Gåtur i Metaxourgeio

Jeg havde aftalt at mødes med Raoul og en anden kammerat med navnet Mikhail, på det der nu bare hedder pladsen aka. Exarchia Square. På vej derover, så byen mere eller mindre ud som den plejer; biler, busser, motorcykler og gående passerede hinanden, i en tilsyneladende problemfri koreografi. Det var vinterkoldt, men solen stod klar, luften var ren og alt glimtede lidt som man kender det fra norden. Efter Syntagma pladsen fortsatte jeg af Stadiou gaden, hvor Gucci, Chanel og co. ligger. Længere oppe ved Kolokotroni pladsen, foran den gamle parlamentsbygning, stod en større forsamling med bannere og flag. Da jeg nærmere mig pladsen, kunne jeg se flere og flere politibetjente og da jeg nåede helt frem, kunne jeg se at det var en demonstration for og med politibetjente og kystvagter. Jeg kunne også se flere brandfolk imellem flokken. De spillede noget musik over et anlæg og stod ellers bare inde på pladsen, det så ikke ud til at de havde tænkt sig at gå ud på vejen, eller nogen andre steder hen. Jeg stoppede op og tog et billede af demonstrationen, inden jeg fortsatte op til Panepestimiou, hvor bl.a. den græske nationalbank, Athens Universitet og nationalbiblioteket ligger. Foran universitetsbygningen, som mest huser den centrale administration, stod en mindre gruppe af unge med flag og forsøgte at opsætte et banner mellem to høje marmor søjler. Jeg kunne genkende deres logo; de var fra det kommunistiske partis ungdomsafdeling. Jeg tog også et billede af dem, inden jeg fortsatte mod Exarchia.

På pladsen sad Raoul og Mikhail og ventede da jeg kom. Vi havde aftalt at vi ville drive gennem gaderne sammen i dag. Til at starte med ville vi drive mod Metaxourgeio, et område jeg kun havde været i en enkel gang, og som det skulle vise sig Raoul og Mikhail aldrig havde været i. Vi drev tilbage i den retning jeg kom fra, ned mod Panepistimiou hvor de unge kommunister nu havde fået sat deres banner fast til de to søjler. Raoul fortalte hvordan to grupper engang havde kæmpet om pladsen til et banner mellem de to søjler. Det første banner blev hængt op af en venstreorienteret gruppe, et par dage senere kom de unge kommunister og justerede de venstreorienteres banner en smule ned, så deres eget kommunistiske banner kunne komme endnu højere, og et par dag efter det havde de venstreorienterede pillet kommunisternes banner helt ned og i stedet sat et nyt banner op, så der nu hang to. Sådanne små kampe foregår der hele tiden, jeg har hørt om utallige lignende historier fra alle mine kammerater, mellem forskellige venstreorienterede grupper, kommunister, stalinister, antiautoritære, autonome, anarkister og nihilister osv. og det vel at mærke udelukkende mellem folk og grupper på den såkaldte venstrefløj. Ifølge Raoul var denne universitetsbygning besat mindst et par gange om måneden, af forskellige grupper med relation til universitetet, og rummet mellem marmor søjlerne blev altid brugt til at kommunikere budskaber ud.

Vi gik videre op mod Omonia og videre ned af Pireos, og fra det ene øjeblik til det næste, ændrede stemningen sig; vi var nu kommet ind i det skumle kvarter, hvor der tydeligvis foregår mange lyssky aktiviteter. Det er også det eneste kvarter mine kammerater har rådet mig til ikke at gå rundt i, de forsøger selv at undgå kvarteret. Men nu var vi her altså, og der var ikke så meget andet for end at fortsætte igennem. På hvert gadehjørne stod der grupper af mænd, som så ud til at holde øje med folk, formentlig handlede de også med noget. Indimellem så vi også store grupper af politibetjente, der gik rundt og skumlede, og det var svært at vide hvem man skulle frygte mest. Da vi passerede en gruppe af hårde drenge, bad Mikhail mig om ikke at tale for højt engelsk. Og da vi passerede en gruppe af politibetjente, udbrød Mikhail pludselig et eller andet højt på engelsk. Sådan drev vi rundt i gaderne bag Omonia, mens vi gik forbi det ene bordel efter det andet, og kiggede ned af sidegader fyldt med zombie-lignende narkomaner der enten lige havde fixet eller var på vej til at gøre det. Det var tydeligvis ikke et sted almindelige turister eller athenere for den sags skyld, kom for at hænge ud. Og sjovt nok var selv athenerne Raoul og Mikhail nu turister, på lige fod med mig, ingen af dem havde været her før. Jeg kunne ikke lade være med at syntes det var lidt sjovt, at se de to drenge udenfor Exarchia, det var tydeligt at de sjældent bevægede sig rundt til fods i kvarterer udenfor deres bydel. De stoppede flere gange op og sagde wow, ligesom jeg selv gjorde, når vi så en speciel bygning eller en flot baggård.

Langsomt begyndte kvarteret at ændre sig; der kom flere og flere kinesiske butikker, så arabiske, så nogle afrikanske. Der var folk fra hele verden, at dømme ud fra deres ansigter vil jeg tro der var folk fra Afghanistan, Irak, Pakistan, Kina, Somalia, Nigeria, Marokko, Algeriet og mange andre lande, det var et sandt bombardement af forskellige kulturer. Til gengæld var der ingen europæiske ansigter, på nær vores og politiets. Dette var naturligvis en smule underligt, men først nu forstod jeg den kæmpemæssige segration mellem dem med græsk pas og så dem med udenlandsk pas, eller dem som intet pas har overhovedet. Lige siden jeg ankom, har jeg hørt og læst om de mange hundrede tusinde såkaldte ’illegale’ indvandrere som har slået sig ned i Athen. Nogle mener at tallet snart nærmer sig 1 million indvandrere, og nogen steder omtaler de situationen som en humanitær katastrofe. Når indvandrere fra hele verden har held og viljestyrke til at klare hele turen til Europa, ankommer de fleste med båd fra Tyrkiet, til en af de græske øer. Her skal man igen være heldig for ikke at blive snuppet af de brutale kystvagter eller politiet, hvis man drømmer om at komme videre til et andet land. Er man først registreret som ’illegal’ indvandrer i et EU-land, er man tvunget til at blive og søge om opholdstilladelse der. Derfor er antallet af indvandrere også højere i lande som Grækenland, Italien og Spanien.

Ifølge UNHCR (FN’s flygtninge domstol) er det græske asylsystem for længst kollapset, og op mod  1 million ’illegale’ indvandrere lever i dag i Grækenland, uden nogen form for sikkerhed, rettigheder eller støtte. De mange tusinde indvandrere, var den første gruppe af mennesker der blev ramt af regimets såkaldte ’sparerunde’, og lige for tiden lukker det græske regime igen ned for de få tilbageværende hjælpeorganisationer, der tidligere har hjulpet indvandrere i dagligdagen. Tilbage er nu kun den ortodokse kirke, som stadig har et par hjælpeprogrammer, men også her bliver indvandrerne nedprioriterede, i den hårde konkurrence fra den voksende gruppe af grækere der også har brug for hjælp af forskellig slags.

Man ser dem over hele byen, de ’illegale’ indvandrere, ofte to og to sammen, med adskillige lag af tøj, et halstørklæde trukket op over ørerne, skubbende på en indkøbsvogn og på jagt efter mad eller hvad som helst af værdi. Ifølge mine kammerater, så sover de folk man ser i centrum, ofte i lejligheder sammen med 20-30 andre personer, som enten sover på skift eller meget tæt op af hinanden. Andre går sammen i grupper og sover rundt omkring i tomme bygninger eller haller, eller alene på gaden under tæpper og pap. Alle jeg taler med anerkender problemet, men det er som om problemet nu blot er ét ud af mange andre problemer, og de ’illegale’ indvandrere er overladt til dem selv, ligesom så mange andre grupper i samfundet. Det betyder for mange tusinde mennesker, et liv på gaden, i konstant frygt for angreb fra fascister og politiet, og uden adgang til lægehjælp og mad. Og dette er vel at bemærke, migranter som af den ene eller anden grund har været tvunget til at forlade deres land og familie, i søgen efter et bedre liv. De gader vi nu gik af, er uden tvivl et af de områder af byen, hvor der bor flest indvandrere, klods op af det kriminelle narkotika-markedet og de mange bordeller. Her fandtes der næsten ingen butikker, barer eller restauranter, alt var lukket og gaderne virkede tomme. Det var hverken et rart eller et ubehageligt sted, det var mest af alt et underligt sted.

Vi drev videre gennem gaderne, med øjnene på fuld gab, og pludseligt ændrede kvarteret sig igen. Gaderne virkede renere, husene var nyrenoverede, og pludseligt var de mange tomme butikker forvandlet til caféer, teatre og gallerier. Her så jeg for første gang folk som ligeså godt kunne bo i Mitte i Berlin, mens de mange udenlandske ansigter gradvist forsvandt. Midt i det hele fandt vi en mindre park med et par træer og et stendige, og et skilt der forklarede at dette var en tidligere parkeringsplads, som nu var blevet omdannet til park af en lokal beboergruppe, med navnet Athinas. Denne beboergruppe viste sig ved en senere søgning på internettet, at være styret af kvarterets største boligspekulant, og havde udelukkende til formål at ”rydde op i kvarteret”. Vi fortsatte hurtigt videre gennem denne del.

Nu havde vi gået i over to timer og indenfor en distance på bare 5 kilometer, havde vi set 3 vidt forskellige kvarterer, med vidt forskellige mennesker; vi havde set den kriminelle underverden, de ’illegale’ immigranter og de unge hipstere leve side om side, det hele virkede meget absurd. Vi endte på toppen af en klippe, i parken ved foden af Akropolis, med en udsigt ud over det meste af Athen. I baggrunden kunne man se bjerge med sne, mens solen var på vej ned bag os og byen nedenunder summede uafbrudt.