Historiefortællinger

I dag gav jeg et interview til Klubværelset på P1, som var taget til Athen for at lave en reportage om de unge grækeres forhold til krisen. Få dage forinden, var jeg blevet kontaktet og spurgt om jeg havde lyst til at fortælle om mine oplevelser her. Jeg svarede ja, også selv jeg ikke er en ’ung græker’. Dels fordi jeg mener, at de ting der foregår her lige nu vil få store konsekvenser, ikke kun for Grækenland men for hele Europa, og dels fordi jeg gang på gang chokeres af mediernes ringe håndtering af krisen, og den manglende forståelse for problematikkerne og alvoren derhjemme. Klubværelset er for mig et fint program, som adskillige gange har fastholdt min koncentration i radioen fra køkkenet på Nørrebro, og som mange gange har belyst nogle vigtige og oversete emner.

Jeg mødtes med de tre udsendte fra Klubværelset som netop var landet, og vi snakkede kort om situationen her, om mulighederne for at møde nogle ’unge grækere’ og om mediernes rolle under denne kapitalistiske krise. Jeg fortalte om de såkaldte ’stekis’, som er en slags selvorganiseret klub de fleste unge er en del af. En ’steki’ er lidt ligesom en diskussions-gruppe, de holder til på skoler, universiteter og i lokaler ude i byen. I en ’steki’ diskuterer man politik, arrangerer events og laver aktioner sammen. Næsten alle jeg har mødt, er eller har vært en del af en ’steki’. Jeg mente at en ’steki’ ville være et godt bud på et sted, hvor man kan møde unge grækere der er bevidste om hvad der foregår.

Under vores indledende samtale slog det mig, at en af de store forskelle på hvad de ville lave og så det jeg er i gang med, lå i idéen om objektivitet. Hvor de er ansatte som journalister på Danmarks Radio, og skal forsøge at indsamle historier fra en bred gruppe af mennesker, med forskellige holdninger og idéer om hvad der foregår, så er jeg mere frit stillet. Jeg er som sagt billedkunstner, og har ikke på noget tidspunkt haft planer om at skulle forsøge at være objektiv, tværtimod. Jeg oplever først og fremmest det græske samfund ud fra mine egne erfaringer, og forsøger udelukkende at give form til disse oplevelser.

Jeg tog Cecilie Kubert, som er tilrettelægger på programmet, op til Areopagus hvor hun første gang tændte for mikrofonen. Jeg tænkte at det var vigtigt, med min beskedne og simplificerede viden, at forsøge at tænke krisen ind i et historisk perspektiv. Areopagus er et mindre bjerg på vej op mod Akropolis. Her har man en helt fantastisk (og gratis) udsigt ud over det meste af Athen, samt forstæderne og bjergene i baggrunden. Bjerget er i virkeligheden en kæmpe sten, og det var her Rådet af Ældre engang for mange tusinde år siden, fungerede som højesteret og nok det vigtigste politiske organ for de gamle hellenere. Mens mikrofonen kørte, fortalte jeg fra min overfladiske research, om oldtiden og stederne som man mener danner grundlaget for den vestlige verdens civilisation. Jeg fortalte hvor absurd det var for mig, at det var her hvor det såkaldte ’demokrati’ blev født, ”den vestlige verdens vugge”, og at det nu altså er her det endelige sammenbrud starter.

Ved foden af oldtidens ruiner starter nutidens huse, og rækker så langt øjet kan se. Jeg fortalte om befolkningstætheden, som i dag er den højeste i Europa og kun overgået af byer som Cairo og Mumbai. Jeg fortalte om byens vanvittige størrelse og om den snedige bygge-lov, kaldet ’antiparochi’, som blev vedtaget efter 2. Verdenskrig. Antiparochi, som betyder ’i stedet for’, var en del af den amerikanske Marshall-plan, og fungerede på den måde at en jordejer, som indtil nu boede i sit eget hus, gik sammen med et konstruktionsfirma som så opførte et lejlighedskompleks. Jordejeren blev så tilbudt en eller to af lejlighederne, svarende til husets oprindelige værdi, mens konstruktionsfirmaet ville eje resten. Dette var et vigtigt skridt for den kapitalistiske udvikling, for elimineringen af de kommunistiske visioner. Det private ejerskab og forskellige skatte-fordele betød dermed en voldsom urbanisering og en promovering af et nyt og bestemt forbrugsmønster, som for mig at se trækker direkte tråde op til dagens bolig bobble og den finansielle ustabilitet.

Vi gik ned af bjerget og mod Syntagma pladsen, hvor jeg havde tænkt mig vi ville lave det næste stop. Undervejs så vi flere udbrændte banker og spor efter søndagens riots, imens fortalte jeg om mine oplevelser af generalstrejken og den sidste store demonstration, om gaderne som var tætpakkede med mennesker og hvor tydelig vreden havde været. Vi nåede frem til Syntagma, og mens folk gik frem og tilbage, på vej til og fra arbejde og indkøb, snakkede vi om hvorvidt det var muligt at se, at landet var i dybe økonomiske vanskeligheder. Vi snakkede om faren ved at fortolke de forbipasserendes krops- og ansigtsudtryk gennem en ’krise-optik’, og om vores egne roller i historiefortællingen om nutidens Grækenland.

Jeg pegede op på parlamentet, mens jeg forsøgte at beskrive for den kommende lytter, hvor vi var og hvordan det så ud. Jeg fortalte om Kong Otto, den tidligere hersker som boede i paladset før det blev til parlamentet, og om hvorfor pladsen kom til at hedde ’Syntagma’. Og det kan jeg lige så godt dele med jer her. Det gjorde den fordi folket i 1843 gjorde opstand mod kongen, og forlangte en grundlov. ’Syntagma’ betyder simpelthen grundlov. Derefter pegede jeg over på det dyre Hotel Bretagne og det hjørne af pladsen, hvor sammenstødene med politiet næsten altid starter. Her startede de også i 1843, og senere under borgerkrigen mellem kommunister og tropper fra eksilregeringen støttet af USA og England, og senere igen i starten af 1970’erne under militærjuntaen, som så også var støttet af USA. Den græske befolkning har altså altid været udsat for imperialistiske styrer og har altid gjort oprør, dette er ikke kun noget som foregår i dag. 

Vi gik videre mod vores tredje og sidste stop, det Polytekniske Universitet i udkanten af Exarchia. Undervejs optog Cecilie lydende af fløjtende trafikbetjente, der for tiden forsøger at styre bilerne og motorcyklerne gennem centrums gader. Efter søndagens riots, er stort set samtlige lyskryds i centrum blevet smadret af vildfarende sten og marmorstykker, og indtil de bliver repareret er det altså op til betjente med fløjter at styre den vilde trafik.

Da vi nåede frem til det Polytekniske Universitet og stod inde midt i den store gård, tændte Cecilie igen for mikrofonen. Jeg fortalte kort om Universitetets betydning for den antagonistiske bevægelse i Athen, om hvordan mine venner altid har brugt det som et mødested, også selvom de ikke studerer. Jeg fortalte om opstanden i 1973, hvor de studerende igen havde besat universitetet og brugt det som base for modstanden mod militærjuntaen, hvor juntaen satte tanks ind for at rydde besættelsen, og hvor adskillige studerende var blevet dræbt af militæret. Denne opstand førte til juntaens endelige fald, og en lov der forbød politiet og militæret at trænge ind på universiteterne, blev oprettet. Det Polytekniske Universitet spillede også en afgørende rolle under den voldsomme opstand tilbage i 2008, da politiet skød og dræbte den unge anarkist, Alexandros Grigoropoulos. Loven som forbød politiet og militæret at trænge ind på universiteternes grunde, blev sjovt nok ophævet for et år siden, da de første kampe mod regeringens vanvittige ”spareplaner” opstod. Politiet har indtil nu ikke trængt ind på Det Polytekniske Universitet.

Cecilie spurgte om jeg vidste noget om de unge grækeres holdning til regeringen og demokratiet. Jeg svarede at demokratiet ikke længere fandtes i Grækenland, og at der blandt de mennesker jeg var stødt på ikke fandtes nogen tiltro til politikerne. I november 2011 skete der et reelt coup i Grækenland, et coup som ingen taler om. Det er fuldstændigt sort for mig, at et land som er medlem af EU har lagt alle demokratiske rettigheder bag sig, udskiftet landets folkevalgte leder og indsat en ny premierminister, en teknokrat som kun har til opgave at styre landet gennem de massive nedskæringer som Troikaen forlanger. Premierministeren hedder nu Lucas Papademos, han har en fortid som direktør for den græske nationalbank, og så har han siddet som vicepræsident for Den Europæiske Centralbank i 8 år. Denne bankmand er altså ikke valgt af folket, men er blevet indsat af Troikaen i en ”midlertidig regering”, imens er landet i en undtagelsestilstand og ingen ved hvornår der bliver udskrevet valg. Det er klart, at den ene opinionsundersøgelse efter den anden, fortæller at grækerne har mistet tiltroen til politikerne, mistet troen på den såkaldte ’demokrati’. Og når de unge nu kan se frem til at tjene 3€ i timen, så ser fremtiden rigtig sort ud for de yngre generationer.

Valget af Grækenland, som et laboratorium for implementeringen af disse neo-liberale chokbølger, er et resultat af de seneste mange års klassekampe, og her i Grækenland er udnyttelsen og disciplineringen af borgerne allermest intens. Samtidig er det måske også det land i Europa, som har den største tradition for oprør, og således må vi håbe på at de græske unge, i samarbejde med andre unge over hele Europa, kan modstå kapitalismens brutale overgreb og slå igen. Alt dette, og meget andet mumleri, forsøgte jeg at fortælle til den gode Cecilie fra Klubværelset, som altså også var taget en tur til Athen for at indsamle historier der kan oplyse og inspirere derhjemme. Udsendelsen bliver sendt på onsdag og jeg er spændt på at høre hvad der bliver sagt.