Riot spectacle

Jeg fulgte min gode ven fra København til lufthavnen. På vej derud lød det over højtalerne at Syntagma Metro station og to andre centrale stationer var lukkede, og at toget blot ville passere forbi. Vi havde netop skiftet tog på Syntagma, så vi må have været kommet lige før de lukkede den. Til alle større demonstrationer tvinger politiet metroselskabet til at lukke alle de centrale stationer, i frygt for at sammenstødende skal fortsætte nede på stationen. Og i dag havde de to store fagforeninger igen igen kaldt ind til demonstration. Jeg havde faktisk fuldstændig glemt at der var demonstration i dag, mine kammerater havde godt sagt det i går aftes, men de mente ikke der ville komme særlig mange mennesker og de var ikke selv sikre at de ville dukke op.

På vej tilbage mod byen var stationerne stadig lukkede og jeg blev tvunget til at gå et langt stykke vej hjem, hvilket viste sig at være ok da jeg fik set lidt af et nyt kvarter på vejen. Jeg rundede min lejlighed, inden jeg gik ned mod Syntagma for at se hvad det var for en demonstration. Da jeg ankom havde den allerede været i gang i lidt over 2 timer. Jeg gik rundt om pladsen og menneskemængden, som ikke talte mere end 2000 mennesker. Jeg stoppede op og snakkede med en mand under et kæmpe banner hvor der stod: NO PASSARAN, og han sagde at der ikke havde været flere mennesker end der var nu. Han virkede meget skuffet over hvor få mennesker der var dukket op i forhold til situationens alvor, som han sagde det. Det var lidt det samme blandede crowd som til alle de andre demonstrationer, jeg kunne endda begynde at genkende et par ansigter. Men denne gang var der helt klart flest fra det kommunistiske KKE parti, og stort set ingen anarkister eller andre antiautoritære.

Der var opsat store højtalere i lygtepælene, hvorfra der bragede noget forfærdeligt skrattende græsk musik, kun afbrudt af et par taler engang imellem. Folk virkede af en eller anden grund ikke nær så vrede som til de tidligere demonstrationer. Der var en underlig søndags-udflugt stemning over det hele. Folk stod i små grupper og snik-snakkede, der blev solgt hot dogs, nødder og grillet kød fra mobile vogne, og alle så ud til at hygge sig rigtig godt. Fagforeningerne har haft travlt med at ligge afstand til sidste søndag, hvor flere hundredetusinde mennesker dukkede op og byen senere stod i flammer, måske var dette deres måde at demonstrere på, måske ville de vise at de godt kunne opføre sig ordentligt og ikke skabe ballade. Eller måske var folk bare begyndt at acceptere det der foregår. Jeg var alene, og det var svært for mig helt at forstå og analysere demonstrationen og fremmødet.

Jeg sad i lang tid op af et rækværk foran Hotel Grande Bretagne og fulgte demonstrationen, indtil jeg pludselig fik øje på Raoul. Han stod alene med sin motorcykelhjelm i hånden og så ud til at kede sig lidt. Han blev glad for at se mig og udtrykte med det samme hans frustration over demonstration. Der var ingen fra bevægelsen, som han sagde det. Ingen gider gå til demonstrationer hvor det stalinistiske PAME er i flertal. Lige siden generalstrejken tilbage i oktober, hvor det var kommet til sammenstød mellem anarkister og PAME tilhængere, som beskyttede parlamentet og samarbejdede med politiet, har der været en hadsk stemning mellem de to grupper.  

Demonstrationen var slut nu, den elendige græske rockmusik var endelig stoppet og folk begyndte langsomt at pille bannere ned og sive væk. Pludselig lød et kæmpe brag lige bag os, og en gruppe på 20-30 meget unge og maskerede stod nu og kastede sten og marmorstykker mod de forreste politikæder, fra præcis det hjørne af pladsen hvor det næsten altid starter. Imens forsøgte ældre medlemmer af PAME at stoppe de meget unge mennesker, og det kom til noget klammeri mellem de to grupper, som kun blev afbrudt fordi politiet nu satte i løb mod menneskemængden foran parlamentet. De kastede et par tåregasgranater og alle folk blev presset tilbage. De unge reorganiserede sig nu og forberedte endnu et angreb på politiet, som stod i kæder 15-20 meter væk. I lidt over 5 minutter regnede det med marmorstykker ned over politiet, som svarede igen med endnu mere tåregas.

Der var noget underligt rituelt over disse sammenstød, det var som om det hele var planlagt. Alle havde forskellige roller, som de udførte til punkt og prikke; de unge maskerede brækkede marmorstykker op fra pladsen og kastede dem mod politiet, politiet svarede igen med tåregas og indimellem satte de i løb mod menneskemængden og slog på alt hvad de kom i nærheden af. Det var som om jeg havde set det hele før, som om det var en kopi af tidligere kampe, bare meget mindre. I løbet af de 30 minutter som sammenstødende varede, stod jeg lige ved siden af og fulgte med i det hele, uden på noget tidspunkt at føle mig stresset eller bange. De maskerede gjorde hvad de maskerede gør, og politiet det samme. Klis og mig var enige om, at der ikke var nok mennesker til at det kunne vare ved. Det var lidt underligt bare at stå og kigge på det, men politiet havde det hele under kontrol, og ingen ud over de meget unge maskerede begyndte at deltage i kampene.

Det var som om de unge skulle bevise noget, måske de havde været med til demonstrationen i går da folkeskoleleverne demonstrerede og ville have mere, måske havde de ikke været med til sidste søndags ballade og ville derfor være med denne gang, det var svært at regne ud. Men det var tydeligt at de var grønne i gadekampe mod politiet; deres maskeringer var overdrevet, de løb hver gang politiet så meget som truede med at løbe, de var i det hele taget meget nervøse og utroligt nok blev der ikke anholdt mere end 4-6 personer. På et tidspunkt satte to politikæder i løb mod de maskerede, der blev splittet op i to grupper, den ene løb ind i den mængde vi stod i, den anden gruppe forsøgte at hoppe ned på pladsen fra det øverste punkt. Et par af dem landede på taget af en café som stadig var åben og taget brasede sammen under dem, hvilket resulterede i at 5 café-gæster kort efter kom løbende skrigende ud. Ved trapperne ned til pladsen kom det til tætte nærkampe med politiet, hvor en maskeret forsøgte at ramme politiet med en metalstolpe. Lidt efter satte politiet i løb og fik hurtigt ryddet pladsen.

Den store menneskemængde som Raoul og jeg stadig stod i oppe foran parlamentet, fulgte alle med i det hele som om det var en sportskamp. Riots er altid et spectacle, hvor billeder og modbilleder bliver produceret, men der var noget meget instrueret over det her spectacle. De maskerede blev aldrig nogen trussel, og det var meget let for politiet at kontrollere dem. Med under 1500 mennesker på pladsen, var det tæt på at blive en unødvendig selvmordsaktion, som Raoul sagde det. Medierne derimod åd det råt. Siden sidste søndag hvor byen stod i flammer, er journalister fra hele verden fløjet til Athen, heriblandt adskillige erfarne krigskorrespondenter, i håb om at urolighederne ville fortsætte. Men det gjorde de ikke, og nu er der gået en hel uge uden noget ballade. Måske var det derfor fotograferne havde det så fedt og så mange medier dækkede denne temmelig ligegyldige demonstration, og denne halvhjertede gadekamp som var forbi før den startede. Raoul og mig gik roligt derfra, begge forundrede over at en så rolig demonstration kunne udvikle sig til sammenstød. Måske internaliserer de unge billedet af de maskerede der bliver længe ude om natten og slås med politiet. Måske er det vreden hos de unge der begynder nu.  

Dagen efter kunne man læse store dramatiske overskrifter i mange dagblade fra hele verden. I Politiken stod der: ”Græsk politi har omringet parlamentsbygningen i Athen for at hindre demonstranter i at nå frem til bygningen”.