Første gåtur i dagslys

Siden 2008, hvor en politimand skød og dræbte en 15-årig dreng og Athens gader stod i flammer, har jeg fulgt udviklingen i Grækenland nøje. Dagligt har jeg klikket ind på youtube, græske og internationale medier, samt uafhængige nyhedssites. Hertil kan nævnes www.occupiedlondon.org/blog, http://en.contrainfo.espiv.net/ og http://athens.indymedia.org. Jeg har læst bøger, manifester, analyser, opsøgt folk og snakket med venner, alt sammen i et forsøg på at forstå hvad det er der sker.

Nu sidder jeg altså her selv, men kan alligevel ikke lade være med at klikke ind på nettet, mens jeg drikker min morgenkaffe. I dag på forsiden af www.athensnews.gr, står der: ”Homeless Crisis Leads To Building Occupation, Arrests Reported”. Og artiklen fortæller om hvordan aktivister og hjemløse over natten har forsøgt at besætte en tom tilbygning til et kunst- og kulturcenter i det centrale Athen. Riot politi var hurtig på pletten og havde ryddet stedet og anholdt 15 for ulovlig indtrængning og ulovlig forbrug af el. Senere på dagen var det kommet til sammenstød mellem politi og hjemløse, og en spontan demo blev arrangeret, men hurtigt stoppet igen.

Antallet af hjemløse i Athen, er indenfor den seneste tid eksploderet til over 20.000 mennesker. Man ser dem overalt; i forskellige tilstande, under forskellige forhold, og antallet vokser. Det er vinter i Grækenland og nogen steder er temperaturerne nået under frysepunktet, alligevel gør regeringen meget lidt for at hjælpe de hjemløse, og mon ikke der er nogen af dem der har måtte give op og lade livet. Det er uhyggeligt at tænke på, mens man går rundt i gaderne, hvor der ikke er meget offentligt rum, men i stedet politi overalt.

Jeg havde en aftale med en ven, som jeg havde mødt til et seminar om finanskrisen i Folkets Hus på Nørrebro, helt tilbage i 2008. Hun hedder Emma og underviser i engelsk og tysk, både privat og i en forstad til Athen. Vi skulle mødes i centrum, så jeg tegnede et kort, for på den måde at huske hvilken vej jeg skulle. Undervejs, kunne jeg genkende flere af de steder, jeg havde set i videoer på nettet. Der var Amalias, den store trafikerede vej, som så åbenbart førte op til Syntagma pladsen. 

Syntagma er hjertet af byen, her ligger parlamentet side om side med store hoteller og dyre butikker. Denne plads er nærmest mytisk for mig, idet at den har været scene til den store folkelige belejring i forbindelse med Direct Democracy bevægelsen, og ikke mindst de utallige af demonstrationer og voldelige sammenstød, som alle er blevet transmitteret live på nettet. Senest under den to-dage store generalstrejke, som endte med at det stalinistiske parti PAME vendte sig om mod de resterende demonstranter, og på den måde fik forsvaret både parlamentet og politiet. Dette førte til voldsomme kampe mellem stalinister og øvrige demonstranter, i mens så politiet blot på. Mange mener, at dette var med til at forpurre den massive modstand mod regeringen og i sidste ende reddede den fra at gå af.

Da jeg først trådte ind i udkanten af pladsen, var det som om der var noget galt, og jeg blev et kort øjeblik i tvivl om det nu var Syntagma jeg stod på. Det var noget med proportionerne. Fra de videoer jeg havde set på nettet, havde jeg fået den opfattelse at pladsen var aflang og meget større. Mens parlamentet ganske rigtigt ligger højt placeret, var pladsen nedenfor nu meget mindre, og slet ikke aflang, men snarere kvadratisk. Dette fik mig til at tænke på linsen som sidder på det kamera, som altid er monteret på et tag til venstre fra parlamentet, og jeg gik over for at se om jeg kunne finde det, men uden held.

Jeg havde travlt nu, og småløb mod stedet hvor jeg skulle mødes med Emma. Dette viste sig at være lige uden foran den bygning som de hjemløse havde forsøgt at besætte over natten. Der var ikke et spor af nogen besættelse nu, i stedet stod en meget fuld mand og råbte så hele pladsen rungede. Emma trak på skuldrene og førte an mod Exarchia som hun gerne ville vise mig.

Exarchia er en bydel tæt på centrum, her er der studerende, immigranter, græske familier fra forskellige indkomst-lag, løse hunde og så en hel masse restauranter, caféer, barer og butikker, altsammen tværet ind i maling og politiske budskaber. Det er også den del af byen hvor politiet ikke er så velkommen, og hvor den antagonistiske scene har tilhørssted. En bydel med mere offentligt rum og en afslappet atmosfære, men på samme tid intens energi. Helt sikkert et sted jeg vil bruge meget af min tid i, mens jeg er her.

Emma taler hurtigt og meget godt engelsk, så det er bare med at følge med. Hun viste mig stedet, hvor den 15-årige dreng tilbage i 2008 var blevet dræbt af en kugle i brystet, affyret direkte af en politimand på 10 meters afstand. Hun viste mig stedet hvor politimanden havde stået, hævede armen for at vise vinklen og 10 meter længere væk, hvordan drengen havde faldet om og var død på stedet. Der var opsat en mindeplade til ære for drengen og det var tydeligt, ikke kun på Marina, men overalt i kvarteret hvordan dette mord aldrig vil blive glemt og tilgivet. 

Emma viste mig også ”Hippieparken”, som hun og hendes venner kalder den. Dette er en gammel parkeringsplads som anarkister har besat, gravet asfalten op på og omdannet til en have. Emma og hendes venner kalder den Hippiepladsen, fordi den i dag mest bliver brugt af hippier som ryger pot, spiller på trommer og leger med hakki sack. Indimellem når der udbryder kampe mellem anarkister og politiet, stormer politiet  haven og slå løs på enhver som befinder sig der, oftest går det ud over hippierne.

Emma fortalte om forskellige slag med politiet som om det var en hverdags-ting, om fraktioner indenfor anarkisterne og på venstrefløjen, om forskellige grupperinger der bekrigede hinanden og om hvordan nogen politiske grupperinger var blandet sammen med mafiaen og forskellige supportgrupper indenfor fodbold. Der var meget information, og der var meget at kigge på. Vi endte på Polytechnic, et kæmpemæssigt universitet som også har haft en vigtig rolle på den politiske scene. Her mødte vi en gruppe som sad og solgte forskellige politiske pamfletter, og Emma fortalte om hvordan den antagonistiske bevægelse altid havde brugt universitetet til at holde møder i, også selvom ingen af dem var studerende der.

Emma tog på arbejde og jeg dinglede rundt i de næste på timer på må og få, inden jeg tog hjem og fik mig en lur.