Lige siden jeg kom hertil, for nu 22 dage siden, har
spørgsmålet om solidaritet cirklet rundt
i mit hoved. Hver dag ser jeg flere og flere hjemløse, små butikker som lukker
og folk som ikke har råd til mere end en pose ris i supermarkeds køen. Pensionisterne
ser slidte ud, de studerende virker mere desperate. Stort set alle mine
kammerater arbejder røven ud af bukserne, de møder tidligt om morgenen og
holder ikke fri før kl. 20-21 om aftenen, kun de heldige som har 2-3
forskellige små jobs kan klare sig selv. Imens finder jeg mig selv sove længe,
gå i supermarkedet for at købe juice til morgenmaden, som jeg nyder på min
balkon med udsigt til Akropolis. Jeg har tid til at læse artikler på nettet,
fare vild på lange gåture, deltage i alle demonstrationerne, blive ude til sent
om natten osv. Jeg har en masse privilegier her, og de fleste andre steder jeg
rejser hen, fordi jeg er har et dansk pas. Denne problematik er nok kendt for
de fleste som har rejst til Indien, Guatemala, Kenya eller et hvilket som helst
andet mindre velstillet land. Alligevel presser spørgsmålet om solidaritet sig på mens jeg er her. Hvad
betyder solidaritet med det græske folk, og hvordan kan det praktiseres så det
i virkeligheden hjælper dem?
I weekenden var der indkaldt til en global solidaritets-dag
med netop det græske folk, under overskriften: ”We Are All Greeks Now”. I stort
set samtlige vestlige lande (Tyskland, Østrig, Belgien, Danmark, Spanien,
Finland, Island, Irland, Italien, Holland, Portugal, England, Sverige, USA mfl.)
samlede folk sig i demonstrationer på 20-800 mennesker, foran de græske
ambassader eller i byers centrum. I indkaldelsen stod der: ”Når et folk er under angreb, er alle folk under angreb. (…) Det græske
folk har modigt rejst sig mod den sociale terrors politik. (…) Det græske folk
har brug for international solidaritet og de kalder på vores støtte. Lad os
besvare deres kald. Vi er alle grækere! Vi nægter at ofre mennesker for penge,
som det bliver gjort med grækerne. Lad os tage livet i vores egne hænder. Sluk
for din computer, deltag i mobiliseringen!”
I London samledes der omkring 300 mennesker foran den græske
ambassade, heraf var op mod 280 af dem grækere bosat i England. Der blev råbt
kampråb på engelsk og græsk, mens der blev uddelt flyvesedler og holdt bannere
op. Da de fremmødte startede på at gå igennem gaderne, blev de mødt med buh-råb
fra forbipasserende, og flere råbte: ”Betal
jeres skatter!”, efter demonstrationen. I selve demonstrationsoptoget kunne
man se flere store græske flag, og den græske nationalsang blev sunget i kor op
til flere gange. I Paris var situationen mere eller mindre den samme, men her
blev også den traditionelle græske dans, ’syrtos’, danset af de fremmødte
demonstranter i solidaritet med det græske folk.
Men er dette virkelig hvad det græske folk har brug for? Er
det virkelig solidaritet? Skal vi bare købe mere fetaost og blive bedre til at
udvise vores filhellenistiske glæde over den græske kultur? Det er naturligvis
meget vigtigt, at flere og flere mennesker bliver klar over alvoren i det som der foregår
her. Men det er altså ikke et græsk
problem, det er et kapitalistisk problem, og det går lige nu også hårdt ud
over den portugisiske og spanske befolkning, mens befolkningerne i Italien og Frankrig gør sig
klar til at det bliver deres tur.
Denne måde, at dreje den kapitalistiske krise og
klassekampen ind i en såret national stolthed, er desværre noget jeg har set
meget af her. Til alle de store demonstrationer ser man folk indsvøbe sig i det
græske flag, mens en voksende anti-eu og anti-tyskland kampagne, med
holocaust-sammenligninger og billeder af Sarkozy og Merkel i SS uniformer, dukker
op flere og flere steder.
Det er som om mange mennesker glemmer at denne
kapitalistiske krise, er et system i krise. Penge og værdier skifter hurtigt hænder,
og det er de fattigste som skal betale prisen. Det er ikke angreb på nationale
værdier (hvad det så end er), det er først og fremmest et angreb på middel- og
arbejderklassen, og den findes over hele verden. ”Når et folk er under angreb, er alle folk under angreb”, som det
stod i indkaldelsen til We Are All Greeks Now.
Ifølge den brasilianske radikale pædagog, Paulo Freire, ”kræver solidaritet at man går ind i samme
situation, som dem man er solidarisk med. Solidaritet er derfor en radikal
holdning”. Samme argumentation mødte jeg, da jeg her til aften diskuterede
med mine kammerater om weekendens solidaritets-aktioner rundt omkring i verden,
på en bar i Exarchia. Solidaritet for dem, er ikke at erklære at
vi alle sammen er grækere, det
hjælper ikke nogen. Ifølge dem, skal solidaritet udfoldes som en aktiv kritik
af staten og kapitalens tyranni over hele verden. Kun gennem en vedvarende kamp
mod den globale undertrykkelse i den kontekst man nu engang befinder sig i, kan
man udvise solidaritet. Det er ikke længere lokale og isolerede kampe der
foregår, alle befolkninger i verden har ret til frihed. Ifølge mine kammerater betyder gensidig hjælp og omsorg, at vi ikke alle sammen er grækere; det betyder at vi ikke er fra
noget land, at vi ikke har nogen nationalitet, vi er det som vores
revolutionære solidaritet gradvist vil gøre os til. De opfordrede altså alle folk
der vil udvise solidaritet med det græske folk, til tage del i klassekampen der
hvor de bor, om det så var ved at smadre banker, starte selvorganiserede
kooperativer eller oplyse befolkningen om de ting der foregår, så racistiske
argumentationer som de ”sydeuropæiske
arbejdere er langsomme og dovne”, kan pilles fra hinanden.
De andre om bordet, fortalte om hvordan folk fra hele Europa
tager hertil for at kæmpe mod politiet på gaden. Det antiautoritære miljø her i
byen, er kendt ude i verden for at være gode til gadekampe, og det har gjort at
andre antiautoritære fra Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien ofte køre
hertil, når der er optræk til ballade. Men dette var for dem heller ikke
meningen med solidaritet, disse folk var bare riot-turister, som tager hertil
for at få et adrenalinchok og så køre hjem igen.
Jeg forlod baren og gik hele vejen hjem, mens jeg overvejede
min egen rolle under dette ophold, og forholdet til den danske kontekst. Jeg
har lært meget af de venskaber, samtaler og informationer jeg har fået mens jeg
har været her, ikke kun om situationen i Grækenland, men om klassekampen
overalt i verden. Jeg håber ydmygt på, at jeg gennem dette skriveri, kan være
med til at informere læseren derhjemme og ved at dele mine tanker og oplevelser
herfra, være med til at styrke den internationale solidaritet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar