Siden søndag d. 12. Februar, hvor hundredetusinde af
mennesker over hele Grækenland, gik sammen på gaden mod de nye vanvittige
forringelser, og det meste af Athen centrum stod i flammer, har politistaten og
repressionen ikke overraskende intensiveret sin magt. Jeg kunne skrive meget om
politiets massive magtudførelse her i landet, og det har jeg da også gjort
glimtvis i tidligere indlæg, det er personligt den mest ekstreme repression jeg
har oplevet i mit liv, på lige fod med Syrien som jeg besøgte for 4-5 år siden.
Det græske politi, er det næststørste i Europa (for hver 303
person er der 1 politimand) og det er på trods af at kriminalitetsraten
(indenfor voldelig kriminalitet som voldtægt, overfald, mord osv.) er en af de
laveste i EU. Derimod er den politiske ”kriminalitet” højere end noget andet EU
land. Som læseren måske kan fornemme er der dagligt voldelige sammenstød mellem
politiet og befolkningen her. Udover det kæmpemæssige politikorps, råder
Grækenland også over den største hær per indbygger indenfor NATO, som vil kunne
indsættes som supplement til politiet, i tilfælde af en borgerkrig. Der er
værnepligt for alle mænd i alderen 18-30 år, og man skal være overbevisende
sindssyg for at undgå det obligatoriske år i den græske hær. Værnepligten er
noget jeg håber på at vende tilbage til en anden dag.
Denne massive ”sikkerhedsforanstaltning” er naturligvis
ekstrem dyr; af alle NATO lande, er Grækenland klart det land der bruger flest
midler på militæret, så meget som 3,1% af deres BNP (ca. 690.000.000.000 €). Og
dette tal er lav sat, eftersom ingen lande offentligt siger hvor meget af deres
statsbudget går til militæret. Desuden er Grækenland det land i EU som
importerer flest våben per indbygger, og under denne kapitalistiske krise er
tallet kun skudt i vejret. Den store import af især tyske våben, har da også
været hentydet til i mange analyser, som årsagen til Tysklands stædige forsøg
på at låne den græske regering penge. Det kan altså ikke udelukkes at et af de
elementer der har været med til at bringe Grækenland i dyb økonomisk krise, er
de astronomiske midler det illegitime regime bruger på at beskytte sig mod sin
egen befolkning.
Men for at vende tilbage til politiet: Det er ikke nogen
nyhed at det græske politi er brutalt, det har de været kendt for ude i verden
i lang tid. Inden jeg kom hertil, har jeg set utallige videoer af græsk politis
korrupte og voldelige metoder mod immigranter, anarkister og hjemløse, men
altså også mod helt almindelige mennesker, kærestepar der sidder lidt for tæt
på noget ballade, ældre mennesker der råber efter politiet og i det hele taget
hvem som helst som står i vejen for dem. Seneste absurde eksempel var således forleden dag, hvor politiet iført kampuniformer jagtede folkeskolelever rundt på Syntagma pladsen, sprøjtede tåregas i øjnene og uddelte tørre tæsk til de meget unge mennesker. Der er desuden utallige eksempler på
hvorledes politiet og fascisterne samarbejder i forbindelse med kampe mod
demonstranter eller til rydninger af besatte bygninger osv. Ifølge mine
kammerater her, bruger politiet også meget ofte ulovlige metoder til
indhentning af information, såsom bestikkelse af narkomaner, hash-sælgere og
kriminelle bander, som konstant bevæger sig ind og ud af Exarchia og det
antagonistiske miljø.
Det retslige system er også fedtet godt ind i det her, og
der er igen utallige eksempler på ulovlige fængslinger og rettergange. Politiet
anholder ikke lige så mange mennesker under uroligheder her som de gør det i
Danmark. Til de store demonstrationer hvor flere hundredetusinde mennesker er
samlet og hvor det ofte kommer til voldsomme sammenstød med politiet, er der
som regel ikke flere end 100 anholdte. Det lader til at politiet foretrækker at
gennemtæske folk her, i stedet for at anholde dem. Mine kammerater forklarer
det med, at fængslerne simpelthen er for fyldte, og staten har ikke råd til at
fængsle flere end de gør. Når politiet så endelig anholder nogen, er det ikke
nødvendigvis fordi de har gjort noget ulovligt, beviserne bliver først
fabrikeret bagefter, f.eks. ved at en tilfældig politimand beskriver udseende
på en af de anholdte. Forleden dag, så jeg en video med en ung dreng som bliver
snuppet af politiet under nogen uroligheder, i videoen ser man tydeligt hvordan
politifolk tager hans taske af, og mens nogle betjente holder ham hen, planter
to andre betjente et par molotovcocktails i drengens taske. Så har de
pludseligt fundet frem til den skyldige.
Det er svært ikke at blive berørt af politiets tilstedeværelse
når man bevæger sig rundt i byen. De kan stå på hver et hjørne, kropsvisiterer
en på åben gade og bortføre en hvis de finder man er mistænkelig. De står altid
i grupper på mindst 6, iført skimasker, hjelme, gasmasker, skjolde og dragter
der kan modstå ild og alle slags slag. På kroppen bærer de alt det nyeste
isenkram, såsom peberspray, tåregas, knipler (som de ofte vender om, så de kan
slå med håndtaget der er mindre polstret), små brandslukkere, flash granater,
pistoler der kan skyde med gummikugler, Koch-pistoler med skarpe kugler og Uzi-maskinpistoler.
Og på trods af alt udstyret, er de hurtige og mobile og ikke bange for at sætte
i løb mod en gruppe demonstranter. Under sammenstød med demonstranter, bevæger politiet sig som regel rundt til fods i grupper på 10-15 betjente, og opstiller sig i lange linjer så de fylder mindre og er svære at ramme, kun meget sjældent ser man brede kæder af politifolk. Når de ikke er ude på gaden til fods eller på motorcykler, sidder de i busser som fungerer som mobile politistationer, placeret forskellige strategiske steder i byen.
Politiet er opdelt i mindst 14 forskellige enheder, som hver
dækker alt fra grænsekontrol, til narkotika, organiseret kriminalitet og så
selvfølgelig riots. Siden oprøret i december 2008, har politiet fået endnu
flere beføjelser, heriblandt den berygtede DELTA-motorcykel enhed, som mere har
karakter af en voldelig bande end en politienhed. Denne enhed opererer på egen
hånd, og bliver kun sat ind mod oprørere i voldelige sammenstød med politiet,
typisk i forbindelse med større demonstrationer. De kører altid to på
motorcykler i korteger på 8-10, de er den hurtigste og mest mobile enhed, og
deres primære funktion er at sprede grupper med tæsk. Sidste år kunne en avis
dokumenterer at motorcykel-enheden havde direkte forbindelse til den
fascistiske bevægelse. Der har været meget kritik af denne enhed, som også er
blevet taget ud af brug efter massivt pres, men de er altså vendt tilbage og
jeg har ved flere lejligheder set deres voldsomme brutalitet på gaden, det er
ikke for sjovt.
Politiet har da også adskillige mord på deres samvittighed, og her mener jeg ikke kun de folk som den unge Alexandros Grigoropoulos og de mange før ham, som man ved er blevet dræbt af politiet. Men også alle dem som man ikke hører om, typisk de illegale immigranter, som dør uden nogen nogensinde hører om det. Som jeg også har skrevet før, så er det altså ikke så underligt at den almindelige befolkning nærer et så stort had til landets politi.
Politiet har da også adskillige mord på deres samvittighed, og her mener jeg ikke kun de folk som den unge Alexandros Grigoropoulos og de mange før ham, som man ved er blevet dræbt af politiet. Men også alle dem som man ikke hører om, typisk de illegale immigranter, som dør uden nogen nogensinde hører om det. Som jeg også har skrevet før, så er det altså ikke så underligt at den almindelige befolkning nærer et så stort had til landets politi.
Mine kammerater går altid på Athens Indymedia inden de
bevæger sig uden for en dør, specielt alle dem som bor i Exarchia, politiets
mest fjendtlige kvarter. Man ved aldrig om der lige har været ballade, eller om politiet er vej på vej ind. Athens Indymedia er den mest brugte Indymedia i
verden, og fungerer som en åben uafhængig informations portal. Her annonceres
demonstrationer, blokader, strejker, aktioner, og forskellige grupper
publicerer ofte deres manifester eller analyser her. Desuden bliver hjemmesiden
brugt til at informere om hvor politiet står, om de kropsvisiterer folk eller
om der er en motorcykel-enhed på vej. Mine kammerater tjekker derfor konstant
hjemmesiden for de nyeste informationer, for således at kunne bestemme hvad de
skal tage med sig eller ikke tage med sig, og hvilke veje de skal gå af.
Derfor var der også stor forvirring og vrede, da Athens
Indymedia pludseligt var lukket ned henover weekenden. Dette skete sjovt nok også
under de voldsomme kampe søndag d. 12. Februar, og folk fra den antagonistiske
bevægelse beskylder politiet og staten for at have lagt hjemmesiden ned. Athens
Indymedias server står godt beskyttet et sted på det Polytekniske Universitet, og er altså umiddelbart ikke så let at komme i nærheden
af. Men både i søndags d. 12. og nu henover weekenden, har staten simpelthen
lukket for strømmen til universitet og dermed stoppet serveren. Dette lugter
meget af statens nyeste fornyet repression og forsøg på at slå ned på
opstanden.
I weekenden faldt jeg over en tilfældig avis, som dybt
ulovligt havde publiceret billeder af 5 forskellige mennesker som var blevet
anholdt efter de voldsomme sammenstød søndag d. 12. På et opslag med billeder
fra de voldsomme kampe og det store varehus i brand, var der opsat politiets
identifikations-billeder af de anholdte. Nu havde man altså flået hætterne af
de ”voldelige anarkister”, præcis som
den konservative Samaras havde ønsket det sig. Disse anholdte er sammen med en
masse andre fanger, blevet fængslet før en egentlig rettergang har fundet sted,
og som meget vel kan tage lang tid at gennemføre. Nu blev disse tilfældige
mennesker udstillet som de skyldige i de massive uroligheder og nedbrændinger
af banker og historiske bygninger, og politiet bad samtidig befolkningen i
aviser og fjernsynet, om hjælp til indhentning af ’informationer’ om disse
mennesker.
Denne massive repression og statens og politiets metoder,
ville være dybt ulovlige i noget andet såkaldt EU land, men i en undtagelsessituation
som den Grækenland befinder sig i, er der åbenbart ikke noget der hedder
retfærdighed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar