Lørdags-hæng-ud

En af mine gode kammerater hedder Karl, han er uddannet akustisk ingeniør og er en del af et anerkendt teorikollektiv med mange år på bagen. Deres kollektiv er kendt ude i verden, for at bidrage med gode og usædvanlig skarpe analyser, baseret på empiri og aktiv deltagelse i sociale kampe. Denne kombination af teori og praksis er noget som jeg har mødt meget af her, måden hvorpå folk tager sagen i egne hænder og udvikler en politisk og aktivistisk kritik af samfundet, er i mine øjne helt unikt. Karl er ligesom så mange andre her, yderst belæst, og er typen der ved noget om alt; ekspert i eksperimental improvisations musik, i Situationisterne, i Marx, i bypolitik, i arbejdsforhold, i autonomia og så videre og så videre. Desuden er Karl søn af en forelægger, og en manisk samler af alt der er trykt, forhåbentligt når jeg hjem forbi ham for at bladre og kigge på bøger, inden jeg tager af sted. Meget af den viden jeg har fået mens jeg har været her, stammer fra Karl og hans analyser af forholdene, det gælder altså om at lytte godt efter når Karl åbner munden og beriger ethvert selskab med sin viden og venlige personlighed.

I dag havde Karl inviteret mig på lørdags-hæng-ud. Vi mødtes i centrum og gik derefter på en café, hvor hans kæreste og to barndomsvenner også sad. Det er også nogle meget søde mennesker; den ene er læge, den anden ansat i en bank i Geneve, og selvom de er godt uddannet og har gode jobs, er de alligevel også benhårde modstandere af regimet og nikker enigt hver gang Karl fortæller om den ene eller anden gadekamp. Karl fortalte i dag om meget forskelligt, det er som om hans måde at snakke på ofte fletter 3-4 forskellige samtaler sammen, jeg skal forsøge at gengive noget af samtalerne her.

Jo, Karl og jeg snakkede en del om værnepligten. Dette er uden tvivl noget der gennemsyrer hele samfundet, eftersom alle mænd skal tilbringe mindst et år i militæret. Mange vælger at få det overstået efter gymnasiet, men det er også muligt at gøre efter en Master eller Phd. Karl og flere andre af mine kammerater ”valgte” at tilbringe et år som soldat, efter de havde taget en uddannelse. Som de siger det, så er det lettere ikke at blive hjernevasket når man først har en uddannelse. Det er også muligt ikke at komme i militæret, men så skal man blive erklæret sindssyg, gå igennem et helvedes bureaukrati, hvor også ens forældre skal skrive under på at man ikke er normal. De fleste vælger derfor at sluge det råt og få det overstået, men det er ikke for sjovt. Ofte bliver man sendt til områder med en form for lav konflikt, det kan være på Cypern eller i grænseområdet til Albanien og Makedonien. Her er man tvunget til at være sammen med op mod 200 andre mænd, og bliver konstant udsat for hårdt psykologisk pres. Ofte sover man som soldat ikke mere end 3 timer af gangen og maden der bliver serveret er stort set uspiselig. Det er strafbart at være politisk engageret, man skal melde sig ud af partier, fagforeninger og eventuelle interessegrupper i det år man er aktiv i militæret. Det er også strafbart overhovedet at diskutere politik, læse om politik eller læse aviser, for den sags skyld. Jeg forestiller mig at det i sig selv, var svært for mine mange engagerede kammerater her at overholde. De siger alle sammen, at de fleste af de værnepligtige er højreorienterede og små-racistiske, og at de slipper af sted med at ytre sig politisk i forsvaret for landet. Som anarkist eller venstreorienteret skal man altså lytte til rigtig meget lort igennem et helt år. Og hvis de andre finder ud af at man ikke er enig i deres analyser, eller hvis de finder ud af at man læser noget som helst litteratur, så starter en hadsk mobning som Karl endnu ikke har glemt.

Den årelange konflikt med Tyrkiet, bliver igen og igen brugt som legitimering af den påkrævede værnepligt, samt de astronomiske summer der går til militæret. Men hæren fungerer altså også som en opdragelsesanstalt, hvor staten via militæret disciplinerer en stor del af befolkningen, og til en vis grad er med til at passificere den.

Jeg var ikke helt klar over hvad dagens program bestod af, jeg fulgte bare med. Vi forlod caféen og hoppede ind i en bil der stod parkeret ikke langt derfra. Der blev skruet godt op for noget soulmusik fra 60’erne og vi kørte mod Piraeus, som er en forstad der ligger ud til vandet. Undervejs så vi havnen, hvor alle færgerne til de græske øer afgår fra. Vi så også lystbådshavnen, der består af et aflukket havnebassin, udelukkende for stenrige mennesker med den ene kæmpe yacht efter den anden, det var et temmelig absurd syn. Vi parkerede bilen og gik en lang tur langs vandet. Det var vidunderligt at se ud over havet, som fortsatte så langt man kunne se, kun afbrudt af et par små-øer her og der i horisonten. Piraeus var engang en by for sig selv, men er i dag vokset sammen med Athen og kan være svær at adskille geografisk og visuel. Alligevel er der en stærk arbejder-klasse her, hvor især fiskere og havnearbejdere i mange år har kæmpet for deres rettigheder. Desværre ser man i dag meget arbejdsløshed på gaden, mange butikker er lukkede og store tomme fabrikker og varehuse rundt omkring, ligger tomme og ubrugte hen. Men på en sommerdag som i dag, så det hele nu meget yndigt ud; solen stod højt på en blå himmel og vandet var turqouise, der var mange kærestepar og familier ude at gå, folk slappede af i solen og spiste is på molerne.

Efter et stykke tid, fandt vi en meget fin lille restaurant, som lå ud til vandet og Karl inviterede selskabet derover. Karls kæreste bestilte maden, og lidt efter kom den ene fantastiske ret efter den anden. Vi fik rejer stegt i hvidløgs-olie, stegte blæksprutte-stykker, små grillede sardiner, græsk tomat soldat, bønnepostej, kartofler og salat. Vi drak raki, rødvin og en enkel øl og vi blev siddende i flere timer mens solen langsomt gik ned, det var vidunderligt!

Efter den overdådige middag slæbte vi os hen af gaden mod bilen, og Karl pegede over på den nyeste del af havnen, som sidste år var blevet solgt til et kinesisk firma. Det kinesiske firma, som har bygget flere kæmpestore kraner, der med deres nymalede røde farve står som et monument over udviklingen på Piraeus industrihavn, har overtaget det meste af den logistiske håndtering af varer, og overholder ingen af de rettigheder som den kommunistiske fagforening for industrielle havnearbejdere har tilkæmpet sig. Det er tydeligt når man går rundt i Piraeus, at noget drastisk har ændret sig. Her i byen fandtes der engang store og velfungerende shippingfirmaer og Piraeus var indtil for nylig den vigtigste havn i det østlige middelhavsområde. I dag er der som sagt mange tomme huse og fabrikker, og meget af den infrastruktur der blev bygget op til de Olympiske Lege i 2004, er allerede godt på vej i forfald og minder de forbipasserende om den store økonomiske fadæse, landet blev udsat for tilbage i 04.

Overalt i de små gader væk fra havnen, kunne man lugte og se at folk fyrede med brænde. Dette var noget nyt ifølge Karl, han mente det var fordi folk ikke længere havde råd til petroleummen som normalt bliver brugt til central opvarmning. Som boligejer eller lejer, har man ret til at nægte at modtage varme for bygningens centrale varmekilde. Det vil betyder i realiteten at hvis et hushold ikke har råd til at betale for varmen, så bliver varmen lukket i alle lejlighederne. Jeg har derfor været i flere lejligheder hvor folk enten havde varmeapparater, varmeblæsere eller altså fyrede op med brænde. Denne udvikling, sagde Karl og hans ven som er læge, kan få store sundhedsmæssige konsekvenser for byens borgere, der med befolkningstætheden og de giftige partikler i soden, kunne risikere at blive syge. Jeg syntes ikke lugten i gaderne var ikke grim, jeg er selv vokset op med brændeovn og finder det en smule romantisk, men hvis mange flere huse bliver nød til at fyre op på denne måde, så kan jeg godt se at der er en vis sundhedsrisiko inkluderet. Karl mindede om Engells beskrivelser af det industrielle Manchester tilbage i 1844, og drog paralleller til nutidens arbejdere.  

Vi fandt bilen, klemte os sammen og kørte ind til Athen centrum igen. Ikke helt overraskende endte vi på en bar i Exarchia og snakken fortsatte. Hver gang jeg slynger spørgsmål ud, så har Karl svaret på det, og kan yderligere supplere med de nyeste tal, for således at styrke analysen. Karl har også boet i København i et par år, før han skulle i militæret, og det vidste sig at vi kender flere af de samme folk. Kort sagt, så er der meget at snakke om, så meget at jeg ikke kan få det med her, det må læseren få lejlighed til en anden gang.

På vej hjem gennem Exarchia, lagde Karl igen mærke til at der er færre og færre folk ude om aftenen. Ifølge danske forhold syntes jeg der er mange mennesker ude, men Karl er ikke den eneste der har bemærket det. Ifølge alle mine kammerater her, så er der mange barer der er lukkede, og folk går ikke lige så meget ud som de plejer. Enten fordi folk er på ferie, eller fordi de er flyttet eller også har de bare ikke længere råd. I aften var der igen mange halv-tomme barer i Exarchia og gaderne var på trods af den lune aften, ikke fyldt med mennesker, det bekymrer flere af mine kammerater. Karl foreslog at jeg skulle skrive noget om de tomme barer, for ham var det endnu et tydeligt tegn på krisen.