Migrationen

Hverdagen i Athen, er ikke altid så dramatisk som jeg måske gør den til. Selvom jeg syntes jeg har oplevet utrolig meget i den korte tid jeg har været her i, så er det langt fra hver dag der er demonstrationer, møder og aktioner. Folk arbejder, køber ind og hænger ud, ligesom så mange andre steder. Arh, de arbejder nok mere her end man gør i København, og køber nok lidt mindre ind, mens de hænger en del mere ud. Jeg får også hængt en del ud mens jeg er her, mine kammerater er altid at finde på gaderne i Exarchia, vi behøver ikke engang at bruge vores mobiltelefoner.

I dag var sådan en dag, hvor jeg mest af alt bare vader rundt og hænger ud. Exarchia er uden tvivl det rareste sted i byen, ikke kun fordi politiet ikke er tilstede, men også fordi der er mere offentligt byrum; pladser, gågader og udsigtspunkter. Typisk møder jeg et par af mine kammerater på enten Exarchia Square eller på en af stambarerne. Vi drikker en kop kaffe eller en øl, og snakker om hvad vi lavede i går, om vejret, om dagen i dag og om hvad der er sket siden sidst; om der har været nogen aktioner eller konfrontationer. Jeg har typisk et væld af spørgsmål om det ene eller andet og mine kammerater fortæller hver om deres syn på tingenes gang. De er ikke altid enige, men alle dem jeg har mødt her, er utrolig reflekterede over det som der foregår, og der er helt klart et behov for at snakke om det. Nogen griner mens de snakker om alt som det der foregår, andre bliver helt tavse. Alle folk reagerer forskelligt, men de er uden tvivl meget påvirkede af situationen og føler sig alle sammen usikre på fremtiden.

Blandt mine græske kammerater er der meget snak om jobs, alle kæmper i deres hverdag for at få tingene til at hænge sammen. Selvom de fleste folk jeg har mødt, har lange og gode uddannelser, så er de tvunget til at have flere forskellige jobs og man skal være meget heldig hvis man får et job der svarer til ens uddannelse. Jeg har mødt arkitekter der ordner negle, økonomer der udbringer pizzaer, antropologer der serverer drinks og engienører der pakker bøger. Og de er heldige, fordi de lige kan klare sig selv, til gengæld arbejder de så hele tiden. Derfor bliver jeg også altid overrasket over hvor meget de hænger ud sammen, når de har fri. I mange lande går man bare hjem og tænder for fjernsynet, mens man her går på gaden og hænger ud med sine kammerater.

Jeg tog på Milos bar i Exarchia, hvor en af mine kammerater arbejder, her bliver man altid taget godt imod, og chancerne for at møde nogle af de andre er også stor. Og ganske rigtigt, her sad der i dag et mindre hold og hilste mig velkommen da jeg trådte ind. Alle de folk jeg har mødt her er meget søde, og som gæst udefra får man altid det bedste af det bedste. Der er også meget solidaritet blandt mine kammerater og de er fantastisk gode til at tage sig af hinanden. I aften var der en farvel-fest for Silvia som tager til London på mandag, og alle omkring bordet ville tage til festen. Emma som også var der, virkede lidt mut, og hun sagde at det var hårdt at så mange af hendes kammerater flyttede til. I den tid jeg har været her, har 5 forskellige kammerater fra forskellige vennegrupper forladt Athen for at flytte til udlandet. Nogen flytter pga. uddannelse, men de fleste flytter fordi de ikke længere kan holde situationen i det græske samfund ud, fordi der ingen jobs er og fordi folk bliver slidt op af den usikre fremtid. Emma støttede selvfølgelig Silvia i hendes beslutning, men alligevel var der en anelse skuffelse.

Mange af de folk som flytter fra Grækenland, tager til London, Berlin og Paris. Rundt om bordet sad der også en ung kvinde som netop havde fået et tilbud om at tage til San Francisco, hvor hun kunne få et udmærket job med en god løn. Hun fortalte at hun ikke viste hvad hun skulle gøre og det blev til en længere diskussion om de forskellige muligheder. Nogen mente at det var nærmest forræderisk at tage herfra nu, mens andre sagde at de ville gøre det samme hvis de fik chancen. Alternativet til jobbet i San Francisco var et undervisnings job med børnepasning, her i byen. Her skulle hun arbejde 5 dage om ugen, i 8 timer om dagen og desuden overnatte en enkel nat, til 400€ om måneden. Lige nu var hun flyttet hjem til hendes forældre, fordi hun ikke kunne finde noget job der gav nok til at hun kunne have sin egen lejlighed. I San Francisco ville hun have råd til hendes egen lejlighed, arbejde halvt så meget og få mindst dobbelt så meget i løn. Det blev mere og mere klart at hun skulle tage imod tilbuddet og rejse til USA, hun kunne altid komme tilbage hvis situationen i Grækenland blev bedre, eller hvis revolutionen pludselig stod for døren.

Jeg kunne ikke lade være med at have ondt af mine kammerater, det var tydeligt at det påvirkede folk at så mange af deres kammerater rejste herfra, og det kan man jo godt forstå; folk bliver spredte og mister måske kontakten, fra den ene dag til den anden støder man ikke på dem på gaden i Exarchia, de er pludselig væk. Generelt er der ingen af dem jeg har mødt her, som ved om de vil blive i landet, men at flytte til udlandet lader også til at være lidt af et tabu. Situationen er meget usikker, ikke kun for landets økonomi, men for hele befolkningen, ingen ved hvad der kommer til at ske, og denne uvished gør naturligvis folk ængstelige. Det er svært at være optimistisk og bevare håbet om at det nok skal gå, recessionen bliver dybere og dybere og repressionen mere og mere tung. Folk søger sammen, forsøger at starte forskellige initiativer op, laver aktioner, snakker, skriver og analysere hvad der foregår, hænger ud og laver ingenting sammen. Og engang imellem når vreden og frustrationerne bliver for store, laver de riots, angriber politiet, fascisterne eller smadrer en bank.

Farvel-festen var fin, men folk var uden tvivl lidt kede af at Silvia ville rejse. Der blev drukket og sunget sange på gaden, vi gik alle sammen videre fra bar til bar og Exarchias gader vrimlede med folk, som så ud til at gøre det samme som os.