Billedproduktion

I den tid jeg har været her, har jeg stort set ikke tænkt på eller set noget samtidskunst, det har jeg simpelthen ikke haft tid til. Kunst som man oftest møder den, virker endnu mere lammende her end de fleste andre steder. Det er som om den ikke er i stand til at reagere, og som om den er for klodset eller for langsom til overhovedet at kunne reflektere over begivenheder som dem der udspiller sig her. Hvordan repræsenteres den kapitalistiske krise? Og hvad er kunstens rolle i begivenheder som denne? Det var nogle af de spørgsmål jeg havde før jeg ankom til Athen, men det er som om de spørgsmål undervejs er blevet mindre vigtige, som om repræsentations-spørgsmålet indtil videre har måtte vente lidt, hertil er de daglige kampe alt for vigtige til ikke at deltage i.

Jeg vil påstå, at der i det græske samfund kan skelnes mellem en objektiv og en subjektiv side af den kapitalistiske krise. Den objektive side består for det meste af den kapitalistiske produktionsmåde med tilhørende kapitalistisk statsmagt. Den subjektive side består mere af klasseindividernes bevidsthed, deres behov, drømme og oplevelse af livet, kortere sagt af erfaringen. Det er her, i folks private liv, at den kapitalistiske krise først og fremmest udfoldes. Det er her den dagligt æder sig ind i befolkningens sind, og påvirker hverdagene med hidtil uforudsete problemstillinger. Men midt imellem det objektive og det subjektive, skyder der sig et ”formidlende” lag ind. Dette formidlende lag vil jeg kalde for offentligheden. Dette lag består af alt fra de hjemløses råb om hjælp på skilte i det offentlige rum, til de politiske kanaler som parlamentet, fjernsynet og medierne, for blot at nævne et par stykker. Og så er der en offentlighedsform som underholdningsindustrien, hvor reklamer og kultur side om side konkurrerer om befolkningens opmærksomhed, og hvor kunsten normalt også spiller en mindre rolle.

De billeder der bliver produceret her fra Athen, den kapitalistiske krises epicenter, er først og fremmest pressebillederne. I aviser, på internettet og i fjernsynet ser man ofte tre forskellige typer af repræsentation:
1) Billeder af hjemløse. Disse fremstiller ofte folk fra middelklassen, som inden for den seneste tid er blevet tvunget til at flytte på gaden.
2) Billeder af sammenstød med politiet. Disse fremstiller ofte folk iført gasmasker og sort tøj, hærværk, tåregas og politiet i kampuniformer.
3) Billeder fra politikernes møder. Disse fremstiller ofte seriøse slipsebærende mænd, siddende rundt om borde i mørke kontor-omgivelser.  

Under begivenheder som dem der foregår i Grækenland nu, bliver den ydre magts brutale og kyniske sider åbenlyse. Politiindgreb mod fredelige demonstrationer, strejker, blokader, forfølgelse af immigranter og hjemløse, eksklusionstrusler fra partier og fagforbundene mod aktive medlemmer osv. er eksempler på skærpelsen af statens og kapitalens voksende repression og tilpasningspres. Statsmagten og kapitalen har behov for at legitimere sig, for at genoprette den troværdighed der betyder mere og mere i de her dage. Og her er medierne i høj grad med til legitimere denne brutale og udemokratiske stat. Klassekrigen som den udfolder sig her, fortsætter således ind i cirkulationen af billeder, derfor er det også interessant at kigge på de billeder som demonstranterne er med til at producere, og måden hvorpå disse internaliseres af demonstranter og befolkningen.

Den kapitalistiske krise er med andre ord let at få øje på, hvis det er det man leder efter. Spørgsmålet er så hvad disse billeders funktion og rolle i den kapitalistiske krise er, og hvordan man kan intervenere i dette spil. Dette håber jeg stadig jeg kan nå at kigge på mens jeg er her.   

Næsten alle dem som jeg har mødt her har ikke noget forhold til kunst, ikke fordi de er dårligere uddannet, men fordi det for dem er en luksusvarer på højde med dyre designer tasker. Kunstscenen i Athen er forbeholdt de rigere klasser og for så vidt jeg kan forstå er den også meget konservativ i form. For ikke mere end 3 år siden troede man stadig på at det økonomiske opsving ville fortsætte. Stenrige kunstsamlere investerede intensivt i institutioner som Deste Foundation, Gagosian Gallery, Athens Biennale og ReMap. På samme tid spekulerede de i huse og boliger i bestemte områder, som de i bedste Richard Florida ånd ønskede at gentrificere og indkassere på. I 2007 hed Athens Biennalen "Destroy Athens", og hovedsponsoren var paradoksalt nok Deutsche Bank. Alt dette lader i midlertidigt til at være aflyst i dag, og samtidskunst er dermed fortsat forbeholdt eliten, som under politibeskyttelse kan nyde deres drinks til ferniseringer i kvarterer jeg endnu ikke har set, men kun hørt om. Det er ikke sejt og sexet at være kunstner her, og folk ser da også noget overraskede ud når jeg fortæller hvad jeg laver. Det er fantastisk rart at være i en by hvor kunsthypen ikke findes, og hvor folk for en gang skyld er skeptiske overfor det som kunsten er med til at producere.

En enkel af mine kammerater fra den antagonistiske scene her, er tilfældigvis studerende på kunstakademiet. Her vil jeg kalde ham Raoul. Han er en ung og vred dreng, men også enorm sød og gæstfri. Raoul er altid på gaden når der er ballade. I dag ville han vise mig kunstakademiet. Vi mødtes i Exarchia hvor han bor, og vi kørte sammen ud til hans skole. Kunstakademiet ligger i en gammel fabrik i udkanten af et af de kvarterer som har gennemgået flere mislykkede gentrificeringsforsøg. Undervejs så vi smarte kulturinstitutioner som man kender dem fra Europa, med glas og stål, omgivet af gamle industribygninger. Raoul fortalte om ReMap, som er en kunstevent der finder sted hvert år i det industrikvarter kunstakademiet ligger i. Det er et initiativ startet op af den største boligspekulant i området, Kerameikos Metaxourgeio Properties, som udstiller samtidskunst i de nedslidte bygninger for at højne værdien af dem.

Da vi nåede frem til kunstakademiet viste Raoul mig rundt. Der var graffiti og politiske malerier ud over alt, ligesom de andre uddannelsesinstitutioner jeg har set her, så lignede dette også et gigantisk squat. Meget af den kunst jeg så var temmelig konservativt, og bestod mest af abstrakte og ekspressive malerier og skulpturer i sten. Raoul vidste mig hans ’steki’, som er den politiske gruppe han er en del af på skolen. De har besat en kæmpe bygning, som tidligere har været en stald af en slags. Her mødes de når de vil snakke politik og arrangere aktioner eller events. De laver ofte støttekoncerter for politiske fanger, og deres ’steki’ er kendt ude i byen for at have et af de fedeste lokaler. Sidste år havde ReMap opsøgt Raoul og hans ’steki’, for at høre om de var interesserede i et ”samarbejde”. ReMap ville gerne udstille i ’stekien’, men Raoul og hans kammerater svarede at de skulle skride af helvede til. Da den endelige udstilling startede i andre tomme bygninger omkring, havde ukendte gerningsmænd stormet ferniseringen, kastet lort på de fleste kunstværker og uddelt tekster om gentrificeringens konsekvenser for området.

Jeg var med til en gennemgang med studerende på en fotografisk linje, hvor også Raoul viste sine seneste værker. Niveauet var meget svingende, den ene studerende efter den anden kom op til  læreren som så brugte 5-7 minutter på at give hans mening om billederne. De fleste studerende havde fotograferet dem selv i forskellige situationer, mens de lavede et eller andet mystisk. Kun en enkel havde lavet et værk som berørte den kapitalistiske krise. Hun havde brugt en selv-hjælp bog, med titlen ”Lykke er et valg”. Bogen kom med 100 bud på hvordan man kunne blive lykkelig, disse bud havde hun så konsekvent udført og dokumenteret, og værket blev vist sammen med siderne fra bogen. Raouls værk var ikke særlig interessant, han havde taget nogle billeder fra forskellige elevatorer, og lavet et portræt af ’stekien’. Som han også sagde det, så havde han ikke haft tid til at besvare lærerens opgave ordentlig, der havde simpelthen været for meget gang i den på gaden til at han kunne producere kunst.