onsdag den 8. februar 2012

Depressionen og øjnene der ser

Jeg ved aldrig hvornår og hvordan jeg skal begynde at skrive om det, men det virker altså som om alle verdens øjne hviler på Grækenland i de her dage. Det er uden tvivl også noget der foregår oppe i mit hoved, det kan være svært at adskille (…) Alligevel tænker jeg at det må gøre noget på en befolkning, at have så mange europæiske, måske også vestlige, landes øjne rettet mod sig. Øjne som er fulde af desperation og andre af arrogance.

Og apropos arrogance og øjne: Det er ufatteligt at opleve medierne i denne tid, skabelonen til artiklerne er så langt fra det der foregår, hvilket bliver tydeligere og tydeligere mens jeg er her. De er simpelthen ikke i stand til at dække det der foregår. I dagblade som The Guardian, Herald Tribune, New York Times, Le Monde osv. har den kapitalistiske krise for længst sat sig igennem som en underholdningsvare på højde med sport, hvor den ene kommentator efter den anden kommer med sin analyse af tingenes gang, og hvor politikere (læs fodboldspillere) får ekstra taletid og udnytter den med åndsvage, abstrakte metaforer der ikke har hold i nogen som helst virkelighed. På The Guardians business blog, har de sågar lavet en live dækning, ”Eurozone Crisis Live: Greek bailout talks finally begins”, hedder overskriften netop nu. Kampen er i fuld gang og uret tikker.

Men hvem ved, måske er den græske befolkning i virkeligheden fløjtende ligeglad med omverdenen og især medierne lige nu. Måske gider de slet ikke læse dem. Når jeg går rundt i gaderne, ser jeg mange lange blikke, fortvivlede ansigter og opgivende kropsprog. De mange års angreb fra kapitalen har sat sig spor i kroppene, og kampene foregår nu på andre niveauer. Marina fortalte her til aften, at en kvindelig ansat i hendes lokale supermarked brød sammen ved kasseapparatet i dag, mens de snakkede om de nye forringelser. Siden den græske regering underskrev det såkaldte ”Samarbejdsmemorandum” i Maj 2010, og lånte de første 110 billioner euros af IMF og EU, er selvmordsraten steget til Europas højeste, og det er typisk folk fra middelklassen som tager deres eget liv.

Den finanspolitiske terror skaber frygt ligesom alle andre former for terror, og den får altså også nogle folk til at opgive deres drømme om et frit liv, uden gæld og skyld. Sammen med medierne har regeringerne i hele EU, ført en effektiv propaganda-maskine og vidst lige hvilke knapper der skulle trykkes på. Propagandaen internaliseres af middel- og arbejderklassen, og den kapitalistiske krise opleves som en lang række af personlige skuffelser for mange mennesker i dag. Selve ordet ’gæld’ i ’gældskrise’, har dybe psykologiske dimensioner, som jeg ikke vil komme mere ind på her, og dermed opstår også ’skyld’ og ’bebrejdelse’. Dette er i Europa en epidemi, som i høj grad også spredes gennem medierne.

Vi tvinges altså til at arbejde mere for mindre, og ikke mindst tvinges vi til at acceptere at vi står overfor et ”problem”, et problem som vi har været med til at skabe. Vi bliver bildt ind at vi har levet ”over evne”, at vi har været ”dovne”, at vi må ”ofre os”. Men hvem er det der bilder os det ind? Hvem er det der lever over evne? Og hvem er de egentlige ofre? De nådesløse forringelser, den benhårde klasse-kamp, er blevet ”naturaliseret”. Det er som om den kapitalistiske krise har fået karakter af en natur-katastrofe, som ikke kan undgås før den har skyllet ind over os og meteorologerne fortæller os hvornår det er sikkert at gå ud igen. (se, jeg gør det selv, funky metafor). Og de manglende alternativer, fantasien, modet, kravene… det er svært ikke at blive ramt af depressionen. Og lige nu er der nok ikke noget sted, hvor disse mekanismer er tydeligere end her i Grækenland. Alle de folk jeg har lært at kende her, gør alt hvad de kan for ikke at blive deprimerede, og det er ikke let, men konsekvenserne er nok for store.

Det var tydeligt på de kammerater jeg snakkede med i dag, at generalstrejken i går var ”meget katastrofal”, som de sagde det. På trods af mit indlæg i går muligvis virkede meget dramatisk, det er svært ikke at skrue lidt op for dramatikken når man står midt i det, så er det ingenting i forhold til de ting der reelt står på spil, og ikke mindst de kampe som før har fundet sted. Mange beskyldte fagforeningerne og vejret for den manglende vrede og deltagelse. Men de ved også at den antagonistiske bevægelse står svækket, og at de efterhånden har forsøgt sig på alle tænkelige måder, og det der kommer efter. I nogle tilfælde er fjenden imens kun blevet stærkere og ondere. Nu vinder nationalismen og populismen meget vel terræn, og det gør naturligvis meget ondt på alle mine kammerater her.

Måske var det derfor der ikke var dukket flere op til demonstrationen i går, fordi at det nu er imod den nationale "folkesag" at strejke og demonstrere. Premierministeren i regimet har allerede sagt det: ”Ofringer er nødvendige; vi har ikke råd til blokader og strejker”. Det er tydeligt overalt i Athen, at staten og kapitalen er besat af at have kontrol over de lavere klasser. Og her er den ”nationale sammenhængskræft”, som vi også kender den fra Danmark, udover politi-repressionen, nok det stærkeste våben. Den kapitalistiske ”gældskrise” tilbyder hermed staten, en enestående mulighed for at genindføre en forening af de lavere klasser omkring nationalstaten, og gennem denne disciplinering satser man altså på øget produktivitet, lavere udgifter og højere indtjening, det kapitalistiske mantra. Som det græske regimes premierminister har sagt det, ”… det er klart, at den måde vi har behandlet vores finansielle anliggender på, fik os til at miste en del af vores nationale suverænitet. Vi er nød til at tilbageerobre denne, ved hjælp af vores troværdighed, vores politiske program og alles folks ofringer”.    

På denne baggrund, er det ingen overraskelse at der er politi iført kampudstyr overalt i denne by. Kapitalen i samarbejde med kontrolregimet lugter blod, og det er da også blevet hentydet til af regimets beskæftigelsesminister, da han skulle introducere anden eller tredje omgang af de ”hårde, men nødvendige forringelser”, og sagde på bedste cowboymanér: ”der vil være blod”.

Jeg tog ind til centrum for at mødes med Emma i Scaramaga, et kæmpe squat på størrelse med vores gode gamle ungdomshus (uden koncertsal). I aften var der Marx Kapital læse-gruppe og jeg hang på, selvom det var på græsk(!). Giorgos fra gruppen TPTG (Children of the Gallery), en anti-autoritær kommunistisk gruppe med base i Athen, holdte et oplæg hvori han drog paralleller fra Marx til Jacques Camatte og videre til den italienske autonomia bevægelse. I et mødelokale på 2. sal sad vi omkring 30 mennesker og frøs og lyttede, drak cognac og røg cigaretter. Jeg havde fundet en bog i Scaramagas bibliotek med en tekst af TPTG, som meget nøje gennemgik den kapitalistiske krise siden 70’erne, på denne måde var jeg også lidt med mens de andre snakkede. Vi sluttede med en mere åben diskussion på engelsk, hvor temaer som dem jeg har taget fat på i dag også blev berørt, og bagefter gik vi ud for at få en øl. Det er sku nogle søde og meget generøse mennesker jeg har mødt her. Og én ting er sikker; de bliver ved med at kæmpe.   

Ingen kommentarer:

Send en kommentar