Lost!

Lige som så mange andre dage, startede jeg ud med skrive et indlæg på bloggen, for derefter at bevæge mig ud i gaderne ved en 13-tiden, det er blevet min rutine her. Solen var lun og det havde netop regnet, så gaderne var stadig våde og asfalten duftede af forår. Gennem Plaka, ved foden af Akropolis, og den ene souvenir butik efter den anden, og videre ned af den chikke Voulis, mod Syntagma pladsen. Her var alt som det plejer; folk småløb fra metroen over pladsen, duerne hakkede i gamle brødkrummer, hundene lå omkring på siden og fik en skraber, mens politiet hang ud i store grupper, med skjoldene ved deres fødder og røg cigaretter, det var en ganske almindelig dag i Athens centrum.

Jeg havde set en stor flot bog om Pariserkommunen i en boghandel i Exarchia, som jeg nu styrede hen imod. På en af de smalle gågader tæt på Exarchias plads, ligger der en fantastisk boghandel med en masse spændende bøger. Boghandelen, som hedder Elefteros Typos, fungerer også som forlag og har oversat de vigtigste politiske bøger til græsk siden 1960’erne. Jeg brugte lang tid på at kigge igennem de græske oversættelser, og gætte mig frem til hvilken bog det var. Der var oversættelser af alt fra Kropotkin, til Goldman, Bakunin, Debord og Tiqun, kun en enkel hylde havde gamle bøger på engelsk, og heriblandt altså en rigt illustreret bog om Pariserkommunen med titlen: ”The Terrible Year”. Den kostede mig 20€.

Manden som ejer boghandelen og forlaget, er en gammel anarkist på omkring 65 år, som ikke alene har fulgt udviklingen i det græske samfund, men også udviklingen i Exarchia og den antiautoritære bevægelse lige siden 1960’erne. Jeg spurgte ham om han kendte til et arkiv eller nogen foto-bøger som har billeder fra Exarchia, i tiden efter 2. Verdenskrig og frem til i dag. Jeg fortalte ham at jeg var interesseret i Exarchias historie, og at jeg gennem de sidste 2 uger, havde spurgt alle mine kammerater, søgt på nettet, i boghandlere, på bymuseet og på et enkelt bibliotek, men havde endnu ikke set eller hørt om en bog eller en samling af fotografier fra Exarchia i denne periode. Jeg var heller ikke stødt på nogen skriftlig historie om bydelens udvikling. Han slog ud med armene, og sagde at en sådan bog ikke fandtes. Ifølge ham, var der ikke nogen der interesserede sig for lokalhistorie, og slet ikke fra tiden efter 2. Verdenskrig. Jeg ville kunne finde lidt her og der i forskellige bøger, men nogen egentlig bog med Exarchias historie fandtes ikke, og et arkiv kunne jeg glemme alt om.

Ejeren af boghandelen var rar og snaksaglig, vi fik på kort tid snakket om både Situationisterne, den kapitalistiske krise, den antiautoritære bevægelse, udviklingen i Exarchia og Nørrebro. Han gjorde som gamle mænd ofte gør, og fortalte konstaterende at der ikke længere fandtes nogen ’bevægelse’. I 80’erne og 90’erne var der en bevægelse, dengang var Exarchia fyldt med anarkister, og folk diskuterede og protesterede konstant. I hans tidligere boghandel, kom der hver dag mellem 200-400 mennesker forbi, hang ud, snakkede og arrangerede protester osv. Ifølge ham var folk i dag blevet bedre til at kæmpe mod politiet, det havde de lært af de tyske autonome i slut 80’erne, men bevægelsen havde glemt alt det andet; de daglige kampe, solidariteten og den anti-kapitalistiske diskurs. Han mente at nihilisterne havde taget over, og at de unge i dag ikke længere er interesserede i at bygge selvorganiserede steder og infrastruktur op, men udelukkende er interesserede i at smadre banker og slås med politiet.

Jeg sagde, at jeg ikke havde været noget sted i verden, hvor folk var lige så godt organiseret som her, og at jeg i løbet af de seneste par uger havde set meget solidaritet og fælles kamp udfoldet på mange forskellige måder. For mig at se er det en stor og stærk antiautoritær bevægelse. Ejeren af boghandelen slog igen ud med armene, og rystede på hovedet som kun en gammel boghandler kan gøre det. Ifølge ham ser det meget sort ud for Grækenland og for de yngre generationer. Det er svært at enes om noget,  selv indenfor det antiautoritære miljø. Bevægelsen er splintret i stykker og fraktionerne bruger deres energi på at bekrige hinanden, i stedet for at bekrige kapitalismen. Staten og politiet vil slagte os, som han sagde det. Han pakkede min bog ind i nogle gamle aviser, jeg ønskede ham styrke og fortsat god kamp, og gik derfra en smule fortvivlet over den gamle mands deprimerende analyse. 

Senere på dagen mødtes jeg med en ven fra København, som også er i byen et stykke tid. Kommunisterne havde indkaldt til demonstration klokken 16 på Syntagma, og vi aftalte at mødes derinde. Da jeg kom ind på pladsen omkring klokken 16:45, var der stort set ikke dukket nogen mennesker op. Vejen var ikke engang afspærret og biler og motorcykler farede forbi, mens de fremmødte demonstranter stod på den øverste del af Syntagma og kiggede over på politiets massive kæder foran parlamentet. På dette tidspunkt har der nok været mindst 4 gange så mange synlige politifolk som demonstranter, og politiet havde opsat et langt jernhegn op der hvor folk normalt står. Dette havde jeg endnu ikke set til nogen af demonstrationerne, ikke engang under den store generalstrejke var der opsat hegn, og det virkede en smule overdrevet i forhold til det meget beskedne fremmøde.

Der var en underlig stemning, folk tøvede med at gå over på den anden side af vejen hvor jernhegnet var sat op, og blev i lang tid stående på den modsatte side af vejen. Det var en løjerlig blanding af mennesker; mange ældre og folk som ikke så ud til at tilhøre nogen politisk gruppering. Jeg så et par som stod og viftede med en bunke ubetalte regninger, mens de råbte et eller andet. En kvinde stod helt alene for sig selv og sang en sang i en lille megafon mod politiet. En mand havde bygget en galotine, som han holdte op mod parlamentet. Og en anden ældre mand stod og fægtede med et håndtegnet skilt, hvor der stod noget med regimets premierminister Papademos, mens han råbte til folk at de skulle komme ud på vejen. Han var tydeligvis vred og ophidset, men virkede også en anelse forstyrret, hans vildskab og overmod tiltrak en masse opmærksomhed, som han udnyttede i den ene lange brandtale efter den anden, mens mange omkring ham stod og rystede på hvovedet. På et tidspunkt kravlede han op på jernhegnet og råbte nu mod politiet og parlamentet, og pludselig satte han i løb ind over det afspærrede område hvor politiet stod i rækker, mens han råbte og skreg. Politiet rykkede frem i kæderne og to civile politifolk fik presset den skrigende mand hen til hegnet igen.

Det var altså en mystisk demonstration det her, og det lod ikke til at der ville dukke flere mennesker op, på dette tidspunkt har vi ikke været mere end 200-300 mennesker. Men pludseligt kunne man se politiet løbe ned og opstille sig i kæder omkring den nedre del af Syntagma, mens taktfaste kampråb lød fra en af sidegaderne. Vi gik hurtigt derned for at se hvem der kom, og ikke helt overraskende var det de stalinistiske PAME-tilhængere, som ofte går i kæmpe blokke til demonstrationerne. I tusindvis havde de samlet sig på Omonia pladsen og kom nu gående i deres velkendte hurtige tempo, i kæder, og for nogens vedkommende iført hjelme og udstyret med tykke kæppe. Der var rigtig mange af dem, men til vores store overraskelse gik de ikke op på pladsen, de fortsatte blot forbi og videre ud af Amalias. Vi stod lidt og så forvirret ud over den massive blok, mens den passerede os og Syntagma pladsen. Vi besluttede at gå med den, om end på fortovet med en mindre symbolsk distance til blokken. Det ene kampråb efter det andet blev råbt, mens blokken fortsatte med at gå lige ud i samme hurtige tempo, som om de skulle nå et eller andet, de var i hvert fald på vej et sted hen. Men pludseligt, efter 10 minutters march, stoppede blokken op og over store megafoner blev demonstrationen annonceret for overstået. Vi stod igen og så lidt forvirrede ud, før vi spurgte en dame om hvad det var der foregik. Hun fortalte at de ikke kunne komme ind på pladsen, som de ellers havde regnet med, på grund af politiet. Demonstrationen sluttede her og folk ville tage en metro væk herfra. 

Vi gik noget skuffede tilbage til Syntagma, hvor det nu var blevet mørkt og folk stadig stod og hang ud. Der var mange af de samme mennesker som tidligere, men nu var der også kommet et par unge typer som var ude på ballade. Mens den gamle mand stadig fægtede med sit skilt og råbte og skreg,

begyndte en gruppe af unge nu at kaste et par kanonslag ind over jernhegnet på politiet, som ikke rigtig reagerede. Folk virkede meget desillusionerede, og så ikke rigtig ud til at vide hvad de skulle gøre af sig selv. Det vidste vi heller ikke, og mens vi stod og fulgte med i denne besynderlige forsamling af mennesker, kom en besynderlig mand hen til os og begyndte at snakke. Han havde nogen intense øjne og stod meget tæt på vores ansigter, mens han begyndte at snakke om ulve og lam, og om hvordan en dag lammene vil rejse sig mod ulvene og retfærdigheden ville ske fyldest. Han blev ved sådan i lang tid, mens vi blot stod og lyttede på alt hans profetiske snak, som ikke rigtig gav nogen mening. 

Jeg gik i seng om aftenen, meget forvirret over hvad jeg havde set i dag. Jeg fattede aldrig rigtig hvorfor stemningen havde været så underlig. Nogen gange kan man virkelig føle sig lost i det her samfund, specielt når man ikke forstår sproget. Men i dag var jeg vist ikke den eneste som følte sig lidt lost.