Jeg sov længe og stod sent op, sammen med min gode ven fra
København. I dag var en fridag og vi havde ingen planer. Vejret var dejligt, så
vi besluttede os for at gå ud på en lang gåtur. Mange af disse gåture har det
med at ende i Exarchia, hvor jeg som oftest støder på et par af de kammerater jeg
har fået, og det havde jeg også lyst til skulle ske i dag.
Vi passerede Syntagma pladsen hvor jeg kunne se der foregik
et eller andet. I gaderne op til pladsen var politiet opstillet i deres
sædvanlige kæder de bruger til de store demonstrationer. Jeg havde ikke hørt om
nogen demonstration i dag, så vi nærmede os pladsen uden at vide hvad vi skulle
forvente. Da vi nåede frem kunne vi se at en gruppe meget unge mennesker stod
samlet foran parlamentet. Politiet som var massivt tilstede, havde lavet en
kæde foran trappen op til parlamentet, og stod på siderne og holdte øje med de
unge mennesker. Da vi kom tættere på kunne jeg se at det var folkeskoleelever
der demonstrerede. Der var vel omkring 200 af dem, i alderen 12-16 år, og de
holdte et banner op samtidig med at de råbte slagord op mod parlamentet.
To unge piger gik rundt og uddelte flyvesedler med tekster
der forklarede om de massive nedskæringer i den i forvejen sparede
uddannelsessektor. De fortalte på engelsk, at de selv havde arrangeret demonstrationen,
og havde brugt sociale medier til at mobilisere folkeskoleelever fra hele
Athen. De sagde at de var den generation, som ville blive mest påvirket af det
som der foregår i dag, alligevel var der ifølge dem ingen der gad at lytte til
dem, så nu havde de altså arrangeret den her demonstration for at gøre
befolkningen opmærksom på, at også de unge folkeskoleelever er frustrerede over
de store forringelser. Jeg kiggede rundt og kunne ikke se en eneste fra pressen
nogen steder. Imens råbte de unge mennesker højere og højere. En større gruppe
satte sig ned på pladsen foran de udstationerede politifolk, der var iført fuld
kampuniform, dette var et syret syn. Imens gik de større drenge rundt med
halstørklæderne trukket godt op over næsen, og kiggede skummelt på de mange
politifolk. Situationen virkede rolig og uskyldig, vi ønskede dem held og lykke
med deres kamp og fortsatte vores gåtur mod Exarchia.
Og ganske rigtigt, så stødte vi her på Peter, Raoul og et
par stykker af deres kammerater. Vi besluttede os for at tage på bar og
nye en kold øl i solen. Ved bordet ved siden af, sad to yngre kvinder som må
have overhørt vores samtale. For da vi var på vej til at gå videre, tog den ene
fat i mig og spurgte om ikke jeg kunne sidde lidt, de havde nogle spørgsmål de
gerne ville have besvaret. Så jeg satte mig ned, og de to unge kvinder gik straks
i gang med at forklare om deres livssituation. De havde begge en bachelor i
jura, men kunne ikke længere blive i Grækenland, de ville hurtigst muligt væk
herfra, der var ingen fremtid for dem her, som de sagde. De virkede temmelig
frustrerede og ville høre om mulighederne for at flytte til Danmark. Jeg sagde
at jeg ikke var ekspert, men at jeg kunne prøve at besvare deres spørgsmål.
De havde allerede været på den Danske Ambassade, som ikke
havde kunne hjælpe dem i nogen særlig grad. De ville vide hvor meget en bolig
kostede i København, hvor meget mindstelønnen var og hvad priserne på mad var. De
spurgte også om de kunne arbejde på samme tid som de studerede, om uddannelse
var gratis og om de kunne få støtte mens de studerede. Jeg svarede på noget af
det, men måtte også erkende at jeg ikke vidste præcis hvordan det var for
studerende fra andre EU lande. Vi udvekslede e-mail-adresser, og jeg lovede at
jeg ville forsøge at finde ud af mere omkring situationen for udenlandske
studerende i Danmark. De var velkomne til at kontakte mig hvis de kom på flere
spørgsmål.
Efter flere øl i Exarchia gik vi hjem. Da jeg tjekkede
internettet igen, kunne jeg se at demonstrationen med folkeskoleeleverne på
Syntagma, havde udviklet sig dramatisk efter vi var gået. Eftersigende havde
nogle unge hætteklædte kastet med
klementiner mod politiet, som så havde fyret tåregas tilbage mod de unge
mennesker. Pressen var så alligevel dukket op, og på en video på nettet kunne
jeg se hvordan politifolk iført kampuniformer havde jagtet de unge rundt på
Syntagma pladsen. En enkel var blevet anholdt og op til flere havde fået slag
af politiet. Ifølge politiet var en enkel politimand også blevet såret i
sammenstødene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar