De modige

I dag er gaderne for længst blevet spulet rene, røgen er fordampet og dagligdagen ligner på overfladen sig selv. Men der er noget der har ændret sig; det er som om hele byen er i sorg, som om befolkningen hænger endnu mere med hovedet. Det der skete i søndags - den massive ødelæggelse af banker og butikker, samt regimets godkendelse af endnu en voldsom ”sparepakke” – føles stadigvæk som et stort åbent sår, når man går rundt i gaderne. Vreden fra i søndags er blandt de fleste mennesker i dag, erstattet af en reel angst for fremtiden. Det er tydeligt når man snakker med folk, at selvom angsten ikke er ny, den har været undervejs gennem flere år, så er usikkerheden for fremtiden steget efter den nye ”sparepakke” blev underskrevet, og med usikkerheden kommer angsten, fortvivlelsen og desperationen.

Da hundredetusinde grækere sidste søndag forsøgte at demonstrere foran den store sandstens-bygning, kendt som parlamentet, blev de mødt med tåregas og flash-granades. Staten fører en desperat krig mod sin egen befolkning, og det slider på folk. Nogle giver op og mister evnen til at forestille sig noget andet, mens andre ikke kan lade være med at kæmpe på den ene eller anden måde. En økonomisk rådgiver til regimet, sagde det selv forleden dag: ”Krig er ikke retfærdig, det har aldrig været meningen at der ikke skulle være ofre, det er prisen for at komme fra A til B”.

Siden i søndags har politikere og medier kørt deres sædvanlige propaganda af. De retter, som altid, skylden på ”et par hundrede voldelige og hætteklædte anarkister”; det er dem som ødelægger det græske samfund, dem som brænder butikker og historiske bygninger ned og dem som i sidste ende er skyld i den græske krise. Om den generelle befolkning æder det, er svært for mig endnu at gennemskue, men jeg ved én ting, og det er at det er en stor lodret løgn! Nok blev der brændt butikker og et par historiske bygninger ned, og jo, dem der gjorde det bar maskeringer, men det var langtfra udelukkende ”voldelige og hætteklædte anarkister”. Flere øjenvidner fortæller i dag, at de som brændte butikker og banker af var almindelige mennesker, folk som ikke så ud til at komme fra nogen bestemt politisk fløj. Uden værktøj og molotovcocktails, blev de ved med at smadre sig vej gennem de pansrede gitrer, og gav først op når det stod i brænd, imens jublede og klappede menneskemængden omkring dem hver gang vinduerne sprængtes.   

Denne beretning svarer også til det jeg så. For det første kan alle de mennesker som deltog i søndagens riots ikke kun have været anarkister, der var simpelthen for mange til at det var muligt. Og for det andet, var og er det ikke kun anarkisterne som er vrede, det er langt størstedelen af landets befolkning. Politiet sagde i går, at de i løbet af søndag aften og nat havde anholdt 79 personer, ud af dem havde 53 græsk pas og 26 kom fra udlandet. Blandt de anholdte var 15 af dem arbejdsløse, 4 studerende, 2 gik i folkeskole og derudover var der en lærer, en advokat og en teater instruktør.

Ethvert sted som repræsenterede handel, forbrug, byen i dens dominerende form, blev søndag aften ødelagt. Det var først og fremmest banker, og dernæst luksus butikker, biografer og dyre caféer. Men folk forsøgte derudover også at ramme andre aspekter af hverdagslivet under generalstrejken, såsom arbejde, offentligt rum, kunst, transport og overlevelse i byen, gennem forskellige aktioner i det symbolske rum. Hertil kan nævnes adskillige besættelser af skoler, universiteter, rådhuse, offentlige bygninger, teatersale og sabotager af billetautomater, samt politiske slogans på hundredvis af bannere og malet som graffiti.

Gadens autoriteter blev i søndags vendt på hovedet, og ikke nok med at det var en territorial kamp, der foregik både voldelig og ikke-voldelig, så var det også en kamp om den mening der bliver produceret i gaden. Dem som styrer gaden styrer samfundet og i søndags var det i høj grad denne debat der blev udfoldet på forskellig vis.

Politiets taktik med hurtigt at presse folk væk fra Syntagma pladsen, og dermed ud af de internationale mediers kamera-vinkler, slog fejl. I stedet blev de maskerede nu mangedoblet og almindelige mennesker blev inspirerede til at være med. Og her opstod der pludselig en ny kategori:

’oprørene’, dem som mødes på gaden og handler sammen. Det kan være svært at afgøre hvem der gjorde hvad og hvor de kommer fra, og i sidste ende er dette også underordnet, men det ville være dumt ikke at tro at folk bliver vrede og svarer igen, når staten angriber og bekriger sin egen befolkning. Det ville være dumt ikke at tro at statens vold vil blive mødt af vold. De mænd og kvinder som gik på gaden i søndags vil alle blive berørt at den nye ”sparepakke”, de er politisk bevidste, de er arbejdsløse, de er studerende, de er immigranter, de er prikære arbejdere, de er folkepensionister og alt derimellem, og i søndags smeltede alle identiteterne sammen og overtog gaderne, på godt og ondt.

Lederen af det konservative parti, Antonis Samaris, sagde ikke overraskende om oprørerne efter søndagens riots: ”Disse afskum skal vide, at når tiden er kommet, vil jeg flå deres hætter af!.

Denne velkendte jargon er et tydeligt eksempel på autoriteternes insisteren på at definere formen, ansigterne og adfærden på oprørerne. Det er altid nødvendigt for undertrykkelsens kræfter, at sætte ansigt på deres fjende, for dermed at kunne udvide repressionen. Men i dette tilfælde, skaber det også et spøgelse ud af oprørerne, set gennem autoritetens øjne. Og man forstår, gennem den komplette forvirring over de ansigtsløse oprører, at et hvilket som helst forsøg på at identificere dem vil mislykkedes. Hvis Samaris, staten og politiet nogensinde skulle flå oprørenes hætter af, vil de finde ud af det kan være hvem som helst, de har nemlig selv gjort befolkningen til deres fjender.

Jeg vil først og fremmest kalde de maskerede oprører og resten af de demonstrerende, for modige. For de bliver ved med at dukke op til demonstrationer, de bliver ved med at trodse mediernes paralyserende propaganda og politiets brutale repression; de nedlægger arbejdet, de bliver stående midt i tåregassen og de bliver ved med at kæmpe. Politiet, staten og bosserne har endnu ikke fået det sidste ord i denne kamp.