Generalstrejkens afgørende dag

Wow, sikke en aften i går! Jeg vil gøre det nærmest umulige og forsøge at beskrive det jeg har set.

En god ven fra København var ankommet midt om natten, så vi stod først op lidt sent og gik ud på en længere gåtur gennem byen. Det småregnede og der var ikke særlig mange mennesker på gaden. Til gengæld var der politi overalt, nærmere bestemt omkring 8000 politifolk fordelt over hele centrum. Den store demonstration var indkaldt til klokken 16, hvilket betød at folk ikke ville være på Syntagma pladsen før kl. 17. Der var en anspændt stemning over hele byen, som kun blev forstærket som vi nærmede os centrum. Ansatte i butikker rundt omkring gik i gang med at sikre deres butikker med stålplader og nedrullede gitrer, imens demonstranter alle vegne fra langsomt nærmede sig den indre del af byen. Vi gik en tur til Exarchia for at se hvordan folk der forberedte sig.

På vej ind til Exarchia så vi hvordan politiet havde lagt en jernring omkring hele kvarteret. Ved alle udgange stod politiet og tjekkede folks tasker og lommer, præcis som de havde gjort det dagen forinden ved Jura Universitetet. Politiet har ret til at visitere alle de finder mistænkelige, og i dag var det stort set alle der gik mod Syntagma fra Exarchia. Vi satte os på Exarchia pladsen og drak en sodavand. Her var der også en meget intens og anspændt stemning. Folk stod rundt omkring i små grupper og snakkede lavmælt om hvordan de skulle komme ind til pladsen, uden at blive visiteret af politiet. Det var tydeligt på folks påklædning, at i dag var en særlig dag; mange havde to lag tøj på, det ene sort og det andet lag i en anden farve, let tøj man kan bevæge sig i. Nogle var iført løbesko, andre havde sikkerhedssko med stålsnuder foran. Alle havde masker og briller parat, og nogle få gik rundt med poser eller tasker med andre ting og sager. Fra sidegaderne kunne man lugte benzinen der blev hældt på flasker.

Vi begyndte at bevæge os ind mod Syntagma igen, klokken var nu 15.30 og der ville efter alt at dømme komme rigtig mange mennesker ind til dagens demonstration. Vi slap ud af Exarchia uden at blive visiteret af politiet og gik nu opad Panepestimiou, hvor tusind og atter tusinde mennesker begyndte at samle sig. Så langt øjet rakte stod der demonstranter, og det var ikke kun på Panepestimiou, der var folk i alle gader. Mange samledes i store blokke som strakte sig over flere kilometer, og det blev sværere og sværere at komme frem. Der var de mange fagforeninger, folk fra partier og interesseorganisationer og et sted var der en større forsamling af egyptere med et kæmpe egyptisk flag. Indimellem gik der grupper af civilbetjente rundt og holdte øje med folk. Der var ingen biler eller motorcykler at se, demonstranterne havde overtaget samtlige gader inde i centrum og stod nu rettet mod Syntagma pladsen, på vej til at gå.

Vi møvede os langsomt og besværligt frem gennem menneskemængden, og da vi nåede Syntagma var den ikke til at genkende; pladsen var fuldstændig sort af menneske kroppe. Ligesom de andre dage, var der et væld af forskellige slagord og råb, blandet med musik og taler i megafoner. Der var hele familier med børn, far, mor og bedsteforældre, der var arbejdskollegaer og naboer, folk som havde taget fint tøj på, sat hår og lagt make-up, og så var der alle dem som var klædt på til gadekamp. Alle havde en form for maske og mange havde hældt et hvidt pulver i ansigtet til at beskytte sig mod politiets tåregas. Vi fandt et godt sted at stå, til højre fra parlamentet, på den nederste del af pladsen, det var stort set umuligt at komme tættere på. Den ene blok efter den anden ankom til Syntagma og tog opstilling. Pladsen blev hurtigt fyldt til randen og nu måtte mange blokke vente i sidegaderne. Sidste gang Syntagma og gaderne omkring havde været så fyldte, lød deltagerantallet på 300.000-500.000 mennesker.

Pludselig ankom en større gruppe maskerede hooligans i et hurtigt tempo, ind fra en af de mindre sidegader. De gik bestemt og målrettet frem i mængden og passerede forbi os. Folk gik til siden ved synet af de mange hårde typer, og de nåede hurtigt helt op til den forreste del af parlamentet. Et halvt minut senere, præcis klokken 17:39, lød det første høje brag og lidt efter fyldtes hele den nederste del af pladsen med tåregas. Folk hostede og det begyndte at svi voldsomt i øjnene. Jeg var overrasket over at alle forholdte sig rolige, der var ingen der panikkede, men folk blev langsomt tvunget væk. Vi trak sammen med flere tusinde andre mennesker ned mod en af gågaderne. Tilbage på pladsen, var der nu kun alle dem som bar gasmasker og var klar på at kæmpe mod politiet.

Vi havde truffet et valg inden dagens demonstration; vi ville ikke deltage i eventuelle kampe, men i stedet observere, og sammen med de hundredtusindvis af andre mennesker være tilstede i gaderne med vores kroppe.

Nu bragede det løs oppe fra Syntagma pladsen, og fra alle gaderne omkring. Politiet stod talstærkt foran parlamentet og på bagsiden af pladsen, mens de kastede med tåregas og flash granades. Anarkister, hooligans og andre maskerede, der var klædt på til gadekamp, svarede igen med sten, hjemmelavede bomber og molotovcocktails. Fra hvor vi stod, kunne vi se politiet trække sig tilbage ind i en port, mens det regnede med molotovcocktails ned over dem. En brandbil var parkeret tæt på og fik hurtigt slukket de bomber der fik fat.

Til vores store overraskelse gik folk ikke væk, tværtimod blev de stående mens de fulgte de høje eksplosioner, og hver gang tåregassen havde lagt sig, gik folk tilbage mod pladsen. Det bølgede således frem og tilbage i over 30 minutter, mens familier og helt almindelige mennesker simpelthen nægtede at gå. Først nu forstod jeg at denne dag ville blive speciel; gaderne var fyldt til bristepunktet med mennesker der rasede af vrede, og den fælles fjende var i dag regeringen, politiet og troikaen. Nok er nok, og den fælles fjende skulle have besked. ”Politi, løgnere, mordere!” lød igen og igen, og næsten alle jeg så råbte med.

Det var i det hele taget betagende at opleve måden hvorpå folk tog vare på hinanden. Der var rigtig mange mennesker fra forskellige klasser, både unge og ældre mennesker, og de fleste blev i gaderne indtil midnat. Alle udviste stor solidaritet og man havde helt klart på fornemmelsen, at dette var en fælles kamp. Mens de hårde kampe med politiet oppe på Syntagma pladsen stadig foregik, havde politiets intensive brug af tåregas nu presset folk endnu længere tilbage. Engang imellem så vi større og mindre grupper af maskerede, løbe gennem sidegaderne, hvor det ved flere lejligheder kom til sammenstød med grupper af politi. Almindelige mennesker begyndte at tænde små bål for at mindske tåregassens effekt. Og folk jublede mens en gruppe maskerede, begyndte at smadre vinduerne til en bank med et vejskilt.

Der var en stemning af at vi kunne gøre alt i aften, vreden var overalt, men folk viste ikke hvad de skulle gøre med den. Imens var politiet konstant travlt optaget og i defensiv i det store hele. Folket havde overtaget gaderne, og de nægtede at tage hjem. Og hvis ikke det var for den store mængde tåregas der langsomt flød ned gennem gaderne, havde vi nok stået oppe på Syntagma fortsat. På en større plads med en gammel ortodoks kirke, stod to maskerede og hev i rebet til kirkeklokkerne, der med deres klang fyldte alle gaderne omkring.

Under en kort pause faldt vi i snak med to ældre mænd. De var ligesom alle de andre vi havde mødt, fulde af raseri overfor regeringen. Jeg spurgte dem om hvad der skulle ske i aften, og den ene trak på skuldrene og svarede tørt: ”Det bliver en lang aften, en meget lang aften…”.

Imens drev min ven og jeg videre rundt fra kvarter til kvarter. Det var tydeligt at kampene stadig fortsatte, men nu var spredt over hele byen. Der lød hele tiden høje brag og engang imellem så vi smadrede vinduer og potteplanter som lå væltet ud over vejen. Kun en enkel gang kom en gruppe af DELTA-politifolk på motorcykler farende gennem gaderne, mens folk råbte og skreg efter dem. Vi bevægede os nu mod Omonia kvarteret, og her stødte vi pludselig på en kæmpe blok på mange tusinde PAME-tilhængere fra det stalinistiske parti. Der var de militante med kæppene og flere tusinde studerende som stod i kæder. Det var svært at forstå hvad de havde tænkt sig, de gik ingen vegne, de stod bare og råbte. Vi gad ikke hænge med dem og fortsatte stille og roligt mod Panepistimou gaden, for at se hvordan situationen var der.

På Panepistimou var der i den grad gang i den. Undervejs dertil så vi flere større brande, de fleste af dem i banker, en enkel havde fået fat i en kæmpe bygning og flammerne stod nu ud af vinduerne mens glasset knustes højlydt. Gaderne flød med glasskår overalt og den ene bankautomat efter den anden var sprunget i luften. På gade efter gade så vi kæmpe grupper af maskerede som løb rundt og byggede barrikader, antændte bål eller smadrede butikker som Starbucks og H&M. Jeg vil tro vi har set op mod 10.000 mennesker deltage i de voldsomme kampe, der var simpelthen mennesker overalt. På alle de store parallelgader var der opstillet barrikader og brændende containere. Himlen over os var sort af røg og nu var tåregassen forsvundet og erstattet af røg fra adskillige kæmpestore ildebrande.

I lang tid så vi ikke skyggen af politiet og de maskerede kunne gøre præcis hvad de havde lyst til. Imens forsøgte flere brandbiler at nå frem til de brændende butikker og banker, men blev stoppet af maskerede bevæbnet med vejskilte, sten og metalrør. Senere så vi samme brandbil komme kørende, fuldstændig rippet for udstyr. Fra en sidegade kunne vi nu følge maskerede og politi støde sammen i området omkring Jura Universitetet. Engang imellem kom det til tætte nærkampe med køller og knipler. Politiet kastede fortsat med tåregas og bevægede sig frem og tilbage i V-formede formationer. De maskerede forsvarede sig med marmor stykker og sten, og op til flere gange så vi politiet kaste disse spidse marmorstykker tilbage mod de maskerede, hvilket i sig selv er ulovligt og kan være livsfarligt. I de fleste tilfælde måtte politiet trække sig tilbage, de maskerede var simpelthen for mange og de havde nu kontrol over et større område.

Klokken var nu omkring 23.30 og vi havde gået rundt i rigtig mange timer, uden på noget tidspunkt at  komme i nærheden af politiet og følt os usikre. I alle gader gik der mange folk rundt som os, mens maskerede holdte sig i mindre grupper på 5-10 af gangen. Efter hvad vi kunne bedømme stod politiet stadig stærkt oppe omkring parlamentet, og det var derfor ikke muligt for os at komme den vej. I stedet gik vi væk fra Syntagma, mod Exarchia hvor det lod til at der ville værre mindre politi. På vej dertil fik jeg pludselig øje på en fyr jeg havde mødt et par dage forinden, han stod sammen med en gruppe på mindst 100 maskerede mennesker, på grænsen til Exarchia. Han fortalte, at der var folk der stadigvæk kæmpede med politiet oppe på Syntagma, at der var ild i et kæmpe varehus, at en våbenbutik i Omonia var blevet lootet og så havde han hørt rygter om at også nationalbanken skulle stå i brand. Imens vi stod og snakkede, forsøgte en mindre gruppe at smadre gitret til en butik der handler med guld, de havde fat i et vejskilt som de alle hamrede mod gitteret der langsomt gav efter. Vi så også et større hold komme løbende oppe fra Exarchia med et stort anarkist flag, de var eftersigende på vej til at besætte rådhuset.

Til sidst kunne vores ben ikke mere og vi var både trætte og sultne. Vi satte os på Exarchia pladsen og købte en øl og en sandwich. Exarchia var det eneste kvarter i byen som stadig fungerede, her gik folk rundt og hyggede sig som de altid gør det, drak øl, spiste mad og hang ud. Vores eneste problem var at vi bor i den anden ende af byen, og ikke ville kunne komme hjem uden at skulle over Syntagma og kvarteret omkring, hvor det eftersigende stadig vrimlede med politi som på dette tidspunkt slog løs på alle de kunne komme i nærheden af. Så mens rygterne om at et hold gjorde sig klar til at angribe den lokale politistation, fandt vi en taxa der kunne køre os sikkert hjem. Jeg sov tungt og godt den nat, efter endnu en dag, søndag d. 12. februar 2012, som jeg aldrig nogensinde vil glemme.