Fridag

I dag var det en mandag der føles som en søndag, pga. påsken er der national fridag, denne er endnu ikke aflyst, og folk slappede af og gik ture med familien. Folk i alle aldre klæder sig ud og mange tager i parker for at flyve med drager, mens de voksne spiser grillet fisk og drikker raki, alt andet kød bliver i dag betragtet som blasfemi af den ortodokse kirke.

Jeg havde overnattet hjemme hos Emma i Exarchia, hun har et gæsterum som jeg har sovet i før, og som jeg ifølge Emma altid er velkommen til at bruge. Hun var ikke vågnet endnu, så jeg gik i gang med at pille bøger ned fra hendes reol i stuen. Emma har en fantastisk bogsamling, med alt fra politisk teori, til poesi, gamle fotobøger og skønlitteratur. Jeg brugte i hvert fald 2 timer på at bladre gennem de fedeste bøger, heriblandt en kæmpe bog af Elias Petropolous, om den såkaldte rebetiko kultur. Jeg havde aldrig hørt om hverken Petropolous eller rebetiko før jeg kom hertil, men alle mine kammerater har nævnt kulturen for mig, som stort set det eneste fra den græske kultur de var stolte af.

Petropolous var en selv-udråbt 'urban antropolog', som skrev om alle de oversete elementer i det græske samfund fra 1940 og frem til 2003 hvor han døde. Han skrev om bønnesupper, om metalgelændere, baggårde, slang og bordellernes indretning, og så var han den største ekspert i de urbane subkulturer, herunder altså rebetiko. Da første tryk af bogen, Rebetika Trahhoudhia, udkom i 1968, vakte det et ramaskrig og det politiske diktator forbød bogen og sendte Petropolous i fængsel. Her mødte han endnu flere fra samfundets periferi, og det styrkede kun hans analyser og observationer. Bogen jeg bladrede igennem indeholdt tekster på flere hundrede rebetiko sange, og nogen af dem har mine kammerater med garanti allerede spillet for mig. Teksterne handler om at stjæle, om at ryge hash, løbe fra politiet og nyde livet.

Den oprindelige rebetiko kom fra Istanbul, hvor græske migranter levede side om side med tyrkerne. I 1923 fandt man så på at ’bytte’ de græske ortodokse som levede i Tyrkiet, med de tyrkiske muslimer som levede i Grækenland, over 2 millioner skiftede i dette år land. Mange af de nye tilflyttere fra Istanbul, slog sig ned i Athen og Pireaus og medbragte altså også rebetiko kulturen. Som mange af mine kammerater her fortæller, så er det deres skyld at grækerne i dag kan finde ud af at nyde livet; være sociale, bruge lang tid på at spise sammen og desuden nære en sund skepsis over for autoriteter.

Jeg kan ikke finde ud af hvor meget det skyldes den voldsomme repression fra Troikaen, men blandt mine kammerater er der helt klart en stor modstand mod EU, som ifølge dem aldrig har ført noget godt med sig. De taler altid om Europa, som om det var en anden del af verden. For dem har de langt mere tilfælles med balkan-landene og Tyrkiet end de har med Tyskland, Frankrig, England og Norden. Rebetiko-kulturen indeholder alt det som EU i dag ikke kan overskue, og kulturen ligger indlejret i den daglige modstand som mine kammerater udfører. Det er som om mine kammeraters fascination af denne kultur, på en romantisk måde indeholder et håb eller en politisk vision, for et samfund baseret på fælles støtte, uden EU og andre imperialistiske statsformer. Det er en ret fantastisk historie, som ligesom så mange andre subkulturer i dag er blevet mainstream. Men mine kammerater forstår stadig at holde kulturen i hævd.

Da Emma endelig vågnede, spiste vi mad, sludrede og tog over til en af hendes venner. Her var der improviseret en fælles middag, i anledningen af fridagen. Der blev kokkereret i flere timer, mens vi drak øl, rødvin og hang ud. Da maden var færdig var der nok mad til en mindre græsk by. Der var 4 forskellige fisk, lavet på forskellige måder, salater, forskellige slags rogn, brød, oliven, hummus og meget andet. Det var meget overvældende. Vi spiste, drak og hang ud på puder i stuen over mange timer, mens vi snakkede om det ene og andet. Indimellem gik nogen ind ved siden af og tog sig en lur, mens flere andre kom på besøg. Folk forstår virkelig at nyde hinandens selskab, det var tydeligt at de alle var gode og tætte venner, der blev konstant fortalt sjove historier og grint højt, men der var også indslag som var mere alvorlige.

Efter de første runder af vidunderlig mad, begyndte folk at snakke om deres fælles ven, som sidder fængslet for at være medlem af en væbnet politisk gruppe. Vennen har været gået under jorden i over et år, men har nu meldt sig selv, og sidder nu altså fængslet mens sagen mod ham og gruppen fortsat kører. Medlemmerne i den væbnede gruppe er beskyldt for alt fra bankrøverier, til kidnapningen af en dommer og et raket-angreb mod den amerikanske ambassade. Emma og hendes venner besøger ham hver uge i fængslet, og er med hver gang retssagen mod deres ven kører. De har også inviteret mig til at komme med i retten, de syntes nogen burde skrive om det juridiske system og kampen indenfor murene, men jeg har tøvet lidt af forskellige årsager og ikke været sikker på hvad jeg skulle gøre der. Nu diskuterede de hvilke retter de skulle lave og tage med til deres ven, som de hver uge skiftevis søger for får noget god mad at spise. For dem er han uskyldig og de støtter ham 100% i hans daglige liv, som lige nu ser meget sort ud.

Derefter bevægede samtalen sig ind på en meget underligt episode, der skete for et par dage siden. Ifølge politiet, havde en togchauffør fundet en pakke med en hjemmelavet bombe, på endestationen i et metro tog på vej til lufthavnen (!). Det var ikke nogen stor bombe, men stor nok til at være farlig for passagererne, hvis toget var kørt i trafik. Den var sprængklar da den blev fundet og der var eftersigende monteret en timer på den. Ifølge politiet havde en hidtil ukendt gruppe taget ansvaret for bomben, de skulle kalde sig Urban Guerilla Group. Men dette mener flere af mine kammerater som jeg har snakket med, er en stor løgn. For det første, ville ingen gruppe fra det antagonistiske miljø, ifølge dem, dræbe uskyldige mennesker. De fleste fra miljøet kender hinanden, og siden de mange fængslinger i forbindelse med sager mod påståede medlemmer af forskellige væbnede grupper, har der ikke været nogen grupper som tog så voldelige metoder i brug. Den eneste mulighed kunne være, at det var fascister der stod bag, men dette var ifølge mine kammerater også temmelig usandsynligt. Samtlige af de folk jeg har snakket med om det, er af den opfattelse at historien er fabrikeret af staten og politiet, for at kunne styrke repressionen mod de almindelige antiautoritære. Ingen ved endnu hvad der er sket eller hvem der har gjort det.

Alle dem som jeg har mødt her, har op til flere venner som sidder fængslet for at deltage i den ene eller anden gruppe. Situationens alvor, får åbenbart nogen folk til at tage hidtil ubrugte metoder i brug, så kan man være enig eller uenig med dem, men det er et faktum at de eksisterer og at mange sidder fængslet for at være medlemmer, heriblandt uden tvivl også mange uskyldige mennesker. Jeg vil ikke skrive mere om emnet her, men blot udtrykke min solidaritet med alle politiske fanger, også selvom jeg ikke er enig i deres måde at handle politisk på.