I den tid jeg har været her, har jeg stort set ikke tænkt på
eller set noget samtidskunst, det har jeg simpelthen ikke haft tid til. Kunst
som man oftest møder den, virker endnu mere lammende her end de fleste andre
steder. Det er som om den ikke er i stand til at reagere, og som om den er for
klodset eller for langsom til overhovedet at kunne reflektere over begivenheder
som dem der udspiller sig her. Hvordan repræsenteres den kapitalistiske krise? Og hvad er
kunstens rolle i begivenheder som denne? Det var nogle af de spørgsmål jeg
havde før jeg ankom til Athen, men det er som om de spørgsmål undervejs er
blevet mindre vigtige, som om repræsentations-spørgsmålet indtil videre har måtte
vente lidt, hertil er de daglige kampe alt for vigtige til ikke at deltage i.
Jeg var med til en gennemgang
med studerende på en fotografisk linje, hvor også Raoul viste sine seneste
værker. Niveauet var meget svingende, den ene studerende efter den anden kom op
til læreren som så brugte 5-7
minutter på at give hans mening om billederne. De fleste studerende havde
fotograferet dem selv i forskellige situationer, mens de lavede et eller andet
mystisk. Kun en enkel havde lavet et værk
som berørte den kapitalistiske krise. Hun havde brugt en selv-hjælp bog, med
titlen ”Lykke er et valg”. Bogen kom med 100 bud på hvordan man kunne blive
lykkelig, disse bud havde hun så konsekvent udført og dokumenteret, og værket
blev vist sammen med siderne fra bogen. Raouls værk var ikke særlig interessant,
han havde taget nogle billeder fra forskellige elevatorer, og lavet et portræt
af ’stekien’. Som han også sagde det, så havde han ikke haft tid til at besvare
lærerens opgave ordentlig, der havde simpelthen været for meget gang i den på
gaden til at han kunne producere kunst.
Jeg vil påstå, at der i det græske samfund kan skelnes
mellem en objektiv og en subjektiv side af den kapitalistiske krise. Den
objektive side består for det meste af den kapitalistiske produktionsmåde med
tilhørende kapitalistisk statsmagt. Den subjektive side består mere af
klasseindividernes bevidsthed, deres behov, drømme og oplevelse af livet,
kortere sagt af erfaringen. Det er her, i folks private liv, at den
kapitalistiske krise først og fremmest udfoldes. Det er her den dagligt æder sig
ind i befolkningens sind, og påvirker hverdagene med hidtil uforudsete
problemstillinger. Men midt imellem det objektive og det subjektive, skyder der
sig et ”formidlende” lag ind. Dette formidlende lag vil jeg kalde for offentligheden. Dette lag består af alt
fra de hjemløses råb om hjælp på skilte i det offentlige rum, til de politiske
kanaler som parlamentet, fjernsynet og medierne, for blot at nævne et par
stykker. Og så er der en offentlighedsform som underholdningsindustrien, hvor
reklamer og kultur side om side konkurrerer om befolkningens opmærksomhed, og
hvor kunsten normalt også spiller en mindre rolle.
De billeder der bliver produceret her fra Athen, den
kapitalistiske krises epicenter, er først og fremmest pressebillederne. I
aviser, på internettet og i fjernsynet ser man ofte tre forskellige typer af
repræsentation:
1) Billeder af hjemløse. Disse fremstiller ofte folk fra middelklassen, som inden for den seneste tid er blevet tvunget til at flytte på gaden.
2) Billeder af sammenstød med politiet. Disse fremstiller ofte folk iført gasmasker og sort tøj, hærværk, tåregas og politiet i kampuniformer.
3) Billeder fra politikernes møder. Disse fremstiller ofte seriøse slipsebærende mænd, siddende rundt om borde i mørke kontor-omgivelser.
1) Billeder af hjemløse. Disse fremstiller ofte folk fra middelklassen, som inden for den seneste tid er blevet tvunget til at flytte på gaden.
2) Billeder af sammenstød med politiet. Disse fremstiller ofte folk iført gasmasker og sort tøj, hærværk, tåregas og politiet i kampuniformer.
3) Billeder fra politikernes møder. Disse fremstiller ofte seriøse slipsebærende mænd, siddende rundt om borde i mørke kontor-omgivelser.
Under begivenheder som dem der foregår i Grækenland nu,
bliver den ydre magts brutale og kyniske sider åbenlyse. Politiindgreb mod
fredelige demonstrationer, strejker, blokader, forfølgelse af immigranter og
hjemløse, eksklusionstrusler fra partier og fagforbundene mod aktive medlemmer
osv. er eksempler på skærpelsen af statens og kapitalens voksende repression og
tilpasningspres. Statsmagten og kapitalen har behov for at legitimere sig, for
at genoprette den troværdighed der betyder mere og mere i de her dage. Og her
er medierne i høj grad med til legitimere denne brutale og udemokratiske stat. Klassekrigen
som den udfolder sig her, fortsætter således ind i cirkulationen af billeder,
derfor er det også interessant at kigge på de billeder som demonstranterne er med
til at producere, og måden hvorpå disse internaliseres af demonstranter og
befolkningen.
Den kapitalistiske krise er med andre ord let at få øje på,
hvis det er det man leder efter. Spørgsmålet er så hvad disse billeders
funktion og rolle i den kapitalistiske krise er, og hvordan man kan intervenere
i dette spil. Dette håber jeg stadig jeg kan nå at kigge på mens jeg er
her.
Næsten alle dem som jeg har mødt her har ikke noget forhold
til kunst, ikke fordi de er dårligere uddannet, men fordi det for dem er en
luksusvarer på højde med dyre designer tasker. Kunstscenen i Athen er
forbeholdt de rigere klasser og for så vidt jeg kan forstå er den også meget
konservativ i form. For ikke mere end 3 år siden troede man stadig på at det
økonomiske opsving ville fortsætte. Stenrige kunstsamlere investerede intensivt
i institutioner som Deste Foundation, Gagosian Gallery, Athens Biennale og
ReMap. På samme tid spekulerede de i huse og boliger i bestemte områder, som de
i bedste Richard Florida ånd ønskede at gentrificere og indkassere på. I 2007 hed Athens Biennalen "Destroy Athens", og hovedsponsoren var paradoksalt nok Deutsche Bank. Alt
dette lader i midlertidigt til at være aflyst i dag, og samtidskunst er dermed
fortsat forbeholdt eliten, som under politibeskyttelse kan nyde deres drinks
til ferniseringer i kvarterer jeg endnu ikke har set, men kun hørt om. Det er
ikke sejt og sexet at være kunstner her, og folk ser da også noget overraskede
ud når jeg fortæller hvad jeg laver. Det er fantastisk rart at være i en by
hvor kunsthypen ikke findes, og hvor
folk for en gang skyld er skeptiske overfor det som kunsten er med til at
producere.
En enkel af mine kammerater fra den antagonistiske scene
her, er tilfældigvis studerende på kunstakademiet. Her vil jeg kalde ham Raoul. Han er en ung og vred dreng, men også enorm sød og gæstfri. Raoul er altid
på gaden når der er ballade. I dag ville han vise mig kunstakademiet. Vi mødtes
i Exarchia hvor han bor, og vi kørte sammen ud til hans skole. Kunstakademiet
ligger i en gammel fabrik i udkanten af et af de kvarterer som har gennemgået flere
mislykkede gentrificeringsforsøg. Undervejs så vi smarte kulturinstitutioner
som man kender dem fra Europa, med glas og stål, omgivet af gamle
industribygninger. Raoul fortalte om ReMap, som er en kunstevent der finder sted
hvert år i det industrikvarter kunstakademiet ligger i. Det er et initiativ
startet op af den største boligspekulant i området, Kerameikos Metaxourgeio
Properties, som udstiller samtidskunst i de nedslidte bygninger for at højne
værdien af dem.
Da vi nåede frem til kunstakademiet viste Raoul mig rundt. Der
var graffiti og politiske malerier ud over alt, ligesom de andre
uddannelsesinstitutioner jeg har set her, så lignede dette også et gigantisk
squat. Meget af den kunst jeg så var temmelig konservativt, og bestod mest af
abstrakte og ekspressive malerier og skulpturer i sten. Raoul vidste mig hans
’steki’, som er den politiske gruppe han er en del af på skolen. De har besat
en kæmpe bygning, som tidligere har været en stald af en slags. Her mødes de
når de vil snakke politik og arrangere aktioner eller events. De laver ofte
støttekoncerter for politiske fanger, og deres ’steki’ er kendt ude i byen for
at have et af de fedeste lokaler. Sidste år havde ReMap opsøgt Raoul og hans
’steki’, for at høre om de var interesserede i et ”samarbejde”. ReMap ville
gerne udstille i ’stekien’, men Raoul og hans kammerater svarede at de skulle
skride af helvede til. Da den endelige udstilling startede i andre tomme
bygninger omkring, havde ukendte gerningsmænd stormet ferniseringen, kastet
lort på de fleste kunstværker og uddelt tekster om gentrificeringens
konsekvenser for området.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar