning, her i byen. Her skulle hun arbejde 5 dage om ugen, i 8 timer om dagen og desuden overnatte en enkel nat, til 400€ om måneden. Lige nu var hun flyttet hjem til hendes forældre, fordi hun ikke kunne finde noget job der gav nok til at hun kunne have sin egen lejlighed. I San Francisco ville hun have råd til hendes egen lejlighed, arbejde halvt så meget og få mindst dobbelt så meget i løn. Det blev mere og mere klart at hun skulle tage imod tilbuddet og rejse til USA, hun kunne altid komme tilbage hvis situationen i Grækenland blev bedre, eller hvis revolutionen pludselig stod for døren.

Jeg kunne ikke lade være med at have ondt af mine kammerater, det var tydeligt at det påvirkede folk at så mange af deres kammerater rejste herfra, og det kan man jo godt forstå; folk bliver spredte og mister måske kontakten, fra den ene dag til den anden støder man ikke på dem på gaden i Exarchia, de er pludselig væk. Generelt er der ingen af dem jeg har mødt her, som ved om de vil blive i landet, men at flytte til udlandet lader også til at være lidt af et tabu. Situationen er meget usikker, ikke kun for landets økonomi, men for hele befolkningen, ingen ved hvad der kommer til at ske, og denne uvished gør naturligvis folk ængstelige. Det er svært at være optimistisk og bevare håbet om at det nok skal gå, recessionen bliver dybere og dybere og repressionen mere og mere tung. Folk søger sammen, forsøger at starte forskellige initiativer op, laver aktioner, snakker, skriver og analysere hvad der foregår, hænger ud og laver ingenting sammen. Og engang imellem når vreden og frustrationerne bliver for store, laver de riots, angriber politiet, fascisterne eller smadrer en bank.

Farvel-festen var fin, men folk var uden tvivl lidt kede af at Silvia ville rejse. Der blev drukket og sunget sange på gaden, vi gik alle sammen videre fra bar til bar og Exarchias gader vrimlede med folk, som så ud til at gøre det samme som os. 

Det Polytekniske Universitet

Silvia som er på vej til London for at skrive en Phd. om noget med noget nanoteknologi, og som jeg havde mødt til en Marx-læsegruppe i Scaramaga, havde lovet at vise mig det gigantiske Polytekniske universitet, som ligger oppe i bjergene, i udkanten af byen. Universitetet er tegnet og planlagt under militærjuntaen i 1970’erne, men blev først opført i 80’erne. Det var militærjuntaens ønske at placere universitetet udenfor byen, således at de revolutionære studerende ikke opholdte sig i centrum, tæt på parlamentet og regeringskontorerne. Kvarteret som det store Polytekniske universitet blev bygget i, bestod dengang primært af en kæmpe militærbase, samt landets største politiskole. Desuden ligger riot-politiets hovedkontor klods op af universitetets mure, og op til flere gange er det kommet til sammenstød på grænsen af universitetsgrunden.

Transporten til og fra universitetet er elendig; vi skulle først med en metro, så en bus og så gå et stykke, før vi ankom til universitetets port. Silvia fortalte hvor umuligt det var om morgenen, hvor tusindvis af studerende alle sammen skulle den samme vej, og busserne var propfyldte. Jeg var glad for at vi ikke var taget af sted om morgnen, og at det ikke var sommer og 50 grader varmt i bussen. Vi gik ind gennem en stor port og nu kunne jeg se bygningerne, som strakte sig op af bjerget med udsigt ind over byen. Det er ved gud noget af det grimmeste byggeri jeg har set i mit liv, mage til deprimerende og uinspirerende arkitektur skal man lede længe efter. Bygningerne som lå placeret en efter en, var bygget i cement med små firkantede vinduer og ind imellem lå der store uduelige fællesarealer med overgroet asfalt. Al infrastrukturen lignede noget fra en amerikansk militærbase, det var holdt i armygrønt eller gråt, mens samtlige installationer var malet gule, overalt var der høje kantstene og cementbænke, kun graffitien og de politiske malerier gav dette sted et strejf af menneskelig kontakt.

Dette er landets største og mest prestigefyldte universitet, som hvert år uddanner flere tusinde studerende indenfor kemi, fysik, matematik og ingeniørarbejde. Hver retning har hver deres grimme to-etagers bygning, med kantine, klasselokaler og et auditorium. Der er graffiti og plakater ud over alt, mange vinduer og døre er smadrede, og de mørke cementgange føles nærmest uhyggelige at gå igennem. Silvia ville først og fremmest vise mig hendes tidligere ’steki’, som lå i en af de første bygninger, tæt på udgangen. Som jeg også har forklaret i tidligere indlæg, så er en ’steki’ en slags politisk gruppe der er arrangerer events, demonstrationer og udgiver tekst-materialer osv. sammen. ’Stekien’ på det Polytekniske Universitet er et af landets ældste og kendt over hele Grækenland for deres store politiske engagement. De har nu på 8. år besat et tidligere klasselokale, som de har omdannet til deres ’steki’ med politiske plakater på alle vægge, en bar, et interimistisk køkken og et udmærket bibliotek med bøger, zines og plakater fra en masse forskellige grupper. Her holder de ugentlige stormøder, hvor ca. 30 mennesker diskuterer ’stekiens’ aktiviteter. Deres ’steki’ har arrangeret demonstrationer og aktioner på universitetet mod den nye Bologna-aftale og andre neo-liberale lovændringer, men laver også meget af deres arbejde ude i samfundet, med større politiske temaer, såsom anti-racisme og naturligvis de nye massive nedskæringer.

Da vi trådte ind af døren, sad der 6 unge anarkister og drak iskaffe. De var enormt søde og gæstfrie, men skulle lige komme over deres generthed overfor det engelske, før de slappede mere af. Ifølge Silvia tilbragte medlemmerne af ’stekien’, langt det meste af deres tid på det politiske arbejde, undervisningen kom altid i anden række. Vi sad i lang tid og bladrede igennem deres seneste mange tekster og analyser, som omhandlede alt fra den kapitalistiske krise, til en kritik af universitets arkitektur og beliggenhed. Ved siden af bordet vi sad rundt omkring, var der opstillet to kæmpe metallåger, som stod lænet op af hinanden. Da jeg spurgte til dem, begyndte alle i lokalet at fnise; det var skolens låger som de havde savet af med en vinkelsliber i sidste weekend, så de studerende havde adgang til universitetet om natten. Dette var noget de gjorde engang hvert halve år, lige så snart rektoren havde fået opsat nye låger. Mens nogen havde savet lågerne af og slæbt dem tilbage til ’stekien’, havde en anden gruppe klistret plakater med en tekst omkring aktionen op over hele universitetet. De forstår virkelig at tage situationen i egne hænder her, og er ligesom mange andre grupper, gode til at skrive og kontekstualisere deres aktioner.

En ung kvinde på omkring 21 år, fortalte mig om hendes engagement i kvarteret lige udenfor universitetet. Her var hun i en gruppe, som var i gang med at starte en børnehave op som et kooperativ, efter staten for nyligt havde lukket den sidste og eneste børnehave i kvarteret. Desuden havde de besat en gammel villa, hvor de lavede græsk-kurser for illegale immigranter, og drev en frivillig sundhedsklinik. Mange fra deres ’steki’ var også engagerede i disse aktiviteter, og de pointerede alle sammen vigtigheden i det lokale engagement udenfor universitetet. De fortalte også at flere af deres kammerater i ’stekien’ sad i fængsel, og at de derfor også bruger meget tid på solidaritetsarbejde med de politiske fanger. En af drengene rundt om bordet, fortalte lavmælt at han var blevet sigtet som den eneste, for at have sat ild i Marfin-banken under en generalstrejke tilbage i maj 2010. Denne brænd kostede 3 mennesker livet, heriblandt en gravid kvinde, og satte sig dybt ind i den antiautoritære bevægelse, der blev mere eller mindre paralyseret derefter. Drengen der fortalte historien, og som altså var sigtet for angrebet mod banken, blev erklæret uskyldig, flere videooptagelser fra Syntagma pladsen viser tydeligt at han ikke var i nærheden af banken på det givne tidspunkt. Der går utallige af rygter om angrebet på Marfin-banken, som mange mener den antiautoritære bevægelse aldrig er kommet sig over, men ingen ved hvem der kastede molotovcocktailsene og satte ild til banken, og ingen er endnu blevet dømt for mordene.

Den unge drengs fortælling skabte en trist stemning i lokalet, det var tydeligt på ’stekiens’ medlemmer, at dette var en tragedie som de ikke havde glemt. En anden fyr stoppede stilheden ved at rejse sig op og gå over mod en aflukket dør, bagerst i lokalet. Han sagde jeg skulle gå med, han ville vise mig noget. Han fandt sit nøglebundt frem og åbnede to låse på døren, før han lukkede op til et mindre lokale der var indrettet som lydstudie. Her, sagde han stolt, blev Grækenlands største piratradio sendt fra. Det var den radio som havde arrangeret en konference om piratradioer i den første uge jeg var her, og det her var altså studiet der blev sendt fra. Og nu, sagde han, vil jeg vise dig den største hemmelighed. Bag en opslagstavle var der endnu en aflåst dør, han åbnede op, og der stod et stort skab med en masse ledninger. Dette var Athens Indymedias server, den som bliver brugt dagligt af alle fra den antiautoritære bevægelse, og den som politiet og staten gentagne gange har forsøgt at få ram på. Indtil for nyligt, var der ingen der vidste hvor denne server stod, på nær medlemmerne i ’stekien’. Men for nogle måneder siden, havde en højreorienteret studerende på universitetet fundet ud af det og informeret politiet om det. I dag var det ikke længere nogen hemmelighed, og de var begyndt at diskutere om den skulle flyttes til et nyt sted. Det var tydeligt på ’stekiens’ medlemmer, at der var et stort ansvar forbundet med at passe på denne server.

Jeg fik en masse af deres pamfletter og plakater med, vi tømte den sidste iskaffe, låste af og kørte alle sammen i bil ind til Exarchia for at spise frokost. Da vi ankom til Exarchia vrimlede det med politi overalt, DELTA-motorcykel enheden kørte rundt i store korteger, og Exarchias plads var omringet af riot-politi. Der var ingen på gaderne, så vi viste ikke hvad der var sket. Politiet skulle muligvis bare ind i Exarchia for at vise deres styrke, eller træne de unge nye politifolk. Jeg forsøgte at skjule den gennemsigtige pose med alle de politiske tekster og flyers, og holdt vejret da vi gik forbi politikæderne.

Om aftenen var der indkaldt til stormøde om de anholdte fra søndag d. 12., på den anden afdeling af det Polytekniske Universitet, i udkanten af Exarchia. Et stort auditorium var blevet besat for at holde mødet, og de forventede at mange fra miljøet ville komme. Da vi kom dertil, stod der folk og holdte øje med at der ikke var journalister eller politi blandt mødedeltagerne, og på vej op af trappen og ind gennem en aflang hal, følte jeg flere gange at der blev kigget efter mig, nok fordi jeg ikke så ud som de andre og nok fordi de ikke kendte mit ansigt. Sikkerheden blandt de antiautoritære er indenfor de seneste år blevet højnet, efter politiet har fået mere sofistikeret aflytnings- og overvågningsudstyr og har en stor afdeling der kun holder øje med den antiautoritære bevægelse. Da vi endelig kom frem til auditoriet, stod der igen et par ’vagt-typer’ og bad folk om at ligge deres telefoner i en kurv. Salen var fyldt med mennesker, og modsat det stormøde jeg havde været til under generalstrejken på det besatte Jura Universitet, var der her en mindre panisk stemning, og folk lyttede intensivt til den ene efter den anden som tog ordet. Vi blev hængende i en halv times tid, før vi listede ud og gik op på pladsen som nu lignede sig selv igen. Vi købte en øl og satte os ved siden af et bål. Efter flere andre øl og meget brænde på bålet, takket jeg af for dagen og aftenen, og gik hjem. 

Lost!

Lige som så mange andre dage, startede jeg ud med skrive et indlæg på bloggen, for derefter at bevæge mig ud i gaderne ved en 13-tiden, det er blevet min rutine her. Solen var lun og det havde netop regnet, så gaderne var stadig våde og asfalten duftede af forår. Gennem Plaka, ved foden af Akropolis, og den ene souvenir butik efter den anden, og videre ned af den chikke Voulis, mod Syntagma pladsen. Her var alt som det plejer; folk småløb fra metroen over pladsen, duerne hakkede i gamle brødkrummer, hundene lå omkring på siden og fik en skraber, mens politiet hang ud i store grupper, med skjoldene ved deres fødder og røg cigaretter, det var en ganske almindelig dag i Athens centrum.

Jeg havde set en stor flot bog om Pariserkommunen i en boghandel i Exarchia, som jeg nu styrede hen imod. På en af de smalle gågader tæt på Exarchias plads, ligger der en fantastisk boghandel med en masse spændende bøger. Boghandelen, som hedder Elefteros Typos, fungerer også som forlag og har oversat de vigtigste politiske bøger til græsk siden 1960’erne. Jeg brugte lang tid på at kigge igennem de græske oversættelser, og gætte mig frem til hvilken bog det var. Der var oversættelser af alt fra Kropotkin, til Goldman, Bakunin, Debord og Tiqun, kun en enkel hylde havde gamle bøger på engelsk, og heriblandt altså en rigt illustreret bog om Pariserkommunen med titlen: ”The Terrible Year”. Den kostede mig 20€.

Manden som ejer boghandelen og forlaget, er en gammel anarkist på omkring 65 år, som ikke alene har fulgt udviklingen i det græske samfund, men også udviklingen i Exarchia og den antiautoritære bevægelse lige siden 1960’erne. Jeg spurgte ham om han kendte til et arkiv eller nogen foto-bøger som har billeder fra Exarchia, i tiden efter 2. Verdenskrig og frem til i dag. Jeg fortalte ham at jeg var interesseret i Exarchias historie, og at jeg gennem de sidste 2 uger, havde spurgt alle mine kammerater, søgt på nettet, i boghandlere, på bymuseet og på et enkelt bibliotek, men havde endnu ikke set eller hørt om en bog eller en samling af fotografier fra Exarchia i denne periode. Jeg var heller ikke stødt på nogen skriftlig historie om bydelens udvikling. Han slog ud med armene, og sagde at en sådan bog ikke fandtes. Ifølge ham, var der ikke nogen der interesserede sig for lokalhistorie, og slet ikke fra tiden efter 2. Verdenskrig. Jeg ville kunne finde lidt her og der i forskellige bøger, men nogen egentlig bog med Exarchias historie fandtes ikke, og et arkiv kunne jeg glemme alt om.

Ejeren af boghandelen var rar og snaksaglig, vi fik på kort tid snakket om både Situationisterne, den kapitalistiske krise, den antiautoritære bevægelse, udviklingen i Exarchia og Nørrebro. Han gjorde som gamle mænd ofte gør, og fortalte konstaterende at der ikke længere fandtes nogen ’bevægelse’. I 80’erne og 90’erne var der en bevægelse, dengang var Exarchia fyldt med anarkister, og folk diskuterede og protesterede konstant. I hans tidligere boghandel, kom der hver dag mellem 200-400 mennesker forbi, hang ud, snakkede og arrangerede protester osv. Ifølge ham var folk i dag blevet bedre til at kæmpe mod politiet, det havde de lært af de tyske autonome i slut 80’erne, men bevægelsen havde glemt alt det andet; de daglige kampe, solidariteten og den anti-kapitalistiske diskurs. Han mente at nihilisterne havde taget over, og at de unge i dag ikke længere er interesserede i at bygge selvorganiserede steder og infrastruktur op, men udelukkende er interesserede i at smadre banker og slås med politiet.

Jeg sagde, at jeg ikke havde været noget sted i verden, hvor folk var lige så godt organiseret som her, og at jeg i løbet af de seneste par uger havde set meget solidaritet og fælles kamp udfoldet på mange forskellige måder. For mig at se er det en stor og stærk antiautoritær bevægelse. Ejeren af boghandelen slog igen ud med armene, og rystede på hovedet som kun en gammel boghandler kan gøre det. Ifølge ham ser det meget sort ud for Grækenland og for de yngre generationer. Det er svært at enes om noget,  selv indenfor det antiautoritære miljø. Bevægelsen er splintret i stykker og fraktionerne bruger deres energi på at bekrige hinanden, i stedet for at bekrige kapitalismen. Staten og politiet vil slagte os, som han sagde det. Han pakkede min bog ind i nogle gamle aviser, jeg ønskede ham styrke og fortsat god kamp, og gik derfra en smule fortvivlet over den gamle mands deprimerende analyse. 

Senere på dagen mødtes jeg med en ven fra København, som også er i byen et stykke tid. Kommunisterne havde indkaldt til demonstration klokken 16 på Syntagma, og vi aftalte at mødes derinde. Da jeg kom ind på pladsen omkring klokken 16:45, var der stort set ikke dukket nogen mennesker op. Vejen var ikke engang afspærret og biler og motorcykler farede forbi, mens de fremmødte demonstranter stod på den øverste del af Syntagma og kiggede over på politiets massive kæder foran parlamentet. På dette tidspunkt har der nok været mindst 4 gange så mange synlige politifolk som demonstranter, og politiet havde opsat et langt jernhegn op der hvor folk normalt står. Dette havde jeg endnu ikke set til nogen af demonstrationerne, ikke engang under den store generalstrejke var der opsat hegn, og det virkede en smule overdrevet i forhold til det meget beskedne fremmøde.

Der var en underlig stemning, folk tøvede med at gå over på den anden side af vejen hvor jernhegnet var sat op, og blev i lang tid stående på den modsatte side af vejen. Det var en løjerlig blanding af mennesker; mange ældre og folk som ikke så ud til at tilhøre nogen politisk gruppering. Jeg så et par som stod og viftede med en bunke ubetalte regninger, mens de råbte et eller andet. En kvinde stod helt alene for sig selv og sang en sang i en lille megafon mod politiet. En mand havde bygget en galotine, som han holdte op mod parlamentet. Og en anden ældre mand stod og fægtede med et håndtegnet skilt, hvor der stod noget med regimets premierminister Papademos, mens han råbte til folk at de skulle komme ud på vejen. Han var tydeligvis vred og ophidset, men virkede også en anelse forstyrret, hans vildskab og overmod tiltrak en masse opmærksomhed, som han udnyttede i den ene lange brandtale efter den anden, mens mange omkring ham stod og rystede på hvovedet. På et tidspunkt kravlede han op på jernhegnet og råbte nu mod politiet og parlamentet, og pludselig satte han i løb ind over det afspærrede område hvor politiet stod i rækker, mens han råbte og skreg. Politiet rykkede frem i kæderne og to civile politifolk fik presset den skrigende mand hen til hegnet igen.

Det var altså en mystisk demonstration det her, og det lod ikke til at der ville dukke flere mennesker op, på dette tidspunkt har vi ikke været mere end 200-300 mennesker. Men pludseligt kunne man se politiet løbe ned og opstille sig i kæder omkring den nedre del af Syntagma, mens taktfaste kampråb lød fra en af sidegaderne. Vi gik hurtigt derned for at se hvem der kom, og ikke helt overraskende var det de stalinistiske PAME-tilhængere, som ofte går i kæmpe blokke til demonstrationerne. I tusindvis havde de samlet sig på Omonia pladsen og kom nu gående i deres velkendte hurtige tempo, i kæder, og for nogens vedkommende iført hjelme og udstyret med tykke kæppe. Der var rigtig mange af dem, men til vores store overraskelse gik de ikke op på pladsen, de fortsatte blot forbi og videre ud af Amalias. Vi stod lidt og så forvirret ud over den massive blok, mens den passerede os og Syntagma pladsen. Vi besluttede at gå med den, om end på fortovet med en mindre symbolsk distance til blokken. Det ene kampråb efter det andet blev råbt, mens blokken fortsatte med at gå lige ud i samme hurtige tempo, som om de skulle nå et eller andet, de var i hvert fald på vej et sted hen. Men pludseligt, efter 10 minutters march, stoppede blokken op og over store megafoner blev demonstrationen annonceret for overstået. Vi stod igen og så lidt forvirrede ud, før vi spurgte en dame om hvad det var der foregik. Hun fortalte at de ikke kunne komme ind på pladsen, som de ellers havde regnet med, på grund af politiet. Demonstrationen sluttede her og folk ville tage en metro væk herfra. 

Vi gik noget skuffede tilbage til Syntagma, hvor det nu var blevet mørkt og folk stadig stod og hang ud. Der var mange af de samme mennesker som tidligere, men nu var der også kommet et par unge typer som var ude på ballade. Mens den gamle mand stadig fægtede med sit skilt og råbte og skreg,

begyndte en gruppe af unge nu at kaste et par kanonslag ind over jernhegnet på politiet, som ikke rigtig reagerede. Folk virkede meget desillusionerede, og så ikke rigtig ud til at vide hvad de skulle gøre af sig selv. Det vidste vi heller ikke, og mens vi stod og fulgte med i denne besynderlige forsamling af mennesker, kom en besynderlig mand hen til os og begyndte at snakke. Han havde nogen intense øjne og stod meget tæt på vores ansigter, mens han begyndte at snakke om ulve og lam, og om hvordan en dag lammene vil rejse sig mod ulvene og retfærdigheden ville ske fyldest. Han blev ved sådan i lang tid, mens vi blot stod og lyttede på alt hans profetiske snak, som ikke rigtig gav nogen mening. 

Jeg gik i seng om aftenen, meget forvirret over hvad jeg havde set i dag. Jeg fattede aldrig rigtig hvorfor stemningen havde været så underlig. Nogen gange kan man virkelig føle sig lost i det her samfund, specielt når man ikke forstår sproget. Men i dag var jeg vist ikke den eneste som følte sig lidt lost. 

Are We All Greeks Now?

Lige siden jeg kom hertil, for nu 22 dage siden, har spørgsmålet om solidaritet cirklet rundt i mit hoved. Hver dag ser jeg flere og flere hjemløse, små butikker som lukker og folk som ikke har råd til mere end en pose ris i supermarkeds køen. Pensionisterne ser slidte ud, de studerende virker mere desperate. Stort set alle mine kammerater arbejder røven ud af bukserne, de møder tidligt om morgenen og holder ikke fri før kl. 20-21 om aftenen, kun de heldige som har 2-3 forskellige små jobs kan klare sig selv. Imens finder jeg mig selv sove længe, gå i supermarkedet for at købe juice til morgenmaden, som jeg nyder på min balkon med udsigt til Akropolis. Jeg har tid til at læse artikler på nettet, fare vild på lange gåture, deltage i alle demonstrationerne, blive ude til sent om natten osv. Jeg har en masse privilegier her, og de fleste andre steder jeg rejser hen, fordi jeg er har et dansk pas. Denne problematik er nok kendt for de fleste som har rejst til Indien, Guatemala, Kenya eller et hvilket som helst andet mindre velstillet land. Alligevel presser spørgsmålet om solidaritet sig på mens jeg er her. Hvad betyder solidaritet med det græske folk, og hvordan kan det praktiseres så det i virkeligheden hjælper dem?

I weekenden var der indkaldt til en global solidaritets-dag med netop det græske folk, under overskriften: ”We Are All Greeks Now”. I stort set samtlige vestlige lande (Tyskland, Østrig, Belgien, Danmark, Spanien, Finland, Island, Irland, Italien, Holland, Portugal, England, Sverige, USA mfl.) samlede folk sig i demonstrationer på 20-800 mennesker, foran de græske ambassader eller i byers centrum. I indkaldelsen stod der: ”Når et folk er under angreb, er alle folk under angreb. (…) Det græske folk har modigt rejst sig mod den sociale terrors politik. (…) Det græske folk har brug for international solidaritet og de kalder på vores støtte. Lad os besvare deres kald. Vi er alle grækere! Vi nægter at ofre mennesker for penge, som det bliver gjort med grækerne. Lad os tage livet i vores egne hænder. Sluk for din computer, deltag i mobiliseringen!”

  

I London samledes der omkring 300 mennesker foran den græske ambassade, heraf var op mod 280 af dem grækere bosat i England. Der blev råbt kampråb på engelsk og græsk, mens der blev uddelt flyvesedler og holdt bannere op. Da de fremmødte startede på at gå igennem gaderne, blev de mødt med buh-råb fra forbipasserende, og flere råbte: ”Betal jeres skatter!”, efter demonstrationen. I selve demonstrationsoptoget kunne man se flere store græske flag, og den græske nationalsang blev sunget i kor op til flere gange. I Paris var situationen mere eller mindre den samme, men her blev også den traditionelle græske dans, ’syrtos’, danset af de fremmødte demonstranter i solidaritet med det græske folk.

Men er dette virkelig hvad det græske folk har brug for? Er det virkelig solidaritet? Skal vi bare købe mere fetaost og blive bedre til at udvise vores filhellenistiske glæde over den græske kultur? Det er naturligvis meget vigtigt, at flere og flere mennesker bliver klar over alvoren i det som der foregår her. Men det er altså ikke et græsk problem, det er et kapitalistisk problem, og det går lige nu også hårdt ud over den portugisiske og spanske befolkning, mens befolkningerne i Italien og Frankrig gør sig klar til at det bliver deres tur.

Denne måde, at dreje den kapitalistiske krise og klassekampen ind i en såret national stolthed, er desværre noget jeg har set meget af her. Til alle de store demonstrationer ser man folk indsvøbe sig i det græske flag, mens en voksende anti-eu og anti-tyskland kampagne, med holocaust-sammenligninger og billeder af Sarkozy og Merkel i SS uniformer, dukker op flere og flere steder. 

Det er som om mange mennesker glemmer at denne kapitalistiske krise, er et system i krise. Penge og værdier skifter hurtigt hænder, og det er de fattigste som skal betale prisen. Det er ikke angreb på nationale værdier (hvad det så end er), det er først og fremmest et angreb på middel- og arbejderklassen, og den findes over hele verden. ”Når et folk er under angreb, er alle folk under angreb”, som det stod i indkaldelsen til We Are All Greeks Now.

Ifølge den brasilianske radikale pædagog, Paulo Freire, ”kræver solidaritet at man går ind i samme situation, som dem man er solidarisk med. Solidaritet er derfor en radikal holdning”. Samme argumentation mødte jeg, da jeg her til aften diskuterede med mine kammerater om weekendens solidaritets-aktioner rundt omkring i verden, på en bar i Exarchia. Solidaritet for dem, er ikke at erklære at vi alle sammen er grækere, det hjælper ikke nogen. Ifølge dem, skal solidaritet udfoldes som en aktiv kritik af staten og kapitalens tyranni over hele verden. Kun gennem en vedvarende kamp mod den globale undertrykkelse i den kontekst man nu engang befinder sig i, kan man udvise solidaritet. Det er ikke længere lokale og isolerede kampe der foregår, alle befolkninger i verden har ret til frihed. Ifølge mine kammerater betyder gensidig hjælp og omsorg, at vi ikke alle sammen er grækere; det betyder at vi ikke er fra noget land, at vi ikke har nogen nationalitet, vi er det som vores revolutionære solidaritet gradvist vil gøre os til. De opfordrede altså alle folk der vil udvise solidaritet med det græske folk, til tage del i klassekampen der hvor de bor, om det så var ved at smadre banker, starte selvorganiserede kooperativer eller oplyse befolkningen om de ting der foregår, så racistiske argumentationer som de ”sydeuropæiske arbejdere er langsomme og dovne”, kan pilles fra hinanden.

De andre om bordet, fortalte om hvordan folk fra hele Europa tager hertil for at kæmpe mod politiet på gaden. Det antiautoritære miljø her i byen, er kendt ude i verden for at være gode til gadekampe, og det har gjort at andre antiautoritære fra Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien ofte køre hertil, når der er optræk til ballade. Men dette var for dem heller ikke meningen med solidaritet, disse folk var bare riot-turister, som tager hertil for at få et adrenalinchok og så køre hjem igen.

Jeg forlod baren og gik hele vejen hjem, mens jeg overvejede min egen rolle under dette ophold, og forholdet til den danske kontekst. Jeg har lært meget af de venskaber, samtaler og informationer jeg har fået mens jeg har været her, ikke kun om situationen i Grækenland, men om klassekampen overalt i verden. Jeg håber ydmygt på, at jeg gennem dette skriveri, kan være med til at informere læseren derhjemme og ved at dele mine tanker og oplevelser herfra, være med til at styrke den internationale solidaritet. 

Repressionen

Siden søndag d. 12. Februar, hvor hundredetusinde af mennesker over hele Grækenland, gik sammen på gaden mod de nye vanvittige forringelser, og det meste af Athen centrum stod i flammer, har politistaten og repressionen ikke overraskende intensiveret sin magt. Jeg kunne skrive meget om politiets massive magtudførelse her i landet, og det har jeg da også gjort glimtvis i tidligere indlæg, det er personligt den mest ekstreme repression jeg har oplevet i mit liv, på lige fod med Syrien som jeg besøgte for 4-5 år siden.

Det græske politi, er det næststørste i Europa (for hver 303 person er der 1 politimand) og det er på trods af at kriminalitetsraten (indenfor voldelig kriminalitet som voldtægt, overfald, mord osv.) er en af de laveste i EU. Derimod er den politiske ”kriminalitet” højere end noget andet EU land. Som læseren måske kan fornemme er der dagligt voldelige sammenstød mellem politiet og befolkningen her. Udover det kæmpemæssige politikorps, råder Grækenland også over den største hær per indbygger indenfor NATO, som vil kunne indsættes som supplement til politiet, i tilfælde af en borgerkrig. Der er værnepligt for alle mænd i alderen 18-30 år, og man skal være overbevisende sindssyg for at undgå det obligatoriske år i den græske hær. Værnepligten er noget jeg håber på at vende tilbage til en anden dag.

Denne massive ”sikkerhedsforanstaltning” er naturligvis ekstrem dyr; af alle NATO lande, er Grækenland klart det land der bruger flest midler på militæret, så meget som 3,1% af deres BNP (ca. 690.000.000.000 €). Og dette tal er lav sat, eftersom ingen lande offentligt siger hvor meget af deres statsbudget går til militæret. Desuden er Grækenland det land i EU som importerer flest våben per indbygger, og under denne kapitalistiske krise er tallet kun skudt i vejret. Den store import af især tyske våben, har da også været hentydet til i mange analyser, som årsagen til Tysklands stædige forsøg på at låne den græske regering penge. Det kan altså ikke udelukkes at et af de elementer der har været med til at bringe Grækenland i dyb økonomisk krise, er de astronomiske midler det illegitime regime bruger på at beskytte sig mod sin egen befolkning.   

Men for at vende tilbage til politiet: Det er ikke nogen nyhed at det græske politi er brutalt, det har de været kendt for ude i verden i lang tid. Inden jeg kom hertil, har jeg set utallige videoer af græsk politis korrupte og voldelige metoder mod immigranter, anarkister og hjemløse, men altså også mod helt almindelige mennesker, kærestepar der sidder lidt for tæt på noget ballade, ældre mennesker der råber efter politiet og i det hele taget hvem som helst som står i vejen for dem. Seneste absurde eksempel var således forleden dag, hvor politiet iført kampuniformer jagtede folkeskolelever rundt på Syntagma pladsen, sprøjtede tåregas i øjnene og uddelte tørre tæsk til de meget unge mennesker. Der er desuden utallige eksempler på hvorledes politiet og fascisterne samarbejder i forbindelse med kampe mod demonstranter eller til rydninger af besatte bygninger osv. Ifølge mine kammerater her, bruger politiet også meget ofte ulovlige metoder til indhentning af information, såsom bestikkelse af narkomaner, hash-sælgere og kriminelle bander, som konstant bevæger sig ind og ud af Exarchia og det antagonistiske miljø.

Det retslige system er også fedtet godt ind i det her, og der er igen utallige eksempler på ulovlige fængslinger og rettergange. Politiet anholder ikke lige så mange mennesker under uroligheder her som de gør det i Danmark. Til de store demonstrationer hvor flere hundredetusinde mennesker er samlet og hvor det ofte kommer til voldsomme sammenstød med politiet, er der som regel ikke flere end 100 anholdte. Det lader til at politiet foretrækker at gennemtæske folk her, i stedet for at anholde dem. Mine kammerater forklarer det med, at fængslerne simpelthen er for fyldte, og staten har ikke råd til at fængsle flere end de gør. Når politiet så endelig anholder nogen, er det ikke nødvendigvis fordi de har gjort noget ulovligt, beviserne bliver først fabrikeret bagefter, f.eks. ved at en tilfældig politimand beskriver udseende på en af de anholdte. Forleden dag, så jeg en video med en ung dreng som bliver snuppet af politiet under nogen uroligheder, i videoen ser man tydeligt hvordan politifolk tager hans taske af, og mens nogle betjente holder ham hen, planter to andre betjente et par molotovcocktails i drengens taske. Så har de pludseligt fundet frem til den skyldige. 

Det er svært ikke at blive berørt af politiets tilstedeværelse når man bevæger sig rundt i byen. De kan stå på hver et hjørne, kropsvisiterer en på åben gade og bortføre en hvis de finder man er mistænkelig. De står altid i grupper på mindst 6, iført skimasker, hjelme, gasmasker, skjolde og dragter der kan modstå ild og alle slags slag. På kroppen bærer de alt det nyeste isenkram, såsom peberspray, tåregas, knipler (som de ofte vender om, så de kan slå med håndtaget der er mindre polstret), små brandslukkere, flash granater, pistoler der kan skyde med gummikugler, Koch-pistoler med skarpe kugler og Uzi-maskinpistoler. Og på trods af alt udstyret, er de hurtige og mobile og ikke bange for at sætte i løb mod en gruppe demonstranter. Under sammenstød med demonstranter, bevæger politiet sig som regel rundt til fods i grupper på 10-15 betjente, og opstiller sig i lange linjer så de fylder mindre og er svære at ramme, kun meget sjældent ser man brede kæder af politifolk. Når de ikke er ude på gaden til fods eller på motorcykler, sidder de i busser som fungerer som mobile politistationer, placeret forskellige strategiske steder i byen. 

Politiet er opdelt i mindst 14 forskellige enheder, som hver dækker alt fra grænsekontrol, til narkotika, organiseret kriminalitet og så selvfølgelig riots. Siden oprøret i december 2008, har politiet fået endnu flere beføjelser, heriblandt den berygtede DELTA-motorcykel enhed, som mere har karakter af en voldelig bande end en politienhed. Denne enhed opererer på egen hånd, og bliver kun sat ind mod oprørere i voldelige sammenstød med politiet, typisk i forbindelse med større demonstrationer. De kører altid to på motorcykler i korteger på 8-10, de er den hurtigste og mest mobile enhed, og deres primære funktion er at sprede grupper med tæsk. Sidste år kunne en avis dokumenterer at motorcykel-enheden havde direkte forbindelse til den fascistiske bevægelse. Der har været meget kritik af denne enhed, som også er blevet taget ud af brug efter massivt pres, men de er altså vendt tilbage og jeg har ved flere lejligheder set deres voldsomme brutalitet på gaden, det er ikke for sjovt.

Politiet har da også adskillige mord på deres samvittighed, og her mener jeg ikke kun de folk som den unge Alexandros Grigoropoulos og de mange før ham, som man ved er blevet dræbt af politiet. Men også alle dem som man ikke hører om, typisk de illegale immigranter, som dør uden nogen nogensinde hører om det. Som jeg også har skrevet før, så er det altså ikke så underligt at den almindelige befolkning nærer et så stort had til landets politi.

Mine kammerater går altid på Athens Indymedia inden de bevæger sig uden for en dør, specielt alle dem som bor i Exarchia, politiets mest fjendtlige kvarter. Man ved aldrig om der lige har været ballade, eller om politiet er vej på vej ind. Athens Indymedia er den mest brugte Indymedia i verden, og fungerer som en åben uafhængig informations portal. Her annonceres demonstrationer, blokader, strejker, aktioner, og forskellige grupper publicerer ofte deres manifester eller analyser her. Desuden bliver hjemmesiden brugt til at informere om hvor politiet står, om de kropsvisiterer folk eller om der er en motorcykel-enhed på vej. Mine kammerater tjekker derfor konstant hjemmesiden for de nyeste informationer, for således at kunne bestemme hvad de skal tage med sig eller ikke tage med sig, og hvilke veje de skal gå af.

Derfor var der også stor forvirring og vrede, da Athens Indymedia pludseligt var lukket ned henover weekenden. Dette skete sjovt nok også under de voldsomme kampe søndag d. 12. Februar, og folk fra den antagonistiske bevægelse beskylder politiet og staten for at have lagt hjemmesiden ned. Athens Indymedias server står godt beskyttet et sted på det Polytekniske Universitet, og er altså umiddelbart ikke så let at komme i nærheden af. Men både i søndags d. 12. og nu henover weekenden, har staten simpelthen lukket for strømmen til universitet og dermed stoppet serveren. Dette lugter meget af statens nyeste fornyet repression og forsøg på at slå ned på opstanden.

I weekenden faldt jeg over en tilfældig avis, som dybt ulovligt havde publiceret billeder af 5 forskellige mennesker som var blevet anholdt efter de voldsomme sammenstød søndag d. 12. På et opslag med billeder fra de voldsomme kampe og det store varehus i brand, var der opsat politiets identifikations-billeder af de anholdte. Nu havde man altså flået hætterne af de ”voldelige anarkister”, præcis som den konservative Samaras havde ønsket det sig. Disse anholdte er sammen med en masse andre fanger, blevet fængslet før en egentlig rettergang har fundet sted, og som meget vel kan tage lang tid at gennemføre. Nu blev disse tilfældige mennesker udstillet som de skyldige i de massive uroligheder og nedbrændinger af banker og historiske bygninger, og politiet bad samtidig befolkningen i aviser og fjernsynet, om hjælp til indhentning af ’informationer’ om disse mennesker.

Denne massive repression og statens og politiets metoder, ville være dybt ulovlige i noget andet såkaldt EU land, men i en undtagelsessituation som den Grækenland befinder sig i, er der åbenbart ikke noget der hedder retfærdighed.  

Riot spectacle

Jeg fulgte min gode ven fra København til lufthavnen. På vej derud lød det over højtalerne at Syntagma Metro station og to andre centrale stationer var lukkede, og at toget blot ville passere forbi. Vi havde netop skiftet tog på Syntagma, så vi må have været kommet lige før de lukkede den. Til alle større demonstrationer tvinger politiet metroselskabet til at lukke alle de centrale stationer, i frygt for at sammenstødende skal fortsætte nede på stationen. Og i dag havde de to store fagforeninger igen igen kaldt ind til demonstration. Jeg havde faktisk fuldstændig glemt at der var demonstration i dag, mine kammerater havde godt sagt det i går aftes, men de mente ikke der ville komme særlig mange mennesker og de var ikke selv sikre at de ville dukke op.

På vej tilbage mod byen var stationerne stadig lukkede og jeg blev tvunget til at gå et langt stykke vej hjem, hvilket viste sig at være ok da jeg fik set lidt af et nyt kvarter på vejen. Jeg rundede min lejlighed, inden jeg gik ned mod Syntagma for at se hvad det var for en demonstration. Da jeg ankom havde den allerede været i gang i lidt over 2 timer. Jeg gik rundt om pladsen og menneskemængden, som ikke talte mere end 2000 mennesker. Jeg stoppede op og snakkede med en mand under et kæmpe banner hvor der stod: NO PASSARAN, og han sagde at der ikke havde været flere mennesker end der var nu. Han virkede meget skuffet over hvor få mennesker der var dukket op i forhold til situationens alvor, som han sagde det. Det var lidt det samme blandede crowd som til alle de andre demonstrationer, jeg kunne endda begynde at genkende et par ansigter. Men denne gang var der helt klart flest fra det kommunistiske KKE parti, og stort set ingen anarkister eller andre antiautoritære.

Der var opsat store højtalere i lygtepælene, hvorfra der bragede noget forfærdeligt skrattende græsk musik, kun afbrudt af et par taler engang imellem. Folk virkede af en eller anden grund ikke nær så vrede som til de tidligere demonstrationer. Der var en underlig søndags-udflugt stemning over det hele. Folk stod i små grupper og snik-snakkede, der blev solgt hot dogs, nødder og grillet kød fra mobile vogne, og alle så ud til at hygge sig rigtig godt. Fagforeningerne har haft travlt med at ligge afstand til sidste søndag, hvor flere hundredetusinde mennesker dukkede op og byen senere stod i flammer, måske var dette deres måde at demonstrere på, måske ville de vise at de godt kunne opføre sig ordentligt og ikke skabe ballade. Eller måske var folk bare begyndt at acceptere det der foregår. Jeg var alene, og det var svært for mig helt at forstå og analysere demonstrationen og fremmødet.

Jeg sad i lang tid op af et rækværk foran Hotel Grande Bretagne og fulgte demonstrationen, indtil jeg pludselig fik øje på Raoul. Han stod alene med sin motorcykelhjelm i hånden og så ud til at kede sig lidt. Han blev glad for at se mig og udtrykte med det samme hans frustration over demonstration. Der var ingen fra bevægelsen, som han sagde det. Ingen gider gå til demonstrationer hvor det stalinistiske PAME er i flertal. Lige siden generalstrejken tilbage i oktober, hvor det var kommet til sammenstød mellem anarkister og PAME tilhængere, som beskyttede parlamentet og samarbejdede med politiet, har der været en hadsk stemning mellem de to grupper.  

Demonstrationen var slut nu, den elendige græske rockmusik var endelig stoppet og folk begyndte langsomt at pille bannere ned og sive væk. Pludselig lød et kæmpe brag lige bag os, og en gruppe på 20-30 meget unge og maskerede stod nu og kastede sten og marmorstykker mod de forreste politikæder, fra præcis det hjørne af pladsen hvor det næsten altid starter. Imens forsøgte ældre medlemmer af PAME at stoppe de meget unge mennesker, og det kom til noget klammeri mellem de to grupper, som kun blev afbrudt fordi politiet nu satte i løb mod menneskemængden foran parlamentet. De kastede et par tåregasgranater og alle folk blev presset tilbage. De unge reorganiserede sig nu og forberedte endnu et angreb på politiet, som stod i kæder 15-20 meter væk. I lidt over 5 minutter regnede det med marmorstykker ned over politiet, som svarede igen med endnu mere tåregas.

Der var noget underligt rituelt over disse sammenstød, det var som om det hele var planlagt. Alle havde forskellige roller, som de udførte til punkt og prikke; de unge maskerede brækkede marmorstykker op fra pladsen og kastede dem mod politiet, politiet svarede igen med tåregas og indimellem satte de i løb mod menneskemængden og slog på alt hvad de kom i nærheden af. Det var som om jeg havde set det hele før, som om det var en kopi af tidligere kampe, bare meget mindre. I løbet af de 30 minutter som sammenstødende varede, stod jeg lige ved siden af og fulgte med i det hele, uden på noget tidspunkt at føle mig stresset eller bange. De maskerede gjorde hvad de maskerede gør, og politiet det samme. Klis og mig var enige om, at der ikke var nok mennesker til at det kunne vare ved. Det var lidt underligt bare at stå og kigge på det, men politiet havde det hele under kontrol, og ingen ud over de meget unge maskerede begyndte at deltage i kampene.

Det var som om de unge skulle bevise noget, måske de havde været med til demonstrationen i går da folkeskoleleverne demonstrerede og ville have mere, måske havde de ikke været med til sidste søndags ballade og ville derfor være med denne gang, det var svært at regne ud. Men det var tydeligt at de var grønne i gadekampe mod politiet; deres maskeringer var overdrevet, de løb hver gang politiet så meget som truede med at løbe, de var i det hele taget meget nervøse og utroligt nok blev der ikke anholdt mere end 4-6 personer. På et tidspunkt satte to politikæder i løb mod de maskerede, der blev splittet op i to grupper, den ene løb ind i den mængde vi stod i, den anden gruppe forsøgte at hoppe ned på pladsen fra det øverste punkt. Et par af dem landede på taget af en café som stadig var åben og taget brasede sammen under dem, hvilket resulterede i at 5 café-gæster kort efter kom løbende skrigende ud. Ved trapperne ned til pladsen kom det til tætte nærkampe med politiet, hvor en maskeret forsøgte at ramme politiet med en metalstolpe. Lidt efter satte politiet i løb og fik hurtigt ryddet pladsen.

Den store menneskemængde som Raoul og jeg stadig stod i oppe foran parlamentet, fulgte alle med i det hele som om det var en sportskamp. Riots er altid et spectacle, hvor billeder og modbilleder bliver produceret, men der var noget meget instrueret over det her spectacle. De maskerede blev aldrig nogen trussel, og det var meget let for politiet at kontrollere dem. Med under 1500 mennesker på pladsen, var det tæt på at blive en unødvendig selvmordsaktion, som Raoul sagde det. Medierne derimod åd det råt. Siden sidste søndag hvor byen stod i flammer, er journalister fra hele verden fløjet til Athen, heriblandt adskillige erfarne krigskorrespondenter, i håb om at urolighederne ville fortsætte. Men det gjorde de ikke, og nu er der gået en hel uge uden noget ballade. Måske var det derfor fotograferne havde det så fedt og så mange medier dækkede denne temmelig ligegyldige demonstration, og denne halvhjertede gadekamp som var forbi før den startede. Raoul og mig gik roligt derfra, begge forundrede over at en så rolig demonstration kunne udvikle sig til sammenstød. Måske internaliserer de unge billedet af de maskerede der bliver længe ude om natten og slås med politiet. Måske er det vreden hos de unge der begynder nu.  

Dagen efter kunne man læse store dramatiske overskrifter i mange dagblade fra hele verden. I Politiken stod der: ”Græsk politi har omringet parlamentsbygningen i Athen for at hindre demonstranter i at nå frem til bygningen”. 

De unge

Jeg sov længe og stod sent op, sammen med min gode ven fra København. I dag var en fridag og vi havde ingen planer. Vejret var dejligt, så vi besluttede os for at gå ud på en lang gåtur. Mange af disse gåture har det med at ende i Exarchia, hvor jeg som oftest støder på et par af de kammerater jeg har fået, og det havde jeg også lyst til skulle ske i dag.

Vi passerede Syntagma pladsen hvor jeg kunne se der foregik et eller andet. I gaderne op til pladsen var politiet opstillet i deres sædvanlige kæder de bruger til de store demonstrationer. Jeg havde ikke hørt om nogen demonstration i dag, så vi nærmede os pladsen uden at vide hvad vi skulle forvente. Da vi nåede frem kunne vi se at en gruppe meget unge mennesker stod samlet foran parlamentet. Politiet som var massivt tilstede, havde lavet en kæde foran trappen op til parlamentet, og stod på siderne og holdte øje med de unge mennesker. Da vi kom tættere på kunne jeg se at det var folkeskoleelever der demonstrerede. Der var vel omkring 200 af dem, i alderen 12-16 år, og de holdte et banner op samtidig med at de råbte slagord op mod parlamentet.

To unge piger gik rundt og uddelte flyvesedler med tekster der forklarede om de massive nedskæringer i den i forvejen sparede uddannelsessektor. De fortalte på engelsk, at de selv havde arrangeret demonstrationen, og havde brugt sociale medier til at mobilisere folkeskoleelever fra hele Athen. De sagde at de var den generation, som ville blive mest påvirket af det som der foregår i dag, alligevel var der ifølge dem ingen der gad at lytte til dem, så nu havde de altså arrangeret den her demonstration for at gøre befolkningen opmærksom på, at også de unge folkeskoleelever er frustrerede over de store forringelser. Jeg kiggede rundt og kunne ikke se en eneste fra pressen nogen steder. Imens råbte de unge mennesker højere og højere. En større gruppe satte sig ned på pladsen foran de udstationerede politifolk, der var iført fuld kampuniform, dette var et syret syn. Imens gik de større drenge rundt med halstørklæderne trukket godt op over næsen, og kiggede skummelt på de mange politifolk. Situationen virkede rolig og uskyldig, vi ønskede dem held og lykke med deres kamp og fortsatte vores gåtur mod Exarchia.

Og ganske rigtigt, så stødte vi her på Peter, Raoul og et par stykker af deres kammerater. Vi besluttede os for at tage på bar og nye en kold øl i solen. Ved bordet ved siden af, sad to yngre kvinder som må have overhørt vores samtale. For da vi var på vej til at gå videre, tog den ene fat i mig og spurgte om ikke jeg kunne sidde lidt, de havde nogle spørgsmål de gerne ville have besvaret. Så jeg satte mig ned, og de to unge kvinder gik straks i gang med at forklare om deres livssituation. De havde begge en bachelor i jura, men kunne ikke længere blive i Grækenland, de ville hurtigst muligt væk herfra, der var ingen fremtid for dem her, som de sagde. De virkede temmelig frustrerede og ville høre om mulighederne for at flytte til Danmark. Jeg sagde at jeg ikke var ekspert, men at jeg kunne prøve at besvare deres spørgsmål.

De havde allerede været på den Danske Ambassade, som ikke havde kunne hjælpe dem i nogen særlig grad. De ville vide hvor meget en bolig kostede i København, hvor meget mindstelønnen var og hvad priserne på mad var. De spurgte også om de kunne arbejde på samme tid som de studerede, om uddannelse var gratis og om de kunne få støtte mens de studerede. Jeg svarede på noget af det, men måtte også erkende at jeg ikke vidste præcis hvordan det var for studerende fra andre EU lande. Vi udvekslede e-mail-adresser, og jeg lovede at jeg ville forsøge at finde ud af mere omkring situationen for udenlandske studerende i Danmark. De var velkomne til at kontakte mig hvis de kom på flere spørgsmål.

Efter flere øl i Exarchia gik vi hjem. Da jeg tjekkede internettet igen, kunne jeg se at demonstrationen med folkeskoleeleverne på Syntagma, havde udviklet sig dramatisk efter vi var gået. Eftersigende havde nogle unge hætteklædte kastet med klementiner mod politiet, som så havde fyret tåregas tilbage mod de unge mennesker. Pressen var så alligevel dukket op, og på en video på nettet kunne jeg se hvordan politifolk iført kampuniformer havde jagtet de unge rundt på Syntagma pladsen. En enkel var blevet anholdt og op til flere havde fået slag af politiet. Ifølge politiet var en enkel politimand også blevet såret i sammenstødene.