Ankomst

Jeg var godt træt da jeg endelig ankom til Athen. Jeg havde været oppe siden 4 om morgenen og nu var klokken hen ved 17. Da jeg var kommet ud af ankomst terminalen og havde fundet metroen, stod jeg foran billetautomaten og fumlede med en tysk 20 euro-seddel, som jeg havde haft med hjemme fra. Men maskinen ville ikke acceptere den og efter utallige forsøg - først med at glatte den grunddigt ud, så med at vende den om - måtte jeg give op. En ung kvinde som havde ventet på at komme til, spurgte om hun skulle hjælpe. Hun viste mig vej til en billetluge hvor jeg kunne aflevere den tyske 20 euro-seddel til et menneske og få en billet.

Det viste sig hun skulle samme vej som mig, og mens vi ventede på den kolde platform begyndte vi at snakke. Hendes navn var Giota, hun var jurastuderende og havde været i Hamborg for at besøge hendes kæreste. Hun havde boet i Athen i 3 år, oprindeligt kom hun fra en by syd på. Jeg spurgte om hun kunne lide Athen, og til det svarede hun klart nej! Athen, var ifølge hende, alt for deprimerende, stor og tætbefolket. Hun glædede sig til hendes studier var færdige så hun kunne tage herfra igen.

Undervejs i den lange togtur ind til centrum, snakkede vi videre om Athen, Hamborg og København, mens et betagende landskab af bjerge farede forbi. Jeg fortalte hende at jeg var billedkunstner, og var taget hertil uden noget konkret projekt, jeg ville bare gerne møde nogle mennesker og opleve hverdagen i det land, som den vestlige verdens øjne hviler på, ikke mindst de finansielle. Hun grinte og sagde, at det var da en god start, jeg havde jo allerede mødt hende. Jeg var enig. Hun sagde at athenerne ikke lod sig kure af krisen, mens hun pegede på et område på kortet, der skulle jeg tage hen, der var altid fest og gang i den, der var der ingen krise. Inden hun skulle af, advarede hun mig gentagne gange mod lommetyve, jeg måtte ikke bære min taske på ryggen, den skulle enten være i hånden eller foran på brystet. Hun stod af og vinkede fra platformen mens toget jeg sad i forsvandt i tunnelen.

Jeg stod af på Akropolis Metro station, ved foden af den old-gamle ruin, som dengang var en by i byen, og vist nok fungerede som en slags ’gated community’ for de rige Athenere. Akropolis betyder ’Højeste By’, og har uden tvivl været et effektivt forsvarssystem. Ned af bakken fra stationen og til højre, fandt jeg lejligheden jeg skulle bo i. Lejligheden som er ejet af Det Danske Institut i Athen, ligger i en beboelses-ejendom på 4. Sal, og fra min balkon kan jeg kigge op på Grækenlands største turistattraktion. Jeg smed mine tasker og gik hurtigt ud igen, jeg ville gerne lige nå at se lidt af kvarteret inden det blev mørkt.

Kvarteret virker rart, her er gaderne ikke særlig store og man kan se at det er almindelige mennesker der bor her, nok en smule mere velstillede end de fleste. Det blev hurtigt mørkt og jeg havde ingen idé om hvor jeg gik, så jeg prøvede nøje at huske de hjørner jeg var gået rundt om. Det blev en længere gåtur og undervejs kiggede jeg på huse, butikker, et par restauranter, en sex-shop, kontorer og utallige garager for motorcykler. Mange steder så jeg store åbne og halvtomme kontorer som lå ud til gaden. I flere af disse, sad der mænd i jakkesæt bagerst af lokalet, under en enkel lampes skær og lavede regnskab. Et enkelt sted sad en mand i sit overtøj og trykkede på en lommeregner, uden nogen papirer omkring sig. Jeg lagde også mærke til, at der var temmelig meget politi på gaden; på hjørner, i biler, på motorcykler og her og der i små skudsikre båse. Jeg fandt et supermarked og købte et styk fryselasagne og en pose chips, dejligt sund aftensmad, det blev 6 €! Jeg fandt min vej tilbage efter et stykke tid, spiste og gik ud som et lys.