Kampen fortsætter!

Jeg tror det må have været Gertrud Stein som sagde det; at skrive dagbog er en måde at være tilstede i nutiden på. Jeg har aldrig prøvet at skrive dagbog før, men rutinen med at vågne op, spise morgenmad og så forsøge at nedfælde tanker fra oplevelser dagen forinden, har for mig været en fin måde at forstå konteksten jeg befandt mig i. Jeg har i løbet af de seneste 4 uger oplevet utrolig mange ting, og det er langt fra alt som har fundet vej til bloggen. På samme måde har det også været umuligt for mig, at dele alle de spændende samtaler jeg har haft med folk, men ved at skrive noget af det ned og dele det med jer, har jeg forsøgt at være tilstede, og langsomt nærmet mig en forståelse af hvad det er der foregår i det græske samfund for tiden.

I dag vågnede jeg op med en underlig fornemmelse i kroppen, indenfor de næste 5 timer ville jeg sidde i en flyvemaskine på vej tilbage til København; tilbage til dagpenge, anden aktør og kompetencegivende kurser, det hele føltes meget uvirkeligt. De sidste 4 uger har været meget intense og når jeg sidder og tænker tilbage, er jeg lidt i tvivl om hvad det egentlig er jeg har oplevet. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke ville forsøge at konkludere eller opsummere noget fra denne blog, nu starter Marts, så kommer April og Maj, vi er midt i en lang proces som ingen kender enden på. Når det så er sagt, så kan jeg alligevel ikke lade være med at tænke tilbage på den tid jeg har tilbragt her. 

Jeg har mødt så mange fantastiske mennesker, som alle har taget virkeligt godt imod mig, uden dem ville denne tur ikke have været det samme. Deres gæstfrihed og åbenhed, vil jeg aldrig glemme. Og deres stædige kamp mod systemet, kombineret med en afslappet livsstil og en kammeratlig kærlighed, vil altid være en stor inspiration for mig. På trods af de voldsomme arbejdstimer som mine kammerater er udsat for, så har de inviteret mig indenfor i deres dagligdag, og brugt lang tid på at fortælle, forklare, vise mig rundt og svare på alle mine åndssvage spørgsmål. De har vist mig byen og måden de bruger den på, de har vist mig systemets urimeligheder og måden de handler på. Jeg har altid følt mig tryg i selskab med mine kammerater, også i situationer som har været meget voldsomme, de har til hver en tid taget sig af mig når der var brug for det, og dette glemmer jeg heller aldrig.

Men udover alle festerne, middagene, de spændende diskussioner og de afslappede stunder på barer og gader, har der også været mange alvorlige episoder som har påvirket mig, og indimellem har jeg følt mig trist, uden helt at vide hvad der gjorde det. Volden, desperationen og uretfærdigheden har uden tvivl sat spor i mit nervesystem, og der vil nok gå et stykke tid før jeg virkelig forstår det jeg har oplevet.

Jeg sad et stykke tid på balkonen og kiggede op mod Akropolis, drak min tyrkiske kop kaffe, mens jeg tænkte på hvad jeg skulle lave når jeg kom hjem. Derefter pakkede jeg lynhurtigt mine tasker, og tog ned til Monastiraki for at mødes med Emma en sidste gang inden jeg skulle ud til lufthavnen. Vi gik en tur op af Athinas; forbi krydderi-butikker, fiskehandlere, slagtere, blomsterbutikker og kaffebarer, den ene specielle duft efter den anden, jeg købte et par gaver til de nærmeste derhjemme og vi satte os ned på en plads. Jeg fortalte Emma at jeg havde det lidt underligt over at skulle rejse tilbage nu, at det var som om jeg havde været vidne til noget meget voldsomt, og nu var begyndt at føle mig ramt på samme måde som grækerne, at jeg gennem den seneste måned havde opbygget en reel vrede mod systemet, men nu bare skred fra det hele. Emma gav mig et stort kram og svarede at jeg altid var velkommen til at komme tilbage, men mindede mig samtidig om at der også var meget at kæmpe for, hjemme i Danmark.

Nu var klokken blevet mange og jeg skulle løbe hele vejen tilbage til lejligheden, hente taskerne og så ned forbi det Danske Institut med nøglerne. Jeg kom nærmest løbende ind af dørene på instituttet, og fik vist nok sagt mange tak for opholdet, at det havde været en uforglemmelig oplevelse og at jeg håbede på at kunne komme i betragtning næste gang man kan søge. Derefter løb jeg ud af døren igen og ned til metroen, skiftede tog på Syntagma Station, hvor jeg svagt kunne høre demonstranterne fra dagens protest på pladsen ovenover, inden jeg steg ombord på toget mod lufthavnen. Da jeg endelig var tjekket ind og sad i flyveren på vej mod Amsterdam, mellem to store hollændere, pakkede jeg min computer ud og læste for første gang samtlige af mine blogindlæg. Det var noget af en tur at tage på, i 12-15.000 meters højde, alle billederne farede igennem mit hoved; flammerne fra bygningerne, pladserne og gaderne fyldt med politi, tusindvis af maskerede demonstranter og sten og marmorstykker overalt.

Imens gentog jeg overfor mig selv, at denne kamp ikke ville være forbi bare fordi jeg tog hjem, tværtimod var dette kun begyndelsen, repressionen og uretfærdigheden ville formentlig kun tage til i styrke, og det samme vil vreden. Denne kapitalistiske krise og den efterfølgende sociale krise, er en enestående chance for statsmagterne til at generobre deres totalitære magt, og slå ned på alt det der ikke behager dem. Men det er derfor også en chance for at finde sammen og kæmpe imod, og her kan den fælles vrede og utålmodighed blive vores styrke. Det som jeg har fået et kig ind i her, er et system i forfald, et system der ikke længere er i stand til at sikre den sociale konsensus, et system som har rettet et direkte angreb mod sin egen befolkning, og som før eller siden vil tvinge os til at vælge side. Efter 4 år med utallige generalstrejker, besættelser og demonstrationer med millioner af mennesker på gaderne over hele Grækenland, fortsætter regimet ufortrødent deres angreb, som hele tiden skærer sig dybere og dybere ind i befolknings sind. Den vrede som jeg var vidne til søndag d. 12. Februar, var et signal til verden: nok er nok! Hvor længe kan vi sidde stille og se samfundet blive ødelagt af et par psykopater, de rige og bankerne? 

Efter en mellemlanding i Amsterdam, sad jeg nu i et andet fly på vej mod nord. Jeg faldt i søvn og vågnede først op da flyets landingshjul ramte asfalten i Kastrup. Temmelig rundtosset kom jeg igennem taxfree-zonen, fik fanget min kuffert og passerede paskontrollen. Jeg hoppede på et metro tog og kørte ind mod Nørreport. På samtlige stationer, så jeg store grupper af unge fulde teenagere, noget som jeg ikke rigtig havde set i Athen. Da jeg stod af og gik over mod elevatoren, spurgte en mand mig om jeg havde været i Afrika. Han var selv fra Ghana og talte kun engelsk. I elevatoren spurgte jeg ham, om han vidste hvorfor der var så mange festglade unge mennesker, og han svarede at det havde været godt vejr i dag og folk lige havde fået penge. Da vi kom op i gade-niveau og gik ud af elevatoren, blev jeg pludseligt meget forvirret. Nørreport St. var ved at blive lavet om, og byggerodet havde taget til i den måned jeg havde været væk, jeg kunne overhovedet ikke se hvor jeg skulle tage bussen fra. Det så den flinke mand fra Ghana og han grinte og spurgte hvor længe jeg havde været væk. Derefter fulgte mig han mig over til 5A, som han også skulle med. Da vi steg om bord på bussen, satte jeg mig ved siden af ham og vi snakkede videre om at rejse, om transport og hans arbejde som rengøringsmand i Magasin. Det var rart at være lidt lost for en stund, og få hjælp af en mand fra Ghana på engelsk. Bussen stoppede ved Stengade/Elmegade, han gav mig hånden og ønskede mig fortsat god rejse.

Da bussen kørte langs den gule mur mod runddelen, bippede min telefon og jeg fik en sms om en demonstration i morgen, i forbindelse med rydningen af Ungeren for nu 5 år siden. I sms’en stod der at demonstrationen var imod gentrificering, boligspekulation og voksende ulighed.