Det Polytekniske Universitet

Silvia som er på vej til London for at skrive en Phd. om noget med noget nanoteknologi, og som jeg havde mødt til en Marx-læsegruppe i Scaramaga, havde lovet at vise mig det gigantiske Polytekniske universitet, som ligger oppe i bjergene, i udkanten af byen. Universitetet er tegnet og planlagt under militærjuntaen i 1970’erne, men blev først opført i 80’erne. Det var militærjuntaens ønske at placere universitetet udenfor byen, således at de revolutionære studerende ikke opholdte sig i centrum, tæt på parlamentet og regeringskontorerne. Kvarteret som det store Polytekniske universitet blev bygget i, bestod dengang primært af en kæmpe militærbase, samt landets største politiskole. Desuden ligger riot-politiets hovedkontor klods op af universitetets mure, og op til flere gange er det kommet til sammenstød på grænsen af universitetsgrunden.

Transporten til og fra universitetet er elendig; vi skulle først med en metro, så en bus og så gå et stykke, før vi ankom til universitetets port. Silvia fortalte hvor umuligt det var om morgenen, hvor tusindvis af studerende alle sammen skulle den samme vej, og busserne var propfyldte. Jeg var glad for at vi ikke var taget af sted om morgnen, og at det ikke var sommer og 50 grader varmt i bussen. Vi gik ind gennem en stor port og nu kunne jeg se bygningerne, som strakte sig op af bjerget med udsigt ind over byen. Det er ved gud noget af det grimmeste byggeri jeg har set i mit liv, mage til deprimerende og uinspirerende arkitektur skal man lede længe efter. Bygningerne som lå placeret en efter en, var bygget i cement med små firkantede vinduer og ind imellem lå der store uduelige fællesarealer med overgroet asfalt. Al infrastrukturen lignede noget fra en amerikansk militærbase, det var holdt i armygrønt eller gråt, mens samtlige installationer var malet gule, overalt var der høje kantstene og cementbænke, kun graffitien og de politiske malerier gav dette sted et strejf af menneskelig kontakt.

Dette er landets største og mest prestigefyldte universitet, som hvert år uddanner flere tusinde studerende indenfor kemi, fysik, matematik og ingeniørarbejde. Hver retning har hver deres grimme to-etagers bygning, med kantine, klasselokaler og et auditorium. Der er graffiti og plakater ud over alt, mange vinduer og døre er smadrede, og de mørke cementgange føles nærmest uhyggelige at gå igennem. Silvia ville først og fremmest vise mig hendes tidligere ’steki’, som lå i en af de første bygninger, tæt på udgangen. Som jeg også har forklaret i tidligere indlæg, så er en ’steki’ en slags politisk gruppe der er arrangerer events, demonstrationer og udgiver tekst-materialer osv. sammen. ’Stekien’ på det Polytekniske Universitet er et af landets ældste og kendt over hele Grækenland for deres store politiske engagement. De har nu på 8. år besat et tidligere klasselokale, som de har omdannet til deres ’steki’ med politiske plakater på alle vægge, en bar, et interimistisk køkken og et udmærket bibliotek med bøger, zines og plakater fra en masse forskellige grupper. Her holder de ugentlige stormøder, hvor ca. 30 mennesker diskuterer ’stekiens’ aktiviteter. Deres ’steki’ har arrangeret demonstrationer og aktioner på universitetet mod den nye Bologna-aftale og andre neo-liberale lovændringer, men laver også meget af deres arbejde ude i samfundet, med større politiske temaer, såsom anti-racisme og naturligvis de nye massive nedskæringer.

Da vi trådte ind af døren, sad der 6 unge anarkister og drak iskaffe. De var enormt søde og gæstfrie, men skulle lige komme over deres generthed overfor det engelske, før de slappede mere af. Ifølge Silvia tilbragte medlemmerne af ’stekien’, langt det meste af deres tid på det politiske arbejde, undervisningen kom altid i anden række. Vi sad i lang tid og bladrede igennem deres seneste mange tekster og analyser, som omhandlede alt fra den kapitalistiske krise, til en kritik af universitets arkitektur og beliggenhed. Ved siden af bordet vi sad rundt omkring, var der opstillet to kæmpe metallåger, som stod lænet op af hinanden. Da jeg spurgte til dem, begyndte alle i lokalet at fnise; det var skolens låger som de havde savet af med en vinkelsliber i sidste weekend, så de studerende havde adgang til universitetet om natten. Dette var noget de gjorde engang hvert halve år, lige så snart rektoren havde fået opsat nye låger. Mens nogen havde savet lågerne af og slæbt dem tilbage til ’stekien’, havde en anden gruppe klistret plakater med en tekst omkring aktionen op over hele universitetet. De forstår virkelig at tage situationen i egne hænder her, og er ligesom mange andre grupper, gode til at skrive og kontekstualisere deres aktioner.

En ung kvinde på omkring 21 år, fortalte mig om hendes engagement i kvarteret lige udenfor universitetet. Her var hun i en gruppe, som var i gang med at starte en børnehave op som et kooperativ, efter staten for nyligt havde lukket den sidste og eneste børnehave i kvarteret. Desuden havde de besat en gammel villa, hvor de lavede græsk-kurser for illegale immigranter, og drev en frivillig sundhedsklinik. Mange fra deres ’steki’ var også engagerede i disse aktiviteter, og de pointerede alle sammen vigtigheden i det lokale engagement udenfor universitetet. De fortalte også at flere af deres kammerater i ’stekien’ sad i fængsel, og at de derfor også bruger meget tid på solidaritetsarbejde med de politiske fanger. En af drengene rundt om bordet, fortalte lavmælt at han var blevet sigtet som den eneste, for at have sat ild i Marfin-banken under en generalstrejke tilbage i maj 2010. Denne brænd kostede 3 mennesker livet, heriblandt en gravid kvinde, og satte sig dybt ind i den antiautoritære bevægelse, der blev mere eller mindre paralyseret derefter. Drengen der fortalte historien, og som altså var sigtet for angrebet mod banken, blev erklæret uskyldig, flere videooptagelser fra Syntagma pladsen viser tydeligt at han ikke var i nærheden af banken på det givne tidspunkt. Der går utallige af rygter om angrebet på Marfin-banken, som mange mener den antiautoritære bevægelse aldrig er kommet sig over, men ingen ved hvem der kastede molotovcocktailsene og satte ild til banken, og ingen er endnu blevet dømt for mordene.

Den unge drengs fortælling skabte en trist stemning i lokalet, det var tydeligt på ’stekiens’ medlemmer, at dette var en tragedie som de ikke havde glemt. En anden fyr stoppede stilheden ved at rejse sig op og gå over mod en aflukket dør, bagerst i lokalet. Han sagde jeg skulle gå med, han ville vise mig noget. Han fandt sit nøglebundt frem og åbnede to låse på døren, før han lukkede op til et mindre lokale der var indrettet som lydstudie. Her, sagde han stolt, blev Grækenlands største piratradio sendt fra. Det var den radio som havde arrangeret en konference om piratradioer i den første uge jeg var her, og det her var altså studiet der blev sendt fra. Og nu, sagde han, vil jeg vise dig den største hemmelighed. Bag en opslagstavle var der endnu en aflåst dør, han åbnede op, og der stod et stort skab med en masse ledninger. Dette var Athens Indymedias server, den som bliver brugt dagligt af alle fra den antiautoritære bevægelse, og den som politiet og staten gentagne gange har forsøgt at få ram på. Indtil for nyligt, var der ingen der vidste hvor denne server stod, på nær medlemmerne i ’stekien’. Men for nogle måneder siden, havde en højreorienteret studerende på universitetet fundet ud af det og informeret politiet om det. I dag var det ikke længere nogen hemmelighed, og de var begyndt at diskutere om den skulle flyttes til et nyt sted. Det var tydeligt på ’stekiens’ medlemmer, at der var et stort ansvar forbundet med at passe på denne server.

Jeg fik en masse af deres pamfletter og plakater med, vi tømte den sidste iskaffe, låste af og kørte alle sammen i bil ind til Exarchia for at spise frokost. Da vi ankom til Exarchia vrimlede det med politi overalt, DELTA-motorcykel enheden kørte rundt i store korteger, og Exarchias plads var omringet af riot-politi. Der var ingen på gaderne, så vi viste ikke hvad der var sket. Politiet skulle muligvis bare ind i Exarchia for at vise deres styrke, eller træne de unge nye politifolk. Jeg forsøgte at skjule den gennemsigtige pose med alle de politiske tekster og flyers, og holdt vejret da vi gik forbi politikæderne.

Om aftenen var der indkaldt til stormøde om de anholdte fra søndag d. 12., på den anden afdeling af det Polytekniske Universitet, i udkanten af Exarchia. Et stort auditorium var blevet besat for at holde mødet, og de forventede at mange fra miljøet ville komme. Da vi kom dertil, stod der folk og holdte øje med at der ikke var journalister eller politi blandt mødedeltagerne, og på vej op af trappen og ind gennem en aflang hal, følte jeg flere gange at der blev kigget efter mig, nok fordi jeg ikke så ud som de andre og nok fordi de ikke kendte mit ansigt. Sikkerheden blandt de antiautoritære er indenfor de seneste år blevet højnet, efter politiet har fået mere sofistikeret aflytnings- og overvågningsudstyr og har en stor afdeling der kun holder øje med den antiautoritære bevægelse. Da vi endelig kom frem til auditoriet, stod der igen et par ’vagt-typer’ og bad folk om at ligge deres telefoner i en kurv. Salen var fyldt med mennesker, og modsat det stormøde jeg havde været til under generalstrejken på det besatte Jura Universitet, var der her en mindre panisk stemning, og folk lyttede intensivt til den ene efter den anden som tog ordet. Vi blev hængende i en halv times tid, før vi listede ud og gik op på pladsen som nu lignede sig selv igen. Vi købte en øl og satte os ved siden af et bål. Efter flere andre øl og meget brænde på bålet, takket jeg af for dagen og aftenen, og gik hjem.