Til anarkistisk demo

I dag var der indkaldt til demonstration og jeg mødtes med Emma på Monastiraki pladsen kl. 12. Dette var kun en anarkistisk demonstration, hvilket sker ret sjældent, normalt er anarkisterne med i alle de andre store demonstrationer som ofte tæller op mod 100.000 mennesker, men det er for farligt at være i en anarkistisk blok hvis man er under 1000. Emma havde virket lidt nervøs i telefonen da jeg snakkede med hende, der var ingen der vidste hvor mange der ville dukke op og hvordan politiet ville reagere, så hun foreslog at jeg ikke skulle tage sort tøj på, men i stedet ligne en ’good boy’. Jeg gjorde hvad jeg kunne og tog en lys skjorte på. Da jeg nåede pladsen var der allerede hundredvis af mennesker samlet, selvom jeg havde fået fortalt at folk først plejer at dukke op 1,5 time senere end indkaldelsen, og alle var klædt i sort! Pludselig følte jeg mig lidt udenfor. Men heldigvis havde jeg taget en ekstra bluse med, den var sort og jeg skiftede hurtigt om.

De folk jeg har mødt og talt med, har alle fortalt om de forskellige fraktioner på venstrefløjen og indenfor det anarkistiske miljø. Der er uenigheder om stort set alt; brugen af vold, aktionsformer, forholdet til partier, til migranter og til ordlyden af de politiske slogans der står overalt. Her er de anarkister, så der er naturligvis en hel del de kan enes om, men alligevel lader det til at de små forskelle betyder meget. Derfor var denne demonstration også vigtig, idet at den for første gang i lang tid samlede hele det anarkistiske miljø, på trods af uenigheder. Parolerne fra 3 forskellige grupperinger lød ved indkaldelsen til demonstrationen således: 

”Ingen tolerance – Ingen konsensus til undtagelses-regimet indsat af de lokale og globale økonomiske og politiske bosser. For den sociale klassekamp, for et samfund med social lighed, solidaritet og frihed!”

”Konsensus eller statsbankerot, de har erklæret en krig imod os og de beder os om at forblive rolige!”

”Imod den vanvittige undertrykkelse, elendighed, frygt, racisme, sociale kannibalisme og intensive repression, ført frem af lammende angreb fra staten, bosserne og de transnationale suverænitets mekanismer. Vi skal reagere med socialt og klassemæssig solidaritet på arbejdspladserne, i kvarterene og på gaden. Foran den institutionelle arrogance, undtagelsestilstanden og afpresnings dilemmaet: ’konsensus eller bankerot’, skal vi tilføre det virkelige dilemma nedefra: ’Kapitalisme eller revolution’. Selvorganiserede, ukontrollerede og radikale kampe. Social klassekamp for et samfund med frihed, lighed og solidaritet. For et samfund uden undertrykkelse af mennesker mod mennesker!”

Imens kom der flere og flere sortklædte, og pladsen var nu fyldt til bristepunktet. Præcis kl. 13.30 gik demoen i gang og nu var vi vel nok omkring 4000-5000 mennesker. Overalt i sidegaderne vrimlede det med politi med skjolde og tåregasmasker. De kom aldrig helt tæt på, men man kunne se dem stikke hovederne frem fra alle parallelgaderne når vi passerede. På alle sider af demoen gik der anarkister med hjelme, tåregasmasker og tykke kæbe. De var der for at forsvare demonstrationen og var nødvendige, sagde Emma. Flere af de folk jeg havde snakket med inden, regnede ikke med at det ville komme til sammenstød med politiet, vi var for få og det ville være alt for farligt at starte et angreb på politiet eller regerings-bygningerne. Der var både helt unge folk og ældre, enkelte forældre med børn og et par løse hunde. Når anarkisterne indkalder til demonstration spørger de ikke om lov, de sætter plakater op overalt uden forinden og overtager gaderne mens de går. Der var en intens stemning de første 30 minutter, alle folk skulle lige se situationen an, undervejs slappede folk dog mere af. Politiet holdt sig væk, med hele verdens øjne rettede mod Grækenland er riots og uro, ikke hvad systemet har brug for.    

Igen og igen lød der kampråb, som gjaldede højt mellem bygningerne i de tætte gader. Undervejs blev der uddelt flyers og pamfletter, malet politiske budskaber på murene og et par gange så jeg det græske flag blive flået ned fra flagstænger og brændt. Indimellem så jeg forbipasserende stoppe op og klappe, heriblandt en gruppe på 3 ældre damer som stod helt ud til vejen med hævede knytnæver, i solidaritet med anarkisterne. Flere forbipasserende begyndte også spontant at gå med demonstrationen. Imens lød kampråbene taktfast:

”Staten og IMF laver nye foranstaltninger; opsæt barrikader og kast sten!”

”Fascister og bosserne ned i kloakken; længe leve det globale proletariat!”

”Politiet er ikke arbejdernes børn, de er bossernes vagthunde; og selv hvis de er arbejdernes børn, er de bossernes vagthunde!”

”Hverken fascisme eller demokrati; ned med det statiske, længe leve anarki!”

”Solidaritet er folkets våben; krig imod bossernes krig!”

”Politi på hver et hjørne, Juntaen sluttede ikke i 1973”

”Folket, I sulter; hvorfor knæler I foran dem? Folket, I sulter; hvorfor hænger I dem ikke?”

”Sejr til metalarbejdernes kamp; krig mod bossernes krig!”

”Brænd, brænd, horehuset de kalder parlamentet!”

”Arbejdstimerne er malet med blod; det er på tide at se bankerne brænde!”

”En anden krig er mulig; en klasse-, en social-, en anti-stats krig!”

”Politi, svin, mordere!”

”Terrorisme er lønslaveri; ingen fred med bosserne!”

”Terrorisme er arbejdstyraniet; ingen fred med bosserne!”

”Fremad folk, det er nu eller aldrig!”

Demonstrationen nåede Syntagma pladsen hvor parlamentet ligger, og det er præcis på denne strækning at der ofte udbryder kampe med politiet, som står i hobetal foran parlamentet og de dyre hoteller. Her var der igen en meget anspændt stemning, men folk forblev rolige, og nøjedes med at råbe efter politiet, som selv forblev tilbagetrukket. Demonstrationen passerede langsomt bygningen, mens almindelige folk på vej til og fra arbejde eller shopping, stoppede op og fulgte med. Det var tydeligt at dette ikke var noget ualmindeligt syn for de forbipasserende. På dette tidspunkt var alle maskerede, jeg fik uddelt en støvmaske, der kunne beskytte mit ansigt for det værste tåregas og noget creme til at smøre i øjne og næse.

Tåregassen kom aldrig denne gang, i stedet gik vi videre og endte ved Propylaea, lige i udkanten af Exarchia. Her blev demonstrationen opløst og folk stod bagefter rundt omkring i grupper og diskuterede dagens manifestation. Ud fra det jeg fik oversat af Emma og hendes venner, var der bred enighed om at det var godt at det ikke var kommet til kampe med politiet. De var mange flere end os, og de ville have slagtet os, som de sagde det. Men flere savnede et egentlig budskab eller et mål, demonstrationen havde mere karakter af en kammeratlig samling end en egentlig protest. Og folk var skuffede over de meget få pauser mellem kampråbene, som i mine ører ellers havde lydt mere eller mindre konstant. Pauserne, var for dem et tegn på bevægelsens manglende evne til at modstå de hårde angreb fra staten i disse dage. For nogen var det vigtigt at stå sammen og se at man kunne samle så mange anarkister med forskellige positioner, andre var bitre og frustrerede og gik derfra med en følelse af afmagt.

Jeg var først og fremmest overrasket over den store samling af udelukkende militante anarkister, dette var noget jeg aldrig før havde set. Og så slog det mig hvor meget folk faktisk respekterede hinanden og tog varer på hinanden, alle var enige om kodekset og fulgte det hele vejen, der var ikke en eneste lille sten kastet mod politiet eller officielle bygninger. Dette var i sig selv et stærkt budskab, syntes jeg. Demonstrationen havde gået i over to timer gennem det centrale Athen, og vist hinanden og samfundet at de stadig findes og at de langt fra er tilfredse.

De fleste tog i Exarchia bagefter, hvor gader og pladser blev fulgt med sortklædte. Og mens folk begyndte at drikke kaffe og øl, kom nyheden om at en gruppe på 60 anarkister netop havde angrebet den såkaldte Præsident for Demokratiets bolig med sten og slangebøsser. De havde smadret vinduer, et vagtskur og flere officielle biler, samt kastet flyers med solidaritets-erklæringer for fængslede kammerater. De blev alle jagtet gennem kvarterets gader af politiets særlige motorcykelenhed, DELTA, som brugte flash granades og tåregas for at stoppe gruppen, men alle slap succesfuldt væk.

I Exarchia blev der skålet, sunget og råbt i mange timer frem.