Generalstrejkens første slag pt.2

Jeg pakkede en taske med maske, skiftetøj og et par riopan, som er en bedøvende væske man normalt bruger mod mave unde, men som har vist sig at være enorm effektiv mod politiets tåregas og brugt af de fleste mennesker der tager til demonstration her. Jeg småløb hele vejen ned mod Syntagma, klokken var 12 nu og der var indkaldt til demonstration kl. 11, så jeg var lidt sent på den. Det var tydeligt allerede inden jeg nåede frem til pladsen, at stemningen var intens. Langs hele ruten til pladsen så jeg udstationeret politi; på motorcykler, i busser og i hundredvis i fuld kamp-uniform og tåregasmasker langs vejen. Som jeg nærmede mig lød råbene mod politiet, parlamentet og troikaen højere og højere.

Pladsen var godt fyldt op da jeg ankom, men var alligevel ikke i nærheden af den mængde mennesker jeg har set på videoer fra tidligere generalstrejker. Kun den forreste del op mod parlamentet stod helt tæt sammen, mens der nede bagi var mere plads mellem folk. Der var hundredvis af bannere i forskellige farver, med forskellige budskaber; nogle fra partierne, nogle fra fagforeningerne, andre fra anarkister og folk der bare var meget vrede. Der blev råbt i megafoner og diskuteret ivrigt blandt demonstranterne. En ældre herre gik helt op til den første politikæde, tog et tov frem fra sin taske, bandt en løkke og stod derefter og råbte en politimand direkte ind i hjelmen, mens han signalerede at politimanden skulle hænges. Det var svært at se politimandens reaktion inde under hjelmen, gasmasken og den sorte elefanthue.

Jeg var alene, og gik en tur rundt på pladsen for at danne mig et overblik over situationen. Der var ligesom den forrige generalstrejke, mænd og kvinder i alle aldre, men af en eller anden grund var der ikke lige så mange folk fra de organiserede fagforeninger som PAME og GSEE. Og jeg kunne ikke få øje på en eneste anarkist i den klassiske sorte påklædning. Jeg havde snakket med forskellige folk om at mødes på pladsen, men lige nu havde jeg mere lyst til bare at vade rundt. Alt virkede nogenlunde fredeligt og det var svært at forestille sig noget dramatisk ville udvikle sig. Jeg gik forbi den forreste del op mod parlamentet, samme sted som der ved den tidligere generalstrejke var opstået konfrontationer mellem patrioter og venstreorienterede på den ene side, og politiet med tåregas og peberspray på den anden. Flokken så mere eller mindre ligesådan ud i dag; der var de venstreorienterede med røde faner, side om side med patrioterne med store græske flag. I dag var det som om vreden ikke var lige så tydelig. Jeg fortsatte ned langs siden af pladsen, passerede de to store luksus hoteller som var fuldstændigt barrikaderet med tykke stålplader, og pludselig gik det hele amok.

Fra det ene sekund til det andet, havde 60-80 anarkister klædt om til sort tøj og løb nu inde fra midten af pladsen, væk fra parlamentet og ned mod de bagerste politikæder og et overraskelses-angreb mod politiet blev sat ind. Ligesom mange andre, havde jeg ikke forventet at et angreb ville starte i denne del af pladsen. Iført gasmasker, skibriller og udstyret med molotovcocktails, sten og jernstænger angreb de politiet fra to sider, og tvang dem dermed til at trække tilbage. Det regnede med molotovcocktails ned mod politiet i mere end 10 minutter, nogen eksploderede ved deres fødder og andre ud over dem, jeg så en enkel få fat i armen og skjoldet på en politimand, som hurtigt fik den slukket af en kollega med en lille brandslukker. Imens løb flere og flere ned mod den del af pladsen for at deltage i angrebet. Jeg vil aldrig glemme lyden af de hundredvis af sten og marmor stykker, som konstant hamrede mod politiets skjolde. Flere og flere folk maskerede sig, mens andre trak væk derfra. Folk gik i gang med at hamre og smadre i gelændere og kantsten, for at udstyre sig med flere marmorstykker, som nu lå og flød ud over hele pladsen. Politiet var under så voldsomt et angreb, at de ikke havde mulighed for at forsvare sig med tåregas og blev nød til at trække længere tilbage. Indimellem lød der kæmpe brag fra hjemmelavede bomber mod politiet.

I den anden ene af pladsen op mod parlamentet, var der noget der lignede et masseslagsmål mellem anarkister og en mindre gruppe maskerede, som viste sig at være fascister der midt i kampens hede havde forsøgt at overfalde en immigrant som solgte paraplyer. En gruppe anarkister havde overværet overfaldet og stod nu og tæskede løs på tre fascister der lå ned, resten af den mindre gruppe nåede at komme væk. Få sekunder efter, så det nu også ud til at der opstod sammenstød med politiet oppe foran. Og folk begyndte at løbe væk i alle retninger, på nær de folk som var maskerede og ville kæmpe mod politiet. Jeg var nu trukket ud af pladsen og stod sammen med en større gruppe ved en af sidegaderne, nogle var maskerede og kastede med marmor mod de første politikæder som kom ind fra siden, andre stod bare og fulgte med. Politikæder træk ind på midten af pladsen, hvor det nu kom til kaotiske og direkte konfrontationer på tæt hold, anarkister med tykke kæppe og jernstænger slog mod politiets skjolde som forsøgte at forsvare sig med kniplerne og perberspray.

En ældre mand som ikke var nået væk, lå pludseligt ned på jorden med hænderne langs siden, foran politimænd som tæskede løs på ham med kniplerne. Han rørte sig overhovedet ikke og må have besvimet da han faldt. Da politiet stoppede med slagene og fortsatte hen mod hjørnet jeg stod på, løb en uden maske ind til den ældre mand, der stadig lå livløs i bunden af pladsen. Og lidt efter ankom flere mennesker for at hjælpe til.

Politiet kom nu tættere og tættere på, de kastede med store mængder tåregas, mens det fløj med alt hvad der kunne kastes med gennem luften den anden vej. De fik presset os ned af en mindre gade, og jeg fandt mig selv mellem maskerede anarkister, ældre mænd og damer, unge teenage-piger og forældre, som alle begyndte at løbe ned af gaden med politiet i hælene. Pludseligt kom der 6-8 DELTA politimænd på motorcykler ind fra en sidegade i den retning vi løb i, sprang af motorcyklerne og begyndte at slå løs på de første der kom løbende. To blev trukket ned på jorden men slagene haglede ned over dem, og den store gruppe mennesker vendte nu om og begyndte at løbe den anden vej, men her havde politiet nu spærret vejen af og nærmede sig, vi var fanget. Jeg kiggede mig omkring og løb ind i en fornem chokolade-butik, hvor indehaveren havde stået i døren og observeret det hele. Jeg rev min maske og tørklæde af, skiftede hurtigt min bluse og pludseligt var hele butikken fyldt med mennesker som gjorde det samme. Jeg fik øjenkontakt med damen som var på arbejde i butikken, og hun blinkede til mig, vi var i sikkerhed her. Vi var en broget skare, omgivet af fancy chokolade og gaveæsker, og alle stod nu og hostede efter den store mængde tåregas politiet havde fordrevet os med. Imens gik politikæderne forbi uden for butikken og vi kunne ånde lettet op. På vej ud, takkede jeg damen som havde lade os blive i butikken. Folk som hende ser man mange af her, der er en kæmpe solidaritet mellem folk i tiltrængte situationer som denne.

Jeg fortsatte rundt i sidegaderne, mens politiet langsomt så ud til at få styr på kampene som nu havde spredt sig ud over hele centrum. Overalt stod folk og råbte af politiet som løb rundt og svedte. Jeg gik om bag de store gader og i retning mod Politecnic. På vej mødte jeg større og mindre grupper af maskerede anarkister, som forsøgte at smadre vinduerne til en bank og sætte ild til containere rundt omkring. På den store Panepistimiou gade stod hundredvis af sortklædte demonstranter og der blev fortsat kastet molotovcocktails, sten og marmor stykker mod politiet, som langsomt pressede folk tilbage. Jeg mødte tilfældigvis at par stykker jeg kendte og fulgtes med dem i retning af Exarchia. Vi ankom til Exarchia og politiet holdt sig ude. Nogle gange når der har været sammenstød med politiet, fortsætter kampene ind i Exarchia, men i dag holdt politiet sig altså uden for.

Emma ringede for at høre om jeg var ok og inviterede mig hjem til hende for at spise middag. Vi spiste, snakkede og tjekkede internettet for opdateringer. Der var meldinger om besatte offentlige bygninger og arbejdspladser over hele landet, havnearbejderne i Pireaus havde besat havneporten og der florerede rygter om at en politistation et sted i Athen også var besat. Flere supermarkeder var også blevet lootet, og indtil nu var over 50 mennesker blevet anholdt. Vi fik os en lille lur, inden vi igen tog i gaderne.

Der var stormøde om dagens sammenstød og om koordinering af de næste par dage på det besatte Jurauniversitet. På vej derover lå tåregassen stadig i gaderne, og overalt flød det med smadret glas, sten og marmorstykker. Her og der holdte folk stadig gang i bål, politiet var trukket tilbage og gaderne lå øge hen. Jurauniversitet lignede mest af alt et kæmpe squat, med graffiti, plakater og bannere ud over det hele. Folk gik rundt i sort tøj og snakkede sammen i mindre grupper, der var en spændt stemning. I forhallen var der opstillet et mindre felthospital, hvor en ung fyr fik lagt en forbinding på hans hoved. Ovenpå i det store klassiske auditorium, hvor de studerende normalt sidder på rad og række i niveauer og ser ned mod læreren, sad folk rundt omkring på borde og stole så alle kunne se hinanden. Hierarkiet var et andet nu, og alle lyttede intenst mens folk på skift ytrede sig om det ene og det andet. For mig der ikke forstår sproget, var det en stor oplevelse at opleve hvordan anarkisterne talte til hinanden og respekten de så ud til vise overfor hinanden. Men pludseligt skete der noget underligt; en person som havde stået lidt i baggrunden ved døren, afbrød en kvinde som talte og begyndte at pege på to kvinder som sad på stolene længere tilbage i lokalet. Han spurgte aggressivt til hvem de var og anklagede dem for at være politi-informanter. De to kvinder blev temmelig overrumplet og vidste ikke helt hvad de skulle svare. Senere viste det sig at de to kvinder var fra Thessaloniki og kendte folk fra den anarkistiske scene, de var kommet hertil for at kæmpe mod de nye nedskæringer, og var altså ikke i samarbejde med politiet. Alligevel skabte dette en meget underlig stemning og Emma gad ikke længere være der.

På vej tilbage til Exarchia fortalte hun og en anden, hvor frustrerende det var at lytte til folk, som talte i tåger og ikke kunne blive enige om noget som helst. Anklagen mod de to kvinder var kulminationen og for Emma og hendes ven et tydeligt tegn på at det antagonistiske miljø var i dyb krise, hvor en stor grad af paranoia og magtesløshed nu overskyggede det meste af miljøet. Det var tydeligt på Emma og hendes ven, at dette ikke tegnede godt for de næste par dage. Alt dette var meget svært for mig at se.

Vi tog til en punk koncert i en skummel mørk kælder, lidt udenfor Exarchia. Resten af aftenen var lidt trykket pga. oplevelsen på Jurauniversitetet, men vi havde det nu alligevel meget sjovt og kom ikke i seng før klokken 5 om morgenen.