Vreden dagen derpå

Da jeg vågnede op om morgenen, stank mit tøj og værelse stadig af røg og tåregas, og billederne af de ting jeg havde set kørte gennem hovedet på mig. Jeg lå i lang tid og tænkte på den vrede som alle omkring mig i går udtrykte, om de så var militante anarkister, voldelige hooligans eller almindelige mennesker for hvem afmagten var blevet for stor, er lige meget nu. ALLE var vrede, det var ikke kun nogle få maskerede, flere hundredetusinde nægtede at gå hjem. Jeg så de ting jeg så i går, jeg var til stede i gaderne blandt så mange andre mennesker for at vise min solidaritet, og kald mig bare revolutions-romantiker, men når flere hundredetusinde mennesker går sammen på gaden, og bruger vold eller ikke-vold som deres udtryksform, så er det svært ikke at blive påvirket af stemningen. I en tid hvor det såkaldte ”demokrati” er definitivt sat ude af spil, hvor magten er magten og hvor ingen længere lytter til befolkningens krav, så må befolkningen kæmpe for at få sin stemme hørt.

Jeg gik på nettet for at se om regimet havde stemt den nye aftale igennem. Og jo, fandme så. Kort efter midnat, mens hele Athen stod i flammer og tusind og atter tusinde stadig flakkede rundt i gaderne, havde flertallet af regimets parlamentarikere (199) stemt for den nye aftale, som blandt andet omfatter en nedskæring på 22% på folks lønninger, og en mindsteløn sat ned til 400€ (2973 kr.) om måneden. Magtens arrogance har igen vist sit grimme ansigt.

Min ven og jeg gik i dag ud på en lang gåtur, nogenlunde samme rute som vi havde gået i går aftes. Nu var det dagslys og den ekstreme brug af vold var tydelig overalt. Hundredvis af butikker og banker var blevet smadret og sat i brand, soden strakte sig langt op af bygningerne, som der i nogle tilfælde stadig var gløder i. Her og der stod brandfolk og forsøgte at få styr på den sidste ild, mens butiksindehavere diskuterede med forsikringsagenter, som prøvede at få et overblik over skaderne. Der var spor af kampe med politiet på alle gader, det flød stadig med sten, marmorstykker, vejskilte, potteplanter og affaldscontainere. Der var en fæl stank af brændt plastik, røg og tåregas. Medierne var nu også tilstede med kamerahold og rapportere, og modsat generalstrejkens første dag hvor man skulle om til indlandssektionen på side to for at læse om det, var nattens kampe i dag på alle avisernes forsider. Samtidig kunne man alle steder se folk tage billeder af skaderne, mens nogle stod i grupper og diskuterede alt det der var foregået.

Mange almindelige mennesker, tog uden tvivl afstand til måden de maskerede udtrykte sig på i går, men jeg så også almindelige folk klappe da maskerede hamrede et vejskilt ind i en bank. Der var ekstremt meget vold og ødelæggelse, personligt har jeg aldrig set noget lignende, alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på alle dem som blev i gaderne. Deres vrede og afmagt må ikke blive glemt. For det var ikke kun et par hundrede anarkister, som medierne uden tvivl har rapporteret, det var flere hundredetusinde mennesker og det er deres liv der nu bliver kraftigt forringet.

Det kan måske være svært for nogle i Danmark at forstå befolkningens vrede, og ikke mindst måden hvorpå de udtrykker den. Men der hersker altså et indædt had til både politikere og politiet i dette land, igen ikke kun blandt anarkister og hooligans, men et had der gennemsyrer hele samfundet. Og dette had må politikerne og politiet i den grad kunne føle, for måden de håndterer deres vælgere, "søskende og børn" på, vidner om et meget presset styre. Efter en så massiv modstand som den græske befolkning igen og igen har vist, er politikernes arrogance ufattelig. Hvad er det for et system der fylder en plads med tåregas, kaster sten mod demonstranter, skyder med skarpt og underskriver aftaler der kan betyde den direkte død for nogle mennesker?

Jeg har over de næste par dage tænkt mig at lære mere om vreden, og måden den nye aftale vil påvirke befolkningens liv. Det er ikke sjovt det der foregår her, det er tværtimod meget tragisk og jeg føler med alle dem som er ramte.