Are We All Greeks Now?

Lige siden jeg kom hertil, for nu 22 dage siden, har spørgsmålet om solidaritet cirklet rundt i mit hoved. Hver dag ser jeg flere og flere hjemløse, små butikker som lukker og folk som ikke har råd til mere end en pose ris i supermarkeds køen. Pensionisterne ser slidte ud, de studerende virker mere desperate. Stort set alle mine kammerater arbejder røven ud af bukserne, de møder tidligt om morgenen og holder ikke fri før kl. 20-21 om aftenen, kun de heldige som har 2-3 forskellige små jobs kan klare sig selv. Imens finder jeg mig selv sove længe, gå i supermarkedet for at købe juice til morgenmaden, som jeg nyder på min balkon med udsigt til Akropolis. Jeg har tid til at læse artikler på nettet, fare vild på lange gåture, deltage i alle demonstrationerne, blive ude til sent om natten osv. Jeg har en masse privilegier her, og de fleste andre steder jeg rejser hen, fordi jeg er har et dansk pas. Denne problematik er nok kendt for de fleste som har rejst til Indien, Guatemala, Kenya eller et hvilket som helst andet mindre velstillet land. Alligevel presser spørgsmålet om solidaritet sig på mens jeg er her. Hvad betyder solidaritet med det græske folk, og hvordan kan det praktiseres så det i virkeligheden hjælper dem?

I weekenden var der indkaldt til en global solidaritets-dag med netop det græske folk, under overskriften: ”We Are All Greeks Now”. I stort set samtlige vestlige lande (Tyskland, Østrig, Belgien, Danmark, Spanien, Finland, Island, Irland, Italien, Holland, Portugal, England, Sverige, USA mfl.) samlede folk sig i demonstrationer på 20-800 mennesker, foran de græske ambassader eller i byers centrum. I indkaldelsen stod der: ”Når et folk er under angreb, er alle folk under angreb. (…) Det græske folk har modigt rejst sig mod den sociale terrors politik. (…) Det græske folk har brug for international solidaritet og de kalder på vores støtte. Lad os besvare deres kald. Vi er alle grækere! Vi nægter at ofre mennesker for penge, som det bliver gjort med grækerne. Lad os tage livet i vores egne hænder. Sluk for din computer, deltag i mobiliseringen!”

  

I London samledes der omkring 300 mennesker foran den græske ambassade, heraf var op mod 280 af dem grækere bosat i England. Der blev råbt kampråb på engelsk og græsk, mens der blev uddelt flyvesedler og holdt bannere op. Da de fremmødte startede på at gå igennem gaderne, blev de mødt med buh-råb fra forbipasserende, og flere råbte: ”Betal jeres skatter!”, efter demonstrationen. I selve demonstrationsoptoget kunne man se flere store græske flag, og den græske nationalsang blev sunget i kor op til flere gange. I Paris var situationen mere eller mindre den samme, men her blev også den traditionelle græske dans, ’syrtos’, danset af de fremmødte demonstranter i solidaritet med det græske folk.

Men er dette virkelig hvad det græske folk har brug for? Er det virkelig solidaritet? Skal vi bare købe mere fetaost og blive bedre til at udvise vores filhellenistiske glæde over den græske kultur? Det er naturligvis meget vigtigt, at flere og flere mennesker bliver klar over alvoren i det som der foregår her. Men det er altså ikke et græsk problem, det er et kapitalistisk problem, og det går lige nu også hårdt ud over den portugisiske og spanske befolkning, mens befolkningerne i Italien og Frankrig gør sig klar til at det bliver deres tur.

Denne måde, at dreje den kapitalistiske krise og klassekampen ind i en såret national stolthed, er desværre noget jeg har set meget af her. Til alle de store demonstrationer ser man folk indsvøbe sig i det græske flag, mens en voksende anti-eu og anti-tyskland kampagne, med holocaust-sammenligninger og billeder af Sarkozy og Merkel i SS uniformer, dukker op flere og flere steder. 

Det er som om mange mennesker glemmer at denne kapitalistiske krise, er et system i krise. Penge og værdier skifter hurtigt hænder, og det er de fattigste som skal betale prisen. Det er ikke angreb på nationale værdier (hvad det så end er), det er først og fremmest et angreb på middel- og arbejderklassen, og den findes over hele verden. ”Når et folk er under angreb, er alle folk under angreb”, som det stod i indkaldelsen til We Are All Greeks Now.

Ifølge den brasilianske radikale pædagog, Paulo Freire, ”kræver solidaritet at man går ind i samme situation, som dem man er solidarisk med. Solidaritet er derfor en radikal holdning”. Samme argumentation mødte jeg, da jeg her til aften diskuterede med mine kammerater om weekendens solidaritets-aktioner rundt omkring i verden, på en bar i Exarchia. Solidaritet for dem, er ikke at erklære at vi alle sammen er grækere, det hjælper ikke nogen. Ifølge dem, skal solidaritet udfoldes som en aktiv kritik af staten og kapitalens tyranni over hele verden. Kun gennem en vedvarende kamp mod den globale undertrykkelse i den kontekst man nu engang befinder sig i, kan man udvise solidaritet. Det er ikke længere lokale og isolerede kampe der foregår, alle befolkninger i verden har ret til frihed. Ifølge mine kammerater betyder gensidig hjælp og omsorg, at vi ikke alle sammen er grækere; det betyder at vi ikke er fra noget land, at vi ikke har nogen nationalitet, vi er det som vores revolutionære solidaritet gradvist vil gøre os til. De opfordrede altså alle folk der vil udvise solidaritet med det græske folk, til tage del i klassekampen der hvor de bor, om det så var ved at smadre banker, starte selvorganiserede kooperativer eller oplyse befolkningen om de ting der foregår, så racistiske argumentationer som de ”sydeuropæiske arbejdere er langsomme og dovne”, kan pilles fra hinanden.

De andre om bordet, fortalte om hvordan folk fra hele Europa tager hertil for at kæmpe mod politiet på gaden. Det antiautoritære miljø her i byen, er kendt ude i verden for at være gode til gadekampe, og det har gjort at andre antiautoritære fra Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien ofte køre hertil, når der er optræk til ballade. Men dette var for dem heller ikke meningen med solidaritet, disse folk var bare riot-turister, som tager hertil for at få et adrenalinchok og så køre hjem igen.

Jeg forlod baren og gik hele vejen hjem, mens jeg overvejede min egen rolle under dette ophold, og forholdet til den danske kontekst. Jeg har lært meget af de venskaber, samtaler og informationer jeg har fået mens jeg har været her, ikke kun om situationen i Grækenland, men om klassekampen overalt i verden. Jeg håber ydmygt på, at jeg gennem dette skriveri, kan være med til at informere læseren derhjemme og ved at dele mine tanker og oplevelser herfra, være med til at styrke den internationale solidaritet.